JEANNE D'ARC 1962 og 2000 - historisk film

LE PROCES DE JEANNE D’ARC Robert Bresson 1962

&

THE MESSENGER Luc Besson 2000

@@

I 1962 gik den dybt katolske franske instruktør Robert Bresson i gang med at filme Jeannes sidste dage. I stedet for passionen iscenesatte han processen - LE PROCES DE JEANNE D’ARC, kalder han filmen. Han valgte en amatør, ikke en professionel skuespiller - Florence Daley - der aldersmæssigt er tættere på den historiske Jeanne, og han vover at nærme sig det faktum, at Jeanne bl.a. blev brændt, fordi hun ønskede at gå i mandsdragt.

Jeannes handlinger - at gå i krig og vinde slag - var nok sjældne for en kvinde, men Europa havde netop i 1300- og 1400tallet mange eksempler på (mere eller mindre heldige) kvindelige regenter og fyrster. De holdt sig absolut ikke tilbage m.h.t. at bryde ind på traditionelt maskuline områder.

Selv den danske regent Margrethe vandt magten over Sverige i krig.

Mandsdragten kombineret med Jeannes manglende forankring i slægt, rigdom og etableret magt gjorde hende til en outsider. Netop i begyndelsen af 1400-tallet var kvinde- og mandsdragten helt forskellig. Hundrede år tidligere havde både mænd og kvinder båret flere fodside kjortler over hinanden, og mænd havde haft skulderlangt, lokket hår. Efter pesten var moden gået i den modsatte retning: mænd i stramme hoser og ultrakort kofte, kvinder udstyret med høje hovedtøjer og folderige gevandter. Det, som før ville have været en vanskeligt konstaterbar synd, var nu udartet til en synd mod selve naturen.

Filmen blev - ikke overraskende - skudt i sorthvid, en alvorlig, dyb og kulegravende skildring af forhørets forløb, forsøget på at nedbryde en ung kvinde psykisk og moralsk. Der er ingen tvivl om, hvor Bressons sympati findes.

Efter at have tilbragt flere århundreder som en folkelig helgen, blev Jeanne i 1909 beatinficeret og i 1920 omsider udnævnt til Frankrigs nationalhelgen, herefter et symbol på fransk frihedstrang, patriotisme og renhed.

Sådan skildres hun i filmen, der er så minimalistisk, at man ind imellem føler sig hensat til Lars von Triers kridtstregs-dramaturgi. Men man undres også over, at så få historiske film forsøger sig med at iscenesætte kilderne. Paradoksalt nok er netop den totalt atypiske Jeanne et af de få mennesker fra 1400-tallet, hvis liv vi kan følge i detaljer.

Vi ved hvor hun opholdt sig, hvem hun var sammen med, hvad de anså hende for, hvad hun sagde og foretog sig, hvilke klæder hun bar, og hvad hun spiste og drak. Vi kender endda en mængde detaljer fra hendes lidet bemærkelsesværdige barndom som datter af en velstående bonde i Domremy. Ikke desto mindre forbliver hun lige så meget en gåde, som hun tydeligvis var for de gejstlige dommere.

Bresson har størst held med at lade forhørene fremtræde ”historisk” korrekt, med det ”psykologisk” korrekte ligger det tungere. Vi kender spørgsmål og svar. Vi kender heller ikke meget til, hvordan Jeanne og forhørsdommeren opførte sig: mere og mere bliver det tydeligt, at Bressons tilsyneladende ærlige film også er en klar stillingtagen, en personlig fortolkning. Bl.a. er selve rettergangen meget bureaukratisk kold og ufestlig, i virkeligheden havde den nok lidt mere middelalderligt schwung.

Og hvor er ”folket” blevet af? Bestod tilhørerskaren kun af englændere? På lydsporet (vi ser aldrig publikum) vender ganske tydeligt den samme stemme tilbage igen og igen ”Away with her” og ”the witch”.

Til gengæld har Bresson valgt at se bort fra Jeannes tydelige forvirring under pres.

Hun tilkendegiver aldrig åben tvivl, men holder fast i sandheden om stemmerne og synerne. For hende var det jo sandt - og ydermere det eneste, hun havde at støtte sig til. Hun havde netop oplevet, hvordan ethvert ord, der kom fra hendes læber, blev til virkelighed. Det virkede jo! Om det så drejede sig om den nye konges kroning i katedralen i Reims. Alt havde bekræftet hende. Nu var hun fange og blev forhørt, tortureret og plaget.

