SCHINDLER’S LIST
Steven Spielberg 1993
& SAVING PRIVATE
RYAN Steven Spielberg 1998
& BAND OF
BROTHERS Steven Spielberg 2001
Genopdagelsen af WWII begyndte i den
store stil i 80erne med tv-serien HOLOCAUST, der i dag næsten er
glemt, men som gav jødeudryddelserne et nyt navn. Der var tale om et
”begynderarbejde”, hvor man introducerede folk til begreberne. Og
selvfølgelig var den amerikansk – ”tyskerne”talte stadig
amerikansk med accent, som i sin tid i CASABLANCA. Tyve år senere
var verden parat til helt andre historier. Om end heltene stadig
måtte tale ”vores” sprog.
Enkelte prominente, kritiske stemmer problematiserede modtagelsen af
HOLOCAUST. Nobelpristageren Eli Wiesel mindede om, hvilke følger det
ville have, hvis man begyndte at opleve holocaust gennem en tv-serie
af samme navn. Med andre ord: begrænset og formindsket til
tv-skærmens areal. Formindsket, berøvet al gru, og dermed
forvandlet til underholdning og spænding i hverdagen. Sabina
Lietzmann spurgte i ”Frankfurter Allgemeine”, om man kunne holde
ud at se ”jødeudryddelsen som soap opera”. Wiesel og flere andre
hævdede, at der findes oplevelser/begivenheder, der etisk set
unddrager sig fiktiv behandling.
Om ikke andet, må man hævde at Steven Spielbergs SCHINDLER’S LIST
i 1990erne afkræftede denne påstand.
Det er rent faktisk muligt at digte filmisk over holocaust uden at
krænke ofrene. Lietzmann kom til et helt andet resultat efter at
have set serien, som hun anbefalede. Serien krævede jo empati af
seerne.
Det er fair at sige, at HOLOCAUST absolut ikke reducerer
jødeudryddelserne til ”underholdning”. Problemet er blot, at man
stort set siden slutningen af 40erne respektfuldt havde afstået fra
at skabe film om kz-lejrene. Det er under alle omstændigheder svært
at genskabe blot en bleg afglans af lejrenes gru. Øjenvidnernes
beretninger overgår fantasien: fanger puffet ned i latringruben og
druknet i afføring, spædbørn knust mod husmure, levende brændte
fanger etc. etc. etc. har ingen plads i HOLOCAUST. Vi kender koderne
til noget nær bevidstløshed, sorte læderstøvler, korpssymbolet,
kapoer, aflusningsrum, gaskamre, krematorier, skorstene. Alligevel
formår Spielberg at få os til at se på en ny måde: han giver os
en afglans af den ægte, konstante utryghed. Vi bliver nervøse for
at gå videre. Vi ved jo i forvejen, hvilken forbrydelse vi er vidner
til, men ønsker at slippe for flere detaljer, flere meningsløse
mord, flere tab.
SCHINDLERS LIST fra 1993 er både et FILMISK mirakel - og en højest
anstrengende oplevelse. Det viste sig muligt at fremstille ufattelige
grusomheder – uden at få tilskuerne til at udvandre. Spielberg
valgte at fortælle en positiv historie om holocaust. Han fortæller
langsomt, detaljeret, nysgerrigt og blufærdigt om en mand, der
gjorde en forskel, selv i det nazistiske partiapparat. Og om de
mennesker, som overlevede takket være hans handlinger. Filmen vil
ikke skildre deprimerende forbrydelser, men muligheden af modstand og
menneskelighed.
Den scene, som de fleste husker, er den lille rødtintede jødepige,
som (vistnok) undslipper udrensningen af Krakows ghetto, mens
Schindler og hans elskerinde iagttager optrinnet højt til hest.
Første gang følger man betaget den lille uberørte pige med blikket
og accepterer scenen. Allerede ved andet gennemsyn forekommer ideen
nærmest obskøn. Men den virker.
SCHINDLERS LIST er skudt i sort-hvid for at svare til vores oplevelse
af dokumentarfilm fra Anden Verdenskrig. Det gør faktisk filmen
lettere at bære - Spielberg skyder et beskyttende lag ind imellem os
og begivenhederne. Ligeledes virker brugen af engelsk ligefrem
behageligt fremmedgørende. Havde figurerne talt ”deres eget
sprog”, var vi havnet i en mere krævende dokumentarisme. Nu mindes
vi hele tiden om, at dette er fiktion, som da polakker skråler
”goodbye, jews” efter deres naboer, som drives fra hus og hjem og
liv.
Schindlers sidste fortvivlede tale i 45, hvor han bebrejder sig selv
ikke at have reddet flere, er ren fiktion - og sjovt nok det eneste
øjeblik i filmen, hvor man keder sig. I stedet havde det været
interessant at se, hvad Schindler egentlig foretog sig, og hvad der
skete med ham, fra flugten fra fabrikken, til han blev fanget/fundet.
I denne scene får sentimentaliseringen overtaget. Og Spielberg vil
forsvare sin hovedperson mod kritik: hvor mange jøder kunne han have
løskøbt i stedet for at skaffe sig en kæmpe bil... Hele den
summariske skildring af Schindlers optur er skudt med humor og
indfølelse, og virker langt mere engagerende. Denne mand er egentlig
ikke særlig tiltalende – ikke før han går ind i en forbavsende
kamp for at redde liv, en kamp som langsomt synes at udskifte alle
dårlige celler i hans krop med gode. Om det så er hans hårdt
prøvede kone, vender hun tilbage. Modbilledet er den unge og
frustrerede SS-mand i kz-lejren, som henholdsvis forelsker sig i og
piner den unge, smukke, jødiske kvinde, fordi hun ved sit blotte
nærvær i hans liv modsiger alt, hvad han har lært at tro på, og
handler ud fra. Her er vi nedsænket i helvede og forventer det
værste. Grusomheder begået mod titusinder er svære at fatte. Her
sidder vi med den unge kvindes liv i hænderne og føler ikke alene
hendes rædsel og smerte, men også hendes tort8urbøddels smerte.
Han kan blot ikke slippe ud. Han kan gå hen og nedskyde tilfældige
ofre i lejren, som var de fluer i vindueskarmen, men aldrig slippe
fri af forvildelsen.
Slutningens blide farver, mens de endnu levende af ”Schindlers
jøder” ledsages forbi hans grav af den skuespiller, som
fremstiller dem i filmen, er en hel forløsning. Samtidig med at man
får lov at se, at Schindlers beskedne indsats sandelig var nyttig,
disse mennesker fik lange liv - og formerede sig. Der lever i dag
flere efterkommere af Schindlers jøder, end der er jøder tilbage i
Polen. Paradoksalt nok er det først her, dokumentarismen slår
igennem, og man sidder tilbage med en underligt skuffet følelse af,
at de overlevende måske kunne have fortalt mere ægte historier end
Spielbergs egne...hvad skete der med dem efter 1945, og med deres
forhol til Schindler?
Langt inde i filmen går det op for én, at man for en gangs skyld
ikke ser ofrenes historie - men de heldiges. De, der klarede sig og
overlevede.
HOLOCAUST skildrede offerhistorien med enkelte tilføjelser, således
fokuserede man for første gang på opstanden i den jødiske ghetto i
Warszawa. Spielberg ønsker at vise, at trods vanemæssig, maskinel
ondskab til alle sider vil det være muligt for os at gøre noget
godt. SCHINDLER’S LIST er en modmyte. Den vil overtale og
overbevise. Filmen kombinerer ikke automatisk Holocaust med Israel,
men viser at Schindler tillod mange MENNESKER at overleve - der
tilfældigvis var jøder. Men Schindler bærer nålen, beviset på
medlemskab af Nazipartiet, til det sidste. Uden dette medlemskab
ville han ikke have haft muligheden for at redde liv.
Amerikansk film har endevendt Anden Verdenskrig. Ikke et år er gået
uden endnu et forsøg på at skabe den ultimative krigsfilm. I
1990erne var, skulle man tro, enhver vinkel brugt. Steven Spielberg
reformerede genren med to storværker: SCHINDLERS LISTE og SAVING
PRIVATE RYAN. To meget forskellige måder at fortælle krigen på.
SAVING PRIVATE RYAN fra 1998 blev berømt som Spielbergs meget voksne
og hårdhændede, skift fra eventyr til krig.
Tom Hanks som Captain Miller og otte soldater skal umiddelbart efter
D-dagen lokalisere en menig Ryan, hvis brødre er faldet, og sende
ham hjem til USA. Det er i sig selv en fuldkommen utænkelig mission.
Værre er det, at Spielberg lader soldaterne anskue krigen, som var
de havnet i Vietnam i 1967. Men skildringen af landgangen - furiøst
klippet ud fra ønsket om at vise hvordan det virkelig var - er
uovertruffen som filmisk tour de force. Fragmenteret, chokeret, med
høj puls. Som ”var vi der selv”. Resten af filmen har svært ved
at leve op til indledningen, og den sidste fortvivlede kamp i en
fransk landsby får ind imellem karakter af tragisk FREDAG DEN 13. -
onde tyskere myrder løs på det, der nu er blevet vore venner. Men
SAVING PRIVATE RYAN var egentlig kun porten til den endnu større
historie, som skulle fortælles.
Herefter gik Tom Hanks og Spielberg i gang med et enormt projekt,
tv-serien BAND OF BROTHERS, der systematisk genfortæller en enheds
vej fra uddannelsen, over D-dagen, gennem krigen lige til
fredsudbruddet.
Tag endelig ikke fejl, dette er nok en serie udformet til tv, men den
har absolut ikke mindreværdskompleks, og virker mere overvældende
end de fleste biograffilm. Det nye årtusinde betød surround sound
og kæmpe skærme i stuerne til afløsning for 21-tommers skærme med
æskelyd. Det er en chance, som folkene bag BAND OF BROTHERS har
forstået at udnytte.
Easy Company er en selvbevidst størrelse, nogle af de første
luftbårne faldskærmstropper i USA. Men det er også meget civile
mennesker, som i bund og grund er fremmede over for alt hvad der
hedder militær og krig. De er havnet her, fordi de vil slås mod
nazismen.
Rekrutplageren Sobol er deres introduktion til det værste, hæren
har at byde på, ligesom lieutenant Winters viser sig at være det
bedste: en fremragende, koldblodig, retfærdighedssøgende leder, der
logisk nok efter krigen finder sig et stilfærdigt og lykkeligt sted
at slå sig ned, fjernt fra krigens livsform.
BAND OF BROTHERS er ikke en krigsforelsket serie om drenge, der
bliver mænd