LIGNER DE?
MARIA HELLEBERG
Biografiske film, biopics, skildrer en historisk persons liv – ikke nødvendigvis fra vugge til grav, men længe nok til, at det er nødvendigt at sminke skuespilleren ung/gammel. Der tilstræbes en vis form for fysisk lighed, men den er selvfølgelig underordnet filmens hensigt. Det kan ligefrem være en pointe, at skuespilleren ikke har særlig stor fysisk lighed med forbilledet: et velkommens filter.
Behøver Caroline Mathilde og Struensee at ligne ”sig selv”? Vi kender dem jo kun fra billeder – og Struensee blev ikke afbildet særlig ofte, før det var for sent. Manden var trods alt aktiv som fattiglæge, inden han ved et rent tilfælde blev tilknyttet hoffet.
Der er to forskellige synsmåder. Enten argumenterer man med, at filmen har andre love end virkligheden, og at man har valgt at fortælle en romantisk kærlighedshistorie (som det tydeliggøres i titlen ”En kongelig affære” eller ”Dronningen og Livlægen”. Det er et udmærket argument, og filmen er yderst vellykket set ud fra denne beslutning. Den er smuk, den går 112 procent ind for sin historie, og den er velspillet og spændende, selv om publikum formentlig kender slutningen.
Men hvor personernes politiske holdninger var uacceptable i 1772, er det idag deres udseende. Diverse mandlige historikere har på det sidste hylet op om, at Caroline Mathilde og Struensee skulle have været specielt hæslige. Lidt uforståeligt når man ser portrætter af dem. De var under middelhøjde og buttede. Så er det altså ikke værre. Men idag kan vi altså ikke tåle at se mennesker som helte, med mindre de ligner modeller. For at kunne identificere os helt med personerne kræver vi fysisk skønhed. Derfor forkastede man også hurtigt
Men hvor personernes politiske holdninger var uacceptable i 1772, er det idag deres udseende. Diverse mandlige historikere har på det sidste hylet op om, at Caroline Mathilde og Struensee skulle have været specielt hæslige. Lidt uforståeligt når man ser portrætter af dem. De var under middelhøjde og buttede. Så er det altså ikke værre. Men idag kan vi altså ikke tåle at se mennesker som helte, med mindre de ligner modeller. For at kunne identificere os helt med personerne kræver vi fysisk skønhed. Derfor forkastede man også hurtigt
brugen af pudderparyk til Mads Mikkelsen (men netop synet af MM med paryk var en af mine store forventninger til filmen!) - og lod den unge svenske skuespiller som Caroline Mathilde bære sit dejlige mørke hår upudret. Ret utænkeligt i 1770.
(Og ja, Caroline Mathilde var lysblond med blå øjne, Christian ligeså, deres søn Frederik var nærmest albino. Og nej, Struensee gik til dronningen fordi hun ville have hjælp til sin skravlede lille søn. Og nej, Struensee var altså fødselslæge for Louise Augusta, der ikke blev født en vinterdag men i juli på Hirschholm Slot, og nej, intet var hemmeligt, Struensee blev adlet efter datterens fødsel...)
(Og ja, Caroline Mathilde var lysblond med blå øjne, Christian ligeså, deres søn Frederik var nærmest albino. Og nej, Struensee gik til dronningen fordi hun ville have hjælp til sin skravlede lille søn. Og nej, Struensee var altså fødselslæge for Louise Augusta, der ikke blev født en vinterdag men i juli på Hirschholm Slot, og nej, intet var hemmeligt, Struensee blev adlet efter datterens fødsel...)
Vi har egentlig ikke brug for det sentimentaliserede forsvar for de to.
Men vi holder jo alligevel fra begyndelsen af, som en naturlighed, med dem. Vi drømmer ikke om at tage afstand fra deres handlinger. Set fra 2012 er der ingen mening i dødsdommen eller forvisningen. Alt det, de to ønskede at indføre er jo alligevel kommet til os. Måske ville den virkelige udfordring for os idag være, hvis Struensee viste sig at NYDE magten OG at kunne råde over dronningen. At være politiker uden at skulle leve det kedsommelige enevoldskonge-liv...
Nicholas Bro som Struensee ville have været en virkelig provokation og flyttet filmens vægt. For Struensee var jo en ægte provokatør i 1770 – om end de love, han indførte, var præcis hvad stort set alle tænkende mennesker drømte om at se virkeliggjort. Bare ikke det diffuse "folk", filmen efterlyser, men selv glemmer. Hans enevældige politiske laboratorium Danmark var en veluddannet ung mands drøm. Som nok det eneste menneske i Danmark troede Struensee åbenbart blindt på enevældens mulighed for at skabe hurtige, kosekvente forandringer i samfundet
Hvad er det, som ville holde os på afstand af figurerne, hvis vi fik fremstillet begivenhederne og især personerne mere korrekt?