Bresson har indføjet nogle spillemæssigt elendige scener, hvor forhørslederen biskop Cauchon udveksler bemærkninger om sagen med englændere - her betaler Bresson (og i sidste ende filmen) for instruktørens insisteren på at anvende amatører. Stive skikkelser mumler replikker uden mimik. Tilfældige mænd klædt ud som kardinaler udstråler ingen som helst værdighed. Selv den ydmygeste statist kræver indlevelse, især hvis kameraet rettes mod vedkommendes ansigt, mens han/hun fremstiller en person. Forskellen til Dreyers ekspressionisme er sikkert ønsket, men gør filmen fad – og tjener til at flytte skylden væk fra kirkens mænd.

Bressons Jeanne (for han har jo udvalgt visse svar fra de mange afhøringer) er en slags protoreformator. Hun har ikke brug for kirken som mellemmand, hun kan tale direkte med Gud og hans helgener og engle. I alt fald har de opsøgt hende, uden at hun bad om deres indgriben - de har ændret hendes liv, og indgivet hende en psykisk styrke uden lige.

Hendes erindring om helgenerne, de ”syn” hun vedkender sig og refererer til, svarer slet ikke til præsternes ideer: de mener, at synene skal være i både cinemascope og eastmancolor og have en slags production value. Jeanne hævder, at når de taler til hende, kommer lyset med dem.

Hun behøver ikke længere kirken som mellemmand, og hvem kan undre sig over hendes magtfuldkommenhed? Denne unge pige havde overvundet verdens stærkeste militærmagt, indsat en ny fransk konge og var blevet tilbedt som en levende helgen. Hendes styrke var ved at blive skræmmende. Processen mod hende var både religiøs og politisk.

Hvad var der sket med hende, hvis hun havde trukket alle sine udtalelser tilbage? Hvis hun havde ”tilstået”? Bresson vælger at lade hende føje kirken af ren udmattelse. Straffen ville måske være forvandlet fra døden på bålet - til livsvarig indespærring. Denne straf ville givetvis have gjort hende rablende sindssyg.

Eftertiden ville - hvis ikke Jeanne var blevet helgenkåret - måske opfatte hende som en galning med hallucinationer. Trods alt har vi jo ikke den største respekt for mennesker, der hævder at de handler på baggrund af ordrer fra stemmer inde i hovedet.

Hun er på alle måder outsider: ung kvinde i en verden styret af gamle mænd - læg i en verden regeret af lærde - og hun tror på Gud, ikke på kirken.

Der er senere gisnet om hendes bevæggrunde: flere af hendes handlinger virker magiske, men er forklarlige ud fra moderne (para)psykologi.

Hun genkender den forklædte Dauphin fordi hendes menneskelige ”antenner” er fintmærkende. Hun efterligner sine helte, bl.a. Alexander den Store, da hun angriber en borg, holdt af den engelske hær.

Men der er almindelig enighed om, at Jeanne virkelig var en bondepige fra Lorraine, hverken datter af den franske konge, eller på anden måde fremtrædende, end sige veluddannet. Hun var ”bare” et militært geni, tidligt udviklet, og fuldkommen overbevist om, at alt, hvad hun foretog sig, var en ordre direkte fra Gud.

Filmen løser ikke gåden Jeanne d’Arc, men den forsøger at fremstille det tidspunkt, hvor nogen - forhørsdommerne - søgte at trænge ind i gåden. Det fremgår meget tydeligere, hvis man læser alle forhørene igennem: inkvisitionen ønskede virkelig at nå til bunds i sagen, og at finde ud af, hvor meget og hvor lidt Jeanne havde gjort sig skyldig i.

Ind imellem opfører præsterne sig som good cop-bad cop for at bringe hende i fedtefadet, men hun argumenterer, forstår man, urokkeligt sandfærdigt og sammenhængende, og var begavet med en klæbehjerne, der gjorde, at hun ind imellem kunne rette på forhørslederen og henvise til svar, der lå 8 dage tilbage i tiden. Hun svarede kun ærligt, derfor kunne hun huske alt, hvad hun havde sagt.

Hvor Dreyer lod Jeannes ukuelige tro føre hende ind i himlen, mens hun står på bålet, uden tilsyneladende at føle smerte, er Bressons Jeanne et skrøbeligt kar. Og Bresson låner fra Dreyer - mest frapperende, da han lader englænderne beglo Jeanne under forhøret gennem et nøglehul, hvor vi kun ser det isolerede øje.

