USA - foundling fathers (and mothers and slaves). JOHN ADAMS & THOMAS JEFFERSON

JOHN ADAMS

OG SALLY

Det er sjældent, man bliver helt gammeldags ærligt begejstret og ikke kan få armene ned over en historisk film. Men denne tv-serie er så utraditionel (og uforfærdet fremragende) at man må rykke ud med seks stjerner og det løse.

USA har, sin fantastiske historie til trods, ikke ligefrem forsynet verden med begavede historiske serier. Revolutionen i 1776 resulterede i en sær, overgearet film, som ingen længere ser frivilligt. ROOTS er stadig det eneste forsøg på at skildre slaveriet seriøst og gribende. Og så kom Tom hanks med penge o9g begejstring og muliggjorde filmatiseringen af David McCulloughs biografi over USA's anden præsident. Frie hænder og et budget som muliggjorde en troværdig skildring.

JOHN ADAMS er utraditionel på alle punkter.

Helten er en uskøn jurist, der ad omveje bliver en af hovefigurerne i den amerikanske revolution i 1770erne.

Her er ingen ”romantic interest”, John Adams er livslangt forelsket i sin kone Abigail, og skildringen af de to begavede og stædige menneskers ægteskab er måske seriens allerstærkeste punkt.

Abigail Adams – abolitionist og politisk radikal – er seriens bankende hjerte, og den bedste præsident USA aldrig fik.

Serien lyver ikke for at få sig et større publikum, her er ingen flæbende hysteriske drama queens, ingen fabrikerede sentimentale eller kunstigt dramatiske scener. Ingen stupude forenklinger eller doven løgnagtighed.

John Adams er en almindelig jurist i Boston en mand som tror på retfærdighed, og på juraens mulighed for at skabe retfærdighed. Han hvirvles ind i de begivenheder, som fører til den amerikanske uafhængighed og bliver landets anden præsident, klemt inde mellem George Washington og Thomas Jefferson. Men han har altid stået i anden række, skjult bag de mere flamboyante personligheder – Franklin, Jefferson, Paine. Biografien og serien anvender den mest usandsynlige figur til at give os et nyt og totalt uheroisk billede af USA's tilblivelse som stat.

I en klogt formuleret scene bliver vi introduceret til hovedpersonerne, der mødes i Den Kontinentale Kongres i Philadelphia. The gentle giant George Washington. Den elegante godsejer Thomas Jefferson. Og John Adams, revolutionens stemme. 

Vi ved muligvis, hvad der nu vil ske, men ikke hvordan. 

Og serien formår faktisk at skabe en række interessante samtaler, hvor holdninger brydes, og hvor  publikum, tvinges til personlig stillingtagen. Hvordan ville vi selv have reageret, hvem holder vi med? Politisk teater i nutiden.

Zerien er selvfølgelig primært skabt til et indenrigspublikum, men måske er det os non-amrikanere der får mest ud af at opleve statens grundlæggelse og formuleringen af synspunkt, ønsker, idealer.

Det er en serie, som stiller klare krav til publikum "find selv ud af det",  men som samtidig gør vejen til viden let og behagelig: alle figurerne fremstilles sympatisk, overtalende, fængslende. Ingen er skurk. Teoretikeren Thomas Jeffersons evige strid med John Adams er en glødende ledetråd gennem fortællingen. Vi begynder at forstå politik, både som moderne spin og som brud mellem ærlige overbevisninger.

Og ikke mindst: vi forstår hvorfor spørgsmålet om slaveri ventede så længe på afgørelse.

Spillet er overraskende godt og nuanceret. Paul Giamatti har den svære opgave at fremstille titelfiguren fra ung hidsig advokat og politiker, til den bitre, men stadig yderst livlige herre, der må sande, at hans familie ligger i ruiner, samtidig med at hans land er ved at blive en lokal stormagt. 

John Adams' forkærlighed for store (og præcise) udtryk er en vigtig del af portrættet, for han er ikke praktiker, kun på sin gård; han er en politisk teoretiker. 

Den mest fængslende præstation ydes af Laura Linney som Abigail Adams. En fri, velinformeret kvinde, der udgør en enkeltmandshær som kæmper mod slaveriet. Hun ser det som en farlig skamplet på nationen. Luvet igennem værdsætter hun ærlighed, enkelhed og puritansk anstændighed. 

Mens hendes mands ambitioner splitter familien, er det hende som forsøger at lette livet for de to yngre, stærkt udfordrede sønner. 

Hendes altid vågne blik bedømmer nøgternt revolution, krig og storhed. 

Abigail forelsker sig i det præ-revolutionære Frankrig, komplet med opera og højt hår, men forbliver den nye stats skarpe kritiker. Abigail kunne være endt som en uinteressant rappenskralde i de forkerte hænder, men i stedet bliver hun vores repræsentant. 

Da hun ankommer til det elendige, ufærdige oprindelige White House, er hendes reaktion ubetalelig.  Gud vil ikke hjælpe en stat som udnytter andre mennesker som slaver.

Hun er vores målestok. Heldigvis er hun også sin mands moralske målestok, de to er et uadskilleligt par. Ideal? Måske. Men ikke idealiseret.

Rollen som George Washington er en udfordring. I levende live blev han forvandlet til en slags helgen, som ikke kunne fortælle en løgn, og som ikke kunne handle forkert. 

I denne serie han tilbage til sig selv, en indadvendt gigant, der påtager sig den endnu udefinerede rolle som præsident, og glad afstår værdighedens byrde til John Adams.
Tilsvarende giver Stephen Dillane et fint bud på aristokraten fra Sydstaterne, plantage- og slaveejeren Thomas Jefferson, der ønskede at afskaffe slaveriet, men aldrig nåede sit mål. Og måske aldrig nåede at forstå at hans egen levevis var den værste bremse.

Jefferson lever i klemme mellem sin egen økonomiske virkelighed – og sine idealer, som støtte til den franske revolutions mest ekstreme udtryk, Le Terreur. 

Denne lavmælte, men stædige mand, fuld af ambitioner og personlig forfængelighed, bliver John Adams' store politiske modstander, men forbliver alligevel hans ven. Og hans spejl.

De dør samtidig, på 4. juli 1826, uafhængighedsdagen.  Abigail minder os om, at den kvinde, Jefferson kom til at leve længst sammen med, var hans slave Sally Hemings. Med til historien hører også at Jefferson var så forgældet at han ikke kunne hjælpe sine børn med Sally særlig effektivt. Frigiv dem kunne han heller ikke. De var pantsat. Sally skunne han godt frigive, men så skulle hun forlade staten Virginia og ham og deres fælles børn.

Det her rod havde han selv på alle planer skabt.

Jeg har ikke set nogen mere komplet skildring af USA's tilblivelse. Jeg har aldrig set nogen mere veloplagt, men stilfærdig, uheroisk skildring af USA's historie. Befolket af genkendelige mennesker.

Serien bremses af tiden, da John Adams mister magten, sin ene søn, sin datter og hustru, men fortællingen har alligevel tyngde – og Adams forældes egentlig aldrig. Han og hans fæller skulle opfinde politik, mens de skabte en nation. Han og hans hustru lider nok skibbrud som forældre – og deres ældste søn bliver præsident i et helt anderledes velordnet land, som nu skal til at tænke på veje og jernbaner.

Serien har ikke sløset med pengene, men givet os nogle nye synsmåder. I stedet for at give os klicheen af opmarcherede hære, der tæsker og skyder løs på hinanden, iagttager vi bombardementet af Boston på afstand, og slaget på Bunker Hill illustreres af en kæmpekanon, som en boghandler nu vil føre til slagmarken for at forsvare byen. I øsende regnvejr. En uheroisk, men ægte virkende løsning. Som John Adams selv sagde: facts are stubborn things.

John Adams' historie klinger ud, da hans ældste søn John Quincy Adams bliver valgt til præsident.
USA, blev et andet end the foundling fathers forestillede sig. 

Men man forstår ikke USA uden at forsøge at forstå netop tilblivelsesfasen.

Der er indspillet forbavsende få film om USA's tilblivelse, i forhold til Englands rækker af serier om Tudor-familien. Men Thomas Jefferson er blevet taget under behandling.

I James Ivory's JEFFERSON IN PARIS glemmer bagmændene hovedpersnens politiske liv for at berette om forholdet til to kvinder, den ulykkeligt gifte, italienske miniaturemaler Maria Cosway – og den purunge slavepige Sally Hemings.

Nick Nolte er en stor og kantet, granitagtig Jefferson, uden megen elegance, men med kejtet charme. Han ligner fysisk.

Greta Scacchi er hans britisk gifte veninde, Maria Cosway, som forfærdet lader Jefferson fare, efter at hun opdager, at han har indledt et forhold til den knap 15-årige slave. 

Greta Scacchi har klart fået til opgave at være Kvinden med Stort hår i James Ivory-filmen, og har ikke fået meget andet at arbejde med. Hendes rolle er tør og kedelig, hun skal ustandselig forklare sig selv og sin herkomst, i stedet for at være. 

Man tror , slet ikke på hende som italiener. Og så kører Simon Cowell filmen helt ud i pinlig parodi som hendes mand Richard Cosway.  De historiske Richard Cosway var hjomoseksuel og en hård ægtemand, der brugte Maria som ornament - hun endte i det kloster, hun som ganske ung havde ønsket at indtræde i. I stedet for at skildre den hårde, ældre mand har man valgt at fremstille en slags pantomimebøsse. Det er ikke godt.

Som så ofte var de historiske figurer mere interessante end de underlige skabeloner som optræder i såkaldte historiske film.

Virkelighedens Maria Cosway var ikke ligefrem en snerpet snæversynet kvinde. Et år efter, at hun og Jefferson afbrød forholdet, stak hun af fra sin mand (og et 3 måneder gammelt barn) sammen med sin nye elsker, en operasanger. Men den tolkning af hende har filmen slet ikke brug for. Den er interesseret i at bruge MC som en snerpet, racistisk hvid kvinde, der forfærdes over Jeffersons forhold til Sally Hemings. Ikke fordi hun er så ung, men på grund af hendes hudfarve

Nutiden ville vel også rystes over et forhold mellem en nogle-og-fyrre-årig mand og en knap 14-årig pige...men den indfaldsvinkel er filmen fremmed.

Mærkeligt  ok er en del af filmens bedste scener de ”historiske” rekonstruktioner - som Jeffersons i vore øjne groteske audiens hos den franske konge. 

Derimod svigter filmen den historiske Sally Hemings.

Hendes morfar var hvid, hendes far var hvid, og efter alt at dømme var hun Jeffersons kone Marthas halvsøster. 

Hun var ingen moderne afroamerikaner, men (næsten) hvid. Dem var der mange af blandt slaverne allerede i 1700tallets slutning. Derfo kunne hendes og Jeffersons børn klare sig som en slags hvide eller det man kaldte mulatter.

Forholdet mellem de to blev formentlig først til virkelighed fem år senere, i USA. 

I mere end to århundreder nægtede Jeffersons hvide efterslægt at forholdet eksisterede, og mens Jefferson blev guddommeliggjort, opstod en hel litterær genre, der gik ud på at gøre det komplet utænkeligt, at denne store mand skulle have haft et langt forhold til en ”sort slave”. Vu ved dog hvor hun sov, i sit eget spartanske værelse som havde direkte adgang til Jeffersons. Sådan levede ægtepar ofte i 1700tallet, og i tilfældet Sally var det både magtpåliggende for Jefferson at skule forholdet for sine fæller, og at opretholde det for sin egen skyld.

Sally fremstilles i denne film som en beregnende og intrigant pige, der spiller infantil fordi – ja, hvorfor? Antydes det, at Jefferson var pædofil 

Den historiske Jefferson fik 6 børn med Sally, og forholdet varede i 38 år, til hans død. Havde han bare været ude efter en nem ung sexparter havde han nok skiftet hende ud. Jefferson var skarpt imod æat tillade ægteskab mellem mennesker af forskellig hudfarve, 

Maria Cosway er skildret så kedelig fordi filmen "havde brug for" en dissens. Sally Hemings er skidret så beregnende for, tror jeg, at løfte lidt skyld fra Jeffersons skuldre.

Men denne fortegning gør at filmen taber sig selv på gulvet. Lidt på samme måde som Jefferson mister Maria Cosway, hvorefter handlingen ebber ud. Men den Sally, som kunne være forblevet i revolutionens Frankrig som fri kvinde, vendte tilbage til Virginia med Jefferson – måske på grund af sin store, stærke familie hjemme?

Sært nok blev Jeffersons liv jo først virkelig interessant, da han vendte tilbage til USA og påbegyndte et livsvarigt samliv med Sally, blev politiker og præsident og nationalmonument. Og skrev sære opsatser om afrikanernes laverestående evner. Samtidig med, at han skrev rasende om slaveriet, der nedværdigede begge parter, slaver og ejer.

Filmens sidste lille lyspunkt er hans datter, der spilles fremragende og irriterende af Gwyneth Paltrow.

Hun formår at formidle teenagerens modvilje mod alle nye bekendte, et nyt land, sin fars seksualitet og Maria Cosway i særdeleshed, med ærlighed. 

Man fornemmer, at ingen fri kvinde vil kunne trænge ind i ingenmandslandet mellem far og døtre. Men slaven Sally stod uden for det frie, normale samfund. 

Valget af Sally som samlever var praktisk for Jefferson, der havde lovet sin døende hiustru Martha aldrig at give deres døtre en stedmor? I stedet for at vove sig ind i forholdet til en nyskilt Maria Cosway, i stedet for at finde sig en passende hvid hustru i Virginia.

For at det ikke skal være løgn har man forsynet filmen med en rammehistorie.

Her møder vi så den fattige, udstødte og kulsorte søn af Jefferson, der bliver interviewet om sin baggrund. Det er til gegæld ikke fiktion, men den nøgne biografiske sandhed. 

Sallys og Jeffersons to ældste børn hjalp han til at flygte ud i friheden.  De var så lyse, at de kunne skabe sig liv som ”hvide”, snarere end frigivne slaver – derfor flugten. Andre børn frigav han ved sin død. Sally blev frigivet af Jeffersons datter. 

I 1873 fandt en reporter frem til Jeffersons eneste overlevende søn, der var bonde i Ohio. Her fik offentligheden så Hemings-familiens version af historien.
Men hvorfor bruge denne rammehistorie, når man koncentrerer sig om ”Jefferson i Paris”? Det er filmens inderste gåde. 

Sally Hemings kunne være blevet en af de afroamerikanske skæbner fra grundlæggelsestiden, en hårdt tiltrængt modmyte. Ingen magtesløse mishandlet slave, men en slavegjort kvinde, der var praktisk for sin ejer. Eller hvilken historie vil man vælge? Vi venter stadig.

Vores vidne vokser stadig, men vi ejer ikke et eneste brev fra Sallys hånd, vi ved ikke engang om hun lærte at læse. Historien findes – oplysningerne er så få at man kan digte frit, men også så fortvivlende mangetydige, at man kan ende hvor som helst.

Husk at Jefferson døde 40 år inden frigivelsen af slaver i hele USA. Man kan just ikke påstå at det unge demokrati ligefrem forhastede sig.

2. VERDENSKRIG

SCHINDLER’S LIST Steven Spielberg 1993

& SAVING PRIVATE RYAN Steven Spielberg 1998

& BAND OF BROTHERS Steven Spielberg 2001

Genopdagelsen af WWII begyndte i den store stil i 80erne med tv-serien HOLOCAUST, der i dag næsten er glemt, men som gav jødeudryddelserne et nyt navn. Der var tale om et ”begynderarbejde”, hvor man introducerede folk til begreberne. Og selvfølgelig var den amerikansk – ”tyskerne”talte stadig amerikansk med accent, som i sin tid i CASABLANCA. Tyve år senere var verden parat til helt andre historier. Om end heltene stadig måtte tale ”vores” sprog.

Enkelte prominente, kritiske stemmer problematiserede modtagelsen af HOLOCAUST. Nobelpristageren Eli Wiesel mindede om, hvilke følger det ville have, hvis man begyndte at opleve holocaust gennem en tv-serie af samme navn. Med andre ord: begrænset og formindsket til tv-skærmens areal. Formindsket, berøvet al gru, og dermed forvandlet til underholdning og spænding i hverdagen. Sabina Lietzmann spurgte i ”Frankfurter Allgemeine”, om man kunne holde ud at se ”jødeudryddelsen som soap opera”. Wiesel og flere andre hævdede, at der findes oplevelser/begivenheder, der etisk set unddrager sig fiktiv behandling.

Om ikke andet, må man hævde at Steven Spielbergs SCHINDLER’S LIST i 1990erne afkræftede denne påstand.

Det er rent faktisk muligt at digte filmisk over holocaust uden at krænke ofrene. Lietzmann kom til et helt andet resultat efter at have set serien, som hun anbefalede. Serien krævede jo empati af seerne.

Det er fair at sige, at HOLOCAUST absolut ikke reducerer jødeudryddelserne til ”underholdning”. Problemet er blot, at man stort set siden slutningen af 40erne respektfuldt havde afstået fra at skabe film om kz-lejrene. Det er under alle omstændigheder svært at genskabe blot en bleg afglans af lejrenes gru. Øjenvidnernes beretninger overgår fantasien: fanger puffet ned i latringruben og druknet i afføring, spædbørn knust mod husmure, levende brændte fanger etc. etc. etc. har ingen plads i HOLOCAUST. Vi kender koderne til noget nær bevidstløshed, sorte læderstøvler, korpssymbolet, kapoer, aflusningsrum, gaskamre, krematorier, skorstene. Alligevel formår Spielberg at få os til at se på en ny måde: han giver os en afglans af den ægte, konstante utryghed. Vi bliver nervøse for at gå videre. Vi ved jo i forvejen, hvilken forbrydelse vi er vidner til, men ønsker at slippe for flere detaljer, flere meningsløse mord, flere tab.

SCHINDLERS LIST fra 1993 er både et FILMISK mirakel - og en højest anstrengende oplevelse. Det viste sig muligt at fremstille ufattelige grusomheder – uden at få tilskuerne til at udvandre. Spielberg valgte at fortælle en positiv historie om holocaust. Han fortæller langsomt, detaljeret, nysgerrigt og blufærdigt om en mand, der gjorde en forskel, selv i det nazistiske partiapparat. Og om de mennesker, som overlevede takket være hans handlinger. Filmen vil ikke skildre deprimerende forbrydelser, men muligheden af modstand og menneskelighed.

Den scene, som de fleste husker, er den lille rødtintede jødepige, som (vistnok) undslipper udrensningen af Krakows ghetto, mens Schindler og hans elskerinde iagttager optrinnet højt til hest. Første gang følger man betaget den lille uberørte pige med blikket og accepterer scenen. Allerede ved andet gennemsyn forekommer ideen nærmest obskøn. Men den virker.

SCHINDLERS LIST er skudt i sort-hvid for at svare til vores oplevelse af dokumentarfilm fra Anden Verdenskrig. Det gør faktisk filmen lettere at bære - Spielberg skyder et beskyttende lag ind imellem os og begivenhederne. Ligeledes virker brugen af engelsk ligefrem behageligt fremmedgørende. Havde figurerne talt ”deres eget sprog”, var vi havnet i en mere krævende dokumentarisme. Nu mindes vi hele tiden om, at dette er fiktion, som da polakker skråler ”goodbye, jews” efter deres naboer, som drives fra hus og hjem og liv.

Schindlers sidste fortvivlede tale i 45, hvor han bebrejder sig selv ikke at have reddet flere, er ren fiktion - og sjovt nok det eneste øjeblik i filmen, hvor man keder sig. I stedet havde det været interessant at se, hvad Schindler egentlig foretog sig, og hvad der skete med ham, fra flugten fra fabrikken, til han blev fanget/fundet. I denne scene får sentimentaliseringen overtaget. Og Spielberg vil forsvare sin hovedperson mod kritik: hvor mange jøder kunne han have løskøbt i stedet for at skaffe sig en kæmpe bil... Hele den summariske skildring af Schindlers optur er skudt med humor og indfølelse, og virker langt mere engagerende. Denne mand er egentlig ikke særlig tiltalende – ikke før han går ind i en forbavsende kamp for at redde liv, en kamp som langsomt synes at udskifte alle dårlige celler i hans krop med gode. Om det så er hans hårdt prøvede kone, vender hun tilbage. Modbilledet er den unge og frustrerede SS-mand i kz-lejren, som henholdsvis forelsker sig i og piner den unge, smukke, jødiske kvinde, fordi hun ved sit blotte nærvær i hans liv modsiger alt, hvad han har lært at tro på, og handler ud fra. Her er vi nedsænket i helvede og forventer det værste. Grusomheder begået mod titusinder er svære at fatte. Her sidder vi med den unge kvindes liv i hænderne og føler ikke alene hendes rædsel og smerte, men også hendes tort8urbøddels smerte. Han kan blot ikke slippe ud. Han kan gå hen og nedskyde tilfældige ofre i lejren, som var de fluer i vindueskarmen, men aldrig slippe fri af forvildelsen.

Slutningens blide farver, mens de endnu levende af ”Schindlers jøder” ledsages forbi hans grav af den skuespiller, som fremstiller dem i filmen, er en hel forløsning. Samtidig med at man får lov at se, at Schindlers beskedne indsats sandelig var nyttig, disse mennesker fik lange liv - og formerede sig. Der lever i dag flere efterkommere af Schindlers jøder, end der er jøder tilbage i Polen. Paradoksalt nok er det først her, dokumentarismen slår igennem, og man sidder tilbage med en underligt skuffet følelse af, at de overlevende måske kunne have fortalt mere ægte historier end Spielbergs egne...hvad skete der med dem efter 1945, og med deres forhol til Schindler?

Langt inde i filmen går det op for én, at man for en gangs skyld ikke ser ofrenes historie - men de heldiges. De, der klarede sig og overlevede.

HOLOCAUST skildrede offerhistorien med enkelte tilføjelser, således fokuserede man for første gang på opstanden i den jødiske ghetto i Warszawa. Spielberg ønsker at vise, at trods vanemæssig, maskinel ondskab til alle sider vil det være muligt for os at gøre noget godt. SCHINDLER’S LIST er en modmyte. Den vil overtale og overbevise. Filmen kombinerer ikke automatisk Holocaust med Israel, men viser at Schindler tillod mange MENNESKER at overleve - der tilfældigvis var jøder. Men Schindler bærer nålen, beviset på medlemskab af Nazipartiet, til det sidste. Uden dette medlemskab ville han ikke have haft muligheden for at redde liv.

Amerikansk film har endevendt Anden Verdenskrig. Ikke et år er gået uden endnu et forsøg på at skabe den ultimative krigsfilm. I 1990erne var, skulle man tro, enhver vinkel brugt. Steven Spielberg reformerede genren med to storværker: SCHINDLERS LISTE og SAVING PRIVATE RYAN. To meget forskellige måder at fortælle krigen på.

SAVING PRIVATE RYAN fra 1998 blev berømt som Spielbergs meget voksne og hårdhændede, skift fra eventyr til krig.

Tom Hanks som Captain Miller og otte soldater skal umiddelbart efter D-dagen lokalisere en menig Ryan, hvis brødre er faldet, og sende ham hjem til USA. Det er i sig selv en fuldkommen utænkelig mission.

Værre er det, at Spielberg lader soldaterne anskue krigen, som var de havnet i Vietnam i 1967. Men skildringen af landgangen - furiøst klippet ud fra ønsket om at vise hvordan det virkelig var - er uovertruffen som filmisk tour de force. Fragmenteret, chokeret, med høj puls. Som ”var vi der selv”. Resten af filmen har svært ved at leve op til indledningen, og den sidste fortvivlede kamp i en fransk landsby får ind imellem karakter af tragisk FREDAG DEN 13. - onde tyskere myrder løs på det, der nu er blevet vore venner. Men SAVING PRIVATE RYAN var egentlig kun porten til den endnu større historie, som skulle fortælles.

Herefter gik Tom Hanks og Spielberg i gang med et enormt projekt, tv-serien BAND OF BROTHERS, der systematisk genfortæller en enheds vej fra uddannelsen, over D-dagen, gennem krigen lige til fredsudbruddet.

Tag endelig ikke fejl, dette er nok en serie udformet til tv, men den har absolut ikke mindreværdskompleks, og virker mere overvældende end de fleste biograffilm. Det nye årtusinde betød surround sound og kæmpe skærme i stuerne til afløsning for 21-tommers skærme med æskelyd. Det er en chance, som folkene bag BAND OF BROTHERS har forstået at udnytte.

Easy Company er en selvbevidst størrelse, nogle af de første luftbårne faldskærmstropper i USA. Men det er også meget civile mennesker, som i bund og grund er fremmede over for alt hvad der hedder militær og krig. De er havnet her, fordi de vil slås mod nazismen.

Rekrutplageren Sobol er deres introduktion til det værste, hæren har at byde på, ligesom lieutenant Winters viser sig at være det bedste: en fremragende, koldblodig, retfærdighedssøgende leder, der logisk nok efter krigen finder sig et stilfærdigt og lykkeligt sted at slå sig ned, fjernt fra krigens livsform.

BAND OF BROTHERS er ikke en krigsforelsket serie om drenge, der bliver mænd. Det er bl.a. en begavet serie om dårlig versus god ledelse, og om at skulle arbejde hårdt under maksimalt pres. Vi lærer – som soldaterne selv – at ind imellem mister man dem, man har knyttet sig til - ligesom man ind imellem må finde sig i at tilbringe tid sammen med personer, man ikke interesserer sig for.

En skildring af en enheds oplevelser under en krig er en stor filmisk udfordring – alene af den grund, at alle aktørerne er i uniform, d.v.s. stort set ens klædt – i dette tilfælde endda ofte formummede under stålhjelme – og at der i sagens natur kun er tale om repræsentanter for det ene køn. Tilmed skal man differentiere mellem personerne på et så lille ”lærred” som tv-skærmen.

Spielberg et al.løser delvist problemet – og er på andre måder ligeglade med, om vi opfatter, hvem vi ser – det gør soldaterne jo heller ikke selv! De er del af et kollektiv.

Den amerikanske skik med hele tiden at anvende samtalepartnerens navn i replikkerne er for en gangs skyld til hjælp...

Mange sekvenser er bevidst spektakulære: selve nedkastningen af faldskærmssoldaterne er et orgie af flakild, død, ødelæggelse og vild rædsel, formidlet i sort-hvide dokumentariske montager. Man er ikke i tvivl om, at præcis sådan virkede det. Scenen kan tage pippet fra selv den sejeste. Det er flot, smukt, vægtløst, og skræmmende. Selv på den lille skærm oplever man samme svimmelhed som i en god rutschebane.

Filmisk set er BAND OF BROTHERS ellers en typisk tv-serie med dialog, tilbageblik, voice-over og små og store personlige konflikter, der overlever fra afsnit til afsnit. Men fordi seriens emne er så alvorligt, udvikler BAND OF BROTHERS en ny æstetik. Det fornemmes at Spielberg har haft et stort budget, så alt virker autentisk, lige fra lydene af skud, der rammer metal, til de magiske natteoptagelser.

Ellers kunne BAND OF BROTHERS let risikere at blive en ren ørkenvandring, grønklædte soldater vraltende gennem diverse franske landskaber. I stedet har Spielberg et al søgt at levere et så varieret billede som muligt: soldaterne bliver væk fra Easy Company og skjuler sig i en stald, eller får til opgave at befri/sikre en landsby, eller fanges af fjenden i en iskold nåleskov.

Fjenden er i øvrigt ingen djævelsk nazistisk mordermaskine som i RYAN, men simpelthen – fjenden. De soldater, som skyder på soldaterne fra Easy Company, er fjenden, som vi ofte slet ikke ser – vi hører deres skud og ser følgerne af konfrontationerne.

Soldaterne vil gerne ud af krigen og hjem, men ved også at de gør et vigtigt arbejde, og i øvrigt er de mestendels så optagede af kamp for overlevelse, at de ikke har overskud til at diskutere meningen med krigen.

Her korrigerer Spielberg alle de små og store fejl, som RYAN lever på. RYAN blev jp skrevet på en sentimental løgn, der kun kunne trives i 1990ernes glade, optimistiske, humanistiske stemning: at man midt under krigen ofrede masser af menneskeliv for at redde en families sidste overlevende søn og sende ham hjem i god behold.¹

I virkelighedens verden (og i filmen) døde søskende uden at US Army så meget som trak på skulderen – jfr. Filmen DE FEM BRØDRE SULLIVAN.

I BAND OF BROTHERS kan vi aldrig vide os sikre, vore favoritter i flokken invalideres eller omkommer - lige så summarisk som i krigens bitre virkelighed. Og netop fordi vi får lov at følge dem hele vejen, opnår vi en form for forståelse af det lange, seje forløb. Krig er også et udskillelsesløb. I en tyst scene i slutningen forenes de overlevende i en klosterkirke, hvor Spielberg lader os se, hvor mange af Easy Companys soldater, vi har mistet.

RYANs soldater vil hjem for enhver pris. De er lede og kede af deres arbejde. De udkæmper ganske tydeligt Vietnam-krigen i 1945 i Frankrig, om end deres fjende er en dæmonisk maskine, der lyver og indsmigrer sig, kun for at sætte kniven i hjertet på den første, den bedste.

I BAND OF BROTHERS er god ledelse ikke en selvfølge. Tom Hanks captain Miller er simpelthen en helt uden svage sider. Lieutenant Winters vokser under pres fra en ok leder til en fremragende officer. Men der er mange andre sorte huller blandt officererne, og enkelte er helt fremmede for deres arbejde og ansvar. De ønsker mest, påstår soldaterne, at ”gå lidt afsides for at pudse egeløvet”.

Det uheroiske falder serien naturligt – sjældent for en amerikansk krigsserie. Amerikanerne er nok vore helte, men de opfører sig ikke eksemplarisk. De stjæler, de lyver, de skyder tyske fanger og de dræber heste. Og den officer, vi har lært at holde af, bliver alkoholiker og begår hærværk.

Det er forløsende, men også skræmmende: vi har trods alt vænnet os til en hel række filmkonventioner, når vi bevæger os ind i Anden Verdenskrig. Vi ved på forhånd, hvem der er barbarer, og hvem der kæmper for civilisation og menneskerettigheder.

BAND OF BROTHERS er bygget over en bog, skrevet af en af de overlevende fra Easy Company, og alle oplysninger og replikker skulle være korrekte, ganske som de overlevende medvirker som sig selv i små indledende vignetter. Den bygger således absolut ikke på vore forhåbninger om, hvordan soldaterne opførte sig. Den bygger på private, individuelle erindringer om en ikke særlig heroisk tid.

Soldaterne er for det første egentlig ikke særlig veluddannede, op til invasionen i Normandiet. De har heller ikke heldet med sig, da de bliver kastet ned bag fjendens linjer. De er hverken vildt modige eller hamrende gode til deres arbejde. Dygtigheden kommer (måske) med tid og øvelse - og et tilfælde eller en særlig opmærksom fjende kan betyde forskellen mellem liv og død for selv den bedste soldat. Intet er retfærdigt i krig. Særlig ikke i en ”moderne” krig mand mod mand som Anden Verdenskrig, hvor små enheder stort set var overladt til sig selv og til at handle på egen hånd.

BAND OF BROTHERS er absolut ikke en krigsskildring, der inddrager krigens beslutningstagere. Her er vi helt ude hvor granaterne springer og liv ændres på et splitsekund. Klipningen fungerer på samme måde, og forstærker vores følelse af, at alt går lidt for hurtigt.

Teamet forsøgte at gentage succesen med serien PACIFIC i det nye årtusinde, hvor man åbenbart ønskede at korrigere ”fejl”, bl.a. ved at indskrive en række kvindelige bifigurer. Det lykkedes ikke. Personerne i PACIFIC er ikke så klart tegnede, og privatlivshistorierne virker underligt påklistrede, hvad de muligvis også er. I BAND OF BROTHERS accepterer vi, at disse mænd er afskåret fra familie og godt liv. Det er krigens vilkår. Der er ikke råderum til at mindes fredstid og familie andet end i pauserne mellem akut livsfare...

1 Ikke for ingenting var de tidlige 90eres store amerikanske film GRAND CANYON fra 1992, en Robert Altman-agtig historie om en række mennesker, der alle bor i Los Angeles, og forsøger at få livet til at hænge sammen. De ville alle have stemt på Bill Clinton og var gode, ædle, søde og kære.