Nikolai Lie Kaas ligner ikke Dirch Passer særlig meget. Man kunne have givet ham et andet hår, og forsøgt at sminke hans øjne større og mere udstående. Munden er enorm, som hos forbilledet. Det er skanderingen og kropssproget, som bringer forbilledet ind i historien – for de, som rent faktisk har et tilforladeligt billede af Dirch. Den fysiske lighed er ikke vigtig. Men hvis NLK havde forsøgt at spille en anden figur end Dirch, med en anden skandering og humor, ville filmen have mistet sit publikum – i Danmark. Præstationen er fremragende skuespil, både hvad angår forskelle og ligheder. Det er hans kollegers ansigter, som snarere får en som tilskuer til at føle sig hensat til Bizarro World – er det Judy Gringer? Preben Kaas? Stig Lommer? If you say so. Forskellene gør, at man accepterer filmen på et mere abstrakt plan, end hvis man havde sminket/fortykket/fortyndet/ældet alle birolleskuespillerne.
Husker Lisbet Dahl som Edith Piaf på teatret – intet lignede originalen, en solid, sund og storslået person med powerstemme skulle illudere en ung, forhungret kvinde, som blev kaldt ”spurven”. Havde set andre i samme rolle og var meget nysgerrig og lidt skeptisk. Men LD kom, så, især sang og sejrede, fordi hun spillede karakteren – hun var troværdig og dækkende.
Alligevel er Meryl Streep's Mrs. Thatcher en forrygende tour de force – hun LIGNER, ned til den ranke ryg og lidt kejtede behandling af håndtasken. Jeg fulgte hende nøje med blikket i alle hendes regeringsår. Streep har ansvaret for at finpudse hende og indkoge Mrs. Thatcher til den fineste sauce, selveste figurens inderste er i spil. Det er bare ikke nødvendigt (om end det er herligt, når det lykkes).
Dirch Passer er en at de mest gennemfilmede og gennemfotograferede mennesker i Danmark i 1900-tallet. Vi ved, hvordan han så ud – og hvordan han valgte at spille sine roller. De historiske figurer, vi har set i levende live, kræver en anden behandling i film, end fortidens skikkelser. Enhver lille mørkhåret mand kan illudere Napoleon – det er op til skuespilleren at udfylde vore forventninger til personen, som er reduceret til en samling klicheer (speedtalk, hånd inden for jakken eller hænderne på ryggen, temperament, trekantet hat). Men ligner de ham? Kan de illudere den store indre styrke, som Napoleons samtid undrede sig over, frygtede eller udnyttede?
1900-tallets store skikkelser kræver en anden form for illusion.
I ”Der Untergang” fra 2004 var skuespillerne, som skulle give liv til Nazi-partiets top i 1945, udvalgt med omhu - og illuderede med forbavsende sikkerhed. Egentlig ikke hverken udleverende eller forsvarende personerne, man spillede simpelthen rollerne, karaktererne. De sagde og gjorde, hvad man ved de sagde og gjorde. Og de lignede. Men ikke klinisk tydeligt – Corinna Harfouch som Magda Goebbels er et helt lille studie i lighed/forskel brugt i skildringen af en karakter, som de færreste vil kunne identificere sig med. Den nye, tyske nøgternhed gjorde filmen til en nydelse på flere planer, men dens største sejr var at fremstille nogle af de værste politiske forbrydere i nyere tid som genkendelige figurer.
Også fjerne skikkelser fra fortiden kræver en form for korrekt type – Oliver Stone mente, at han havde fundet den helt rette person til at fremstille Alexander den Store, men Colin Farrell kom sådan set kun med sit udseende, ikke med nogen personlighed. (Og det virker, som om den rigtige Alexandros snarere lignede Elvis end Farrell.) Filmen druknede i en slags visuel name dropping, med Angelina Jolie som den mest absurde skikkelse – Alexanders mor. Intet som helst overbeviste om Alexanders ”storhed”. Time efter time bevidner man, hvordan denne utiltalende unge mand får slået sin hest, sine venner og sin hær ihjel, plus talløse ”fjender”. Der var tale om ydre såvel som indre lighed (filmen skildrer stort set hvad kilderne fortæller), men ingen kunstnerisk nerve holdt fortællingen sammen, end sige kunne begrunde valget af netop dette triste eksemplar af menneskeracen som helt. Han er jo ikke engang et interessant menneske...
Det gør ingen forskel, om Kirsten Dunst i Sofia Coppolas drama ”Marie Antoinette” fra 2006 ligner forbilledet 10 procent eller 45 procent. Der er under alle omstændigheder tale om en slags filmisk stiløvelse, en ny slags kostumefilm, som på mange vigtige områder rent faktisk fortæller en meget konkret og sandfærdig historie. Den udspiller sig i og på Versailles, dragter og holdninger er genkendelige fra kilder og billeder, og den forlader vores hovedperson lige inden hendes liv bliver forvandlet til kaotisk drama. Det kan da godt være, at filmens Axel Fersen er smukkere og mere nutidig end godt er (eller: var), og at anvendelse af popmusik og muntre små montager er overdrevet, men historien bag filmen er respekteret.
Sandheden er vel den, at de fleste liv, som er værd at skildres i en biopic, er for mangetydige og fulde af begivenheder til, at man kan yde personligheden retfærdighed på et par timer. Derfor forekommer f.eks. film om Napoleon ofte så usammenhængende, med scene efter scene dynget ovenpå hinanden, alene fordi vi ved, at dette og hint skete for hovedpersonen.
Men så kan man gribe til serien!
”Tudors” er et forsøg på at vriste den historiske serie ud af BBCs jerngreb. BBC har gennem årtier skabt kunstnerisk interessante, historisk velfunderede serier, som ikke alene fortalte, men perspektiviserede Storbritanniens historie. Elizabeth I er et tilbagevendende emne: hun er i dette århundrede alene blevet skildret i to biograffilm og to britiske tv-serier. Elizabeth var i sin samtid to forskellige personer, den private og den politiske. Den private Elizabeth var en mager, rødhåret kvinde, som aldrig giftede sig, men havde elskere/samlevere. Hvorimod den politiske Elizabeth kaldte sig Jomfrudronningen og skabte barokkens guddommeliggørelse af monarken, uden at indføre enevælde. Den dobbelttydighed er dramatisk, politisk, menneskeligt interessant, netop for os, så hun er et oplagt ”offer”.
”Tudors” går derimod i den stik modsatte retning.
Serien har ikke alene omskrevet historien grundigt for at gøre den hysterisk kulørt – den har også ændret personernes udseende radikalt. Vel havde Henry VIII som ung mand en slank, sportstrænet figur, men de dage lå langt bag ham, da han lod sit første ægteskab opløse for at gifte sig med Anne Boleyn. I serien bevarer Henry sådan set sir gode udseende det meste af livet. Personerne foretager sig da heller ikke noget, som falder uden for skabelonen skændes/slås/bolle/bolle/bolle/slås/æde/bolle, ret længe ad gangen. De er så kønne at se på, at det er svært at skelne personerne fra hinanden, da de også stort set går ens klædt, taler det samme sprog og foretager sig de samme få ting.
”Tudors” er kunstnerisk såvel som historisk set det absolutte lavpunkt for biopics – og den overgearede fortællestil gør serien kedsommelig, fordi der hele tiden sker de samme grelle ting. Måske har bagmændene frygtet, at tv-seerne vil zappe væk, hvis ikke der er drab og sex hele tiden? Man fornemmer nemlig den samme overgearing i en anden serie, der ellers begyndte så godt, ”Rome”, hvor man i 2. og sidste sæson simpelthen slagtede løs i hoved- såvel som bipersoner, i en sådan grad, at det er helt uvist, hvordan man ville udfylde tiden i den aflyste 3. sæson... Og ja, man havde valgt, som i ”Tudors”, at omskrive historien arbitrært, og at ændre kraftigt på de historiske hovedpersoners liv, ægteskaber, holdninger, død og udseende.
Den allersæreste form for biopic er livsskildringen, hvor den arme skuespiller skal ældes passende, og hvor makeup afdelingen får til opgave at ændre et udtryksfuldt ansigt. Den første rimeligt vellykkede oldingemaske må være Dustin Hoffmanns maske i ”Little Big Man” fra 1970. Jack Crabb er filmens fortæller, 121 år gammel, og ser ikke en dag yngre ud i masken.
Men ganske som i horrorfilm er det ofte frygteligt (morsomt) tydeligt, at en skuespiller bærer en gummimaske, der skal klistres på ansigtet og som fuldkommen ophæver egentligt minespil. Robin Williams i ”Mrs. Doubfire” fra 1993 er et klassisk grelt eksempel.
Skuespillerne skal gå ”gammelt” og opføre sig ”gammelt”, mens de taler ”gammelt”. Glemt er rådet fra Ariane Mnouschkines geniale ”Moliére” fra 1978: ældre mennesker forsøger, trods stive kroppe, at bevæge sig ungdommeligt...
Nej, for mig virker det ikke overbevisende at ælde skuespillerne i ”The Aviator” eller ”Hoover” eller ”Nixon. Alt, hvad jeg lægger mærke til, er en overdreven maske. Spil rollen, eller drop håbet om lighed og gør noget andet. Ind imellem bliver man igen så glad, så glad for teatret: Ghita Nørby kan spille 35-årig eller 122-årig, blot ved at ændre stemmefald og blik. Det er egentlig større skuespillerkunst, end at benytte sig af alskens maske-krykker...og det er netop den samme form for avanceret illusionskunst, Nikolai Lie Kaas anvender i ”Dirch”.