Det er Bresson, som bliver en kylling, da han skal vise hendes smertefulde død. Vi ser i stedet et jernkors fortegne sig i utrolige mængder røg, og til sidst får vi lov at se - nej, ikke Jeannes forkullede rester på det slukkede bål , men en afbrændt pæl. Samtiden fandt scenen uhyrligt realistisk, men man må nok indrømme, at film siden 1964 har set langt værre billeder i scene…

I øvrigt omskriver Bressomn her bevidst den endnu grusommere historiske sandhed. Man slukkede bålet, så snart man vidste at Jeanne var død, og fremviste de ynkværdige rester af hendes lig, så det var tydeligt for alle, at hun ikke var en helgen eller martyr, fordi hendes krop ikke var steget til himmels.

Hos Dreyer skabes en myte og en helgen, hos Bresson dør et værdifuldt menneske en grusom død, som så mange andre. Døden på bålet som kætter var ny og ekstrem. Vi kender ikke til særlig mange tilfælde af kætter- eller heksebrændinger før Heksehammeren udkom i 1486, en regulær håndbog i hekseopledning og -bekæmpelse, som var der tale om væggelus.

Bogen udkom to år efter at paven havde tilladt heksebrændinger. I Danmark brændtes første heks så sent som i 1540. Men ca 140 år tidligere - inden Jeanne måtte lade livet - havde Margrethe, Unionens hersker, brændt ”den falske Oluf, en ung mand som påstod at han var hendes afdøde søn. Hun lod ham brænde, og med ham alle hans ejendele, alt hvad han havde berørt, og alle hans breve til hende samt hans segl.

Ønsket var at udslette personen totalt.

Det samme ønske gjorde sig gældende, da man skilte sig af med Jeanne: derfor er der ingen relikvier knyttet til hende.

I 1415 blev Jan Hus brændt for at have trodset pavemagten og afvist afladshandelen. Det kunne endda være, men den Hussitiske bevægelse sigtede også mod et selvstændigt Tjekkiet, med en national kirke. Henrettelsen af Jan Hus var måske modellen for processen imod Jeanne: hendes enorme karisma kunne have medført en fransk rejsning a la den tjekkiske. Det drejede sig om at slippe af med hende - både fra kirkens og englændernes side.

Hun blev dømt til døden på bålet som heks og kætter, og fordi hun havde krænket kønsforskellen ved at klæde sig som mand. Når det kunne lade sig gøre (hendes dommere var franskmænd) skyldtes det ikke alene englændernes absolutte ønske om at udslette hendes bedrifter, så ingen andre efterlignede hende. Det skyldtes især, at Jeanne - sit geni til trods - var en ”løs kanon på dækket” rent politisk. I en tidsalder, hvor alle havde deres plads i et væv af loyalitet og slægtsforbindelser, var hun trods alt bare en bondepige fra Domremy, som jævnligt talte med Gud.

@@@

Luc Besson tog opfordringen op med sin film THE MESSENGER fra 2000, med kæresten Mila Jovanovic i titelrollen. Jeanne spiller hun med en blanding af psykotisk determination - og dirrende vanvid. Ind imellem kammer hun over, men intet tyder på, at den historiske Jeanne var særlig rolig og fattet. Hun lytter indefter, hun er i kontakt med en højere og uforklarlig verden. Hun bliver nok ”synsk efter at have oplevet et bestialsk mord (begået af de i filmen totalt modbydelige englændere, der alle virker, som om de netop indsmurt i blod har forladt Heysel stadion efter at have myrdet 39 Juventus-supportere), men denne forklaring er egentlig meningsløs. Deres grusomhed - mordet på og voldtægten af hendes søster - er den billig-psykologiske årsag til hendes senere handlinger.

Det er fuldkommen ahistorisk. Det værste, Jeanne og hendes familie var ude for under krigshandlingerne, var en flugt fra landsbyen. Det ved vi fra hende selv. Hvis hun havde mistet en søster på den måde, Luc Besson skildrer, ville forholdet være blevet bragt frem under processen. (Og de soldater som færdedes på hendes hjemegn var burgundere, ikke englændere).

Jeanne bliver ramt af Guds opmærksomhed og må reagere derefter. I nogle af filmens mindst vellykkede sekvenser oplever Jeanne Jesus (?) lidende i skoven - ordløs, forvrænget a la David Lynchs apparitioner i ”Twin Peaks”, og uforståelig. Der må være tale om den ”feernes skov”, Jeanne omtaler under processen - her er der dog en madonnastatue, som hun og de andre unge piger fra landsbyen opsøger.

Men i nogle af filmens bedste sekvenser dialogiserer hun med Satan - eller er det hendes egen samvittighed - (Dustin Hoffmann!), der sætter hendes tro på prøve: hvorfor mener hun, at alt, hvad hun har oplevet, drejer sig om hendes forpligtelse til at redde Frankrig? Det sværd, hun kalder en gave fra Gud, kunne det ikke snarere stamme fra en afdød kriger, end være nedkastet fra Himlen?

Det er Bressons eneste forsøg på at føre en diskurs med sin hovedperson. Den eneste virkelige afvigelse fra konstaterbare facts om Jeanne - ellers er der tale om markante udeladelser og fortielser. På en måde er sekvenserne nødvendige, men de åbner også en lidt for nem smutvej til nutiden. Dustin Hoffmann er simpelthen så newyorker-jødisk-snusfornuftig a la 2000, at han - snarere end at repræsentere den Onde selv, eller Jeannes postulerede tvivl - bliver vort talerør. Det er logisk nok, at Luc Besson forsøger at spørge Jeanne, men hun bliver jo konstant udspurgt af de ”professionelle” gejstlige fra samtiden. Det kan godt være, at en Jeanne i dag ville blive spærret inde i et galehus, men middelalderen åbnede dog i det mindste muligheden af, at hun modtog ægte åbenbaringer.

Luc Besson er i THE MESSENGER god til simpelthen at fortælle med liv og lyst, humor og en vis portion ironi - som da han lader de forvirrede og søvnberøvede franske officerer reagere meget forskelligt på Jeannes iver, under forsøget på at befri Orléans.

Luc Besson glemmer englændernes rolle i rettergangen mod Jeanne. For dybest set er dommen over hende religiøst bavl. Jeanne var overbevist troende (men hun skriftede aldrig så manisk ofte som Besson påstår). Hun var kirkens fineste blomst, et bevis på hvilke kræfter et uværdigt, uuddannet menneske kunne opnå, blot det troede nok.

Alligevel var Jeanne dødsdømt fra det øjeblik, englænderne købte hende af burgunderne. De var skrækslagne ved tanken om, at Gud kunne tænkes at have taget stilling til konflikten om arveretten til en franske trone. Det var af overvældende vigtighed at skille sig af med Jeanne, at stemple hende som kætter og svindler. Derfor købte englænderne hende af burgunderne, der havde taget hende til fange. Den nykronede franske konge var ikke en døjt interesseret i at løskøbe hende. Jeannes ydmyge herkomst viste sig at blive hendes undergang: ganske alene i et slægts- og standssamfund havde hun ingen til at beskytte sig.

Et motiv fra Bresson udvikles hos Luc Besson: forhørslederen og dommeren biskop Cauchons mere og mere desperate forsøg på at redde Jeanne. Vi bliver dog aldrig informeret om Cauchons baggrund eller bevæggrunde. Og der er givetvis tale om en dramaturgisk overreaktion.

Cauchon var betalt af englænderne for at se at få Jeanne dømt i en ruf - han var blevet stillet endnu et stort embede i udsigt. Det virker imidlertid, som om han ønskede at redde Jeannes sjæl på den ene eller den anden måde, helst gennem fornægtelse og anger.

Inkvisitionen var på dette tidspunkt ikke så frygtindgydende en institution som senere. Inkvisitionen skulle udrydde kætteri og få fornuftige kristne, der var faldet for kætterske tanker, til at vende om og angre. Englænderne ville have Jeanne brændt, men det er absolut muligt, at Cauchon - som en anden Pilatus med Jesus i forhør - ønskede sin egen udgang på sagen.

Hos Bresson er der tale om en regulær og utilsløret sammensværgelse mellem Cauchon og englænderne, hos Besson er Cauchon en i bund og grund ærlig mand, der tror på nådens mulighed, og frem for alt vil redde Jeannes liv – eller, hvis hun har forbrudt sit liv, i det mindste redde hendes udødelige sjæl.

Det er nok en moderne fortolkning, men det er sikkert at Cauchon var i tvivl under rettergangen. Ingen havde store erfaringer med at ”oversætte” en synsk mystiker til kætter - Jeanne var Guds talerør på samme måde som f.eks. 100 tidligere den hellige Birgitta af Vadstena.

Man må spørge sig selv om, hvorfor Luc Besson begyndte at indspille en meget kostbar film om en fransk helgeninde, der levede og døde som jomfru - en film uden ringeste romantik interest. Svaret ligger dels i hans fascination af Mila Jovanovic, dels i emnets komplekse karakter. Ud fra historien om Jeanne kan man ramme tre genrer - filmen om den stærke kvinde, den historiske krigsfilm, og retssalsdramaet.

Op gennem historien er Jeanne blevet omklamret af de mest forskellige politiske bevægelser. Hun var stort set glemt op til 1800tallets post-napoleonske romantik. Så forvandledes hun til selve symbolet på Frankrig.

Bessons problem er, at han nægter at tro på Jeannes egen forklaring. Her følger han ganske hendes forhørsdommere. Han lader hende være dybt religiøs - stort set til det øjeblik, hvor hun bliver indsat som anfører for den franske hær. Han tager aldrig stilling til hendes udsagn om, at ærkeengelen Michael og helgeninderne Katarina og Margareta opsøgte hende. Var hun fanatiker, sindssyg, helgeninde eller opportunist? Det eneste, vi kan sige nej til, er den sidste mulighed.

I stedet for Jeannes egen forklaring om, at hun var udsendt for at redde det franske folk, opfinder Besson en pop-psykologisk forklaring: mordet på søsteren. Jeanne lider altså af posttraumatisk stress syndrom.

Men tor at forstå Jeanne loyalt må man have en vis respekt for, og accept af, middelalderens selvforståelse. Ærkeengelen Michael var simpelthen Frankrigs beskytter. Det var ganske logisk, at han skulle henvende sig til NOGEN for at frelse ”sit” land i nød.

Besson forsøger at være loyal og at gengive hvad skete. Men når han forkaster middelalderens dybe religiøsitet, må han skabe nye myter, og de er desværre ikke helt så interessante.

Det mest grelle eksempel er historien om, at Jeanne finder et sværd på engen. Dette sværd er Bessons private opfindelse. Desværre fæstner han sig så meget ved historien, at han åbenbart kommer til at tro på den. Ingen engel kastede et sværd ned til Jeanne. Der er såre jordiske forklaringer på alt, hvad hun omgav sig med, og vi kender til detaljer omkring hendes levevis, påklædning, bevæbning og fane, samt hendes ordvalg og sprogtone. Hun er faktisk et uhyre grundigt skildret individ.

Når Besson tager overbevisningen ud af Jeanne, og erstatter den med et hævnmotiv, formindsker han hende alvorligt, og demonterer en del af forundringen: hvordan fanden kunne en ganske ung bondepige være så opfindsom militær leder?

De suverænt bedste scener i Luc Bessons film er - typisk for tiden - de energiske, blodige og effektive kampscener. Især Jeannes debut som feltherre under indtagelsen af borgen La Tourelle, hvor hun dels begår en række fejl, dels lærer hvordan man styrer soldater.

Luc Besson er den første instruktør, som frygtløst viser Jeannes bedrifter i kamp, hendes kreativitet og drabelige, fornuftstridige mod. Samt hendes nok mest effektive våben som feltherre: den uforklarlige evne til at få menige soldater til at tro på, elske og følge en general i det, der ligner den visse død. Jeanne bragte motivation til den demoraliserede franske hær.

Besson hævder, at det var magtpåliggende at være så ”korrekt” og præcis som mulig. Tourelles blev genopført med sine oprindelige mål og forsvarsværker, og man kopierede alt, hvad man kunne: antallet af entre-stiger, antallet af faldne.

Godt nok blev rustningerne kopieret i gummi og aluminium, så man måtte indlægge en helt ny lydside. De fleste scener - bortset fra forhørene i fængslet - blev skudt on location i Frankrig og Tjekkiet. Og filmen blev, ret originalt, optaget i kronologisk orden. Mærkeligt nok optog man ikke kroningen i katedralen i Reims. Men ellers virker billedsiden behageligt velovervejet og tidsmæssigt korrekt. Filmen er ret imponeret over sig selv, og det klæder den og giver den et drive, som den desværre snart igen mister.

For Luc Besson har søgt at få hele Jeannes historie med, og det gør at han ind imellem må klippe, ja næsten zappe, fra højdepunkt til højdepunkt. Samt at han må glemme visse vigtige sidefortællinger, som kunne have forklaret Jeannes fald. Hun er en stor feltherre, men uden politisk base, hvilket Besson glemmer at vise. I stedet lader han den korrupte Dauphin (John Malkovich) klare det hele i et par henkastede replikker.

Luc Besson bliver offer for sin tid, årtusindskiftets betagelse af vold, kamp, krig, lemlæstelse og død i alle former. Der er logisk nok ikke meget plads til kærlighed i skildringen af Jeannes kyske liv, men man kan ikke andet end mene, at Besson overspiller Jeannes sårbarhed. Der er jo tale om en enestående begavelse, et militært geni som Alexander eller Napoleon, bare indesluttet i en ganske ung pige. Hendes beslutsomhed hører alderen til: på mange måder minder hun om en moderne teenager. Forskellen ligger i hendes tro, som Bresson og Dreyer ikke anfægtede. Den har Besson det sværere med. Han vil øjensynlig gerne tro på Jeanne, men er mere optaget af at vise end at sandsynliggøre, end sige forklare.

Det lyder, som om Jeanne selv valgte at identificere stemmerne i sit hoved som hellige åbenbaringer fra Ærkeengelen Michael. Man kan i og for sig godt forstå, at hendes dommere var skeptiske, for det forekom trods alt sjældent, at ærkeengle påtog sig at give almindelige bondepiger meddelelser direkte fra Gud.

Ærkeengelen blev ved med at følge Jeanne, og med disse syner/hallucinationer/budskaber drog hun til Chinon for at træffe Le Dauphin. Det var hans gejstlige spindoktorer, som første gang udsatte Jeanne for forhør og prøver, og som accepterede hende som hellig. Det var der en vis fornuft i. Le Dauphin havde ikke mange andre chancer for at blive konge af Frankrig. Hvorfor ikke spille dette kort ud?

Hun blev sendt i felten uden ringeste militære uddannelse, fordi hendes stemmer beordrede hende til at befri Orléans fra englænderne. Det lykkedes. Måske ikke mindst fordi middelalderens opfattelse af jomfruelig styrke blev forstærket tusinde gange ved at se en purung, yndig pige i mandstøj og rustning, højt til hest, bærende en fane broderet med billeder af engle og det franske våben.

Hun viste sig at være en militær naturbegavelse, og at hun var enestående til at lede mænd i krig. Totalt frygtløs, helt overbevist om sin egen usårlighed og mission. Det er næppe for meget at udlægge hendes befrielse af Orléans som årsagen til, at det franske folk betragtede hende som en udfrielsens engel. Den engelske besættelse havde været tyngende og skræmmende.

Den 17. Juli 1429 blev Le Dauphin kronet til konge af Frankrig på samme måde som i sin tid Klodevig - i Reims. Jeanne havde en fremtrædende rolle ved kroningen. I teorien var hendes værk nu færdigt. Le Dauphin var nu konge og havde ikke længere brug for hende. Han sendte hende til Paris for at befri byen, men det lykkedes ikke. Hun blev såret og derefter taget til fange og udleveret til englænderne.

Nederlaget og modgangen havde hun svært ved at klare, hun ønskede at bruge sine kræfter på at bekæmpe de kætterske Hussitter eller drage i korstog. I stedet blev hun stillet for retten.

Forhørsprotokollen viser en ung kvinde, der stadig stoler blindt på sig selv og på sine åbenbaringer. Hun er logisk, stædig og klar i hovedet. Åbenbaringerne er reelle og sammenhængende. Hun står faktisk som en slags klippe af fornuft og nøgternhed, omgivet af modstandernes flagrende ideer om hellighed.

I 1450 blev hun ved en posthum rettergang erklæret uskyldig.

Derefter førte hun en yderst stilfærdig tilværelse som myte: Shakespeare gjorde nar ad hende i sit stykke ”Henry the Sixth”, og Voltaire brugte hende til at latterliggøre hul patriotisme og kirkens overtro.

Men i året 1800 tog den tyske dramatiker Friedrich von Schiller fat på at rehabilitere hende i sit stykke ”Jomfruen fra Orléans”. Herefter var der ingen vej tilbage. Hun udviklede sig til at blive symbolet på Frankrig, og er idag, 2012, en omstridt figur. Front National søger at overtage både Marseillaisen og Jeanne som privat ejendom, og at begrænse den symbolske brug af hende - at gøre hende til protonationalist. I den forbindelse er den historiske Jeanne faktisk vigtig. Og det er fascinerende, hvor forskelligt hun skildres i disse to film - i forhold til Dreyers helgenkrønike.

Men Dreyer ville ”blot” skildre et menneske, der er overbevist om, at hun dør frelst i sin tro, og dette projekt lykkes så overvældende, at man stadig røres i sit inderste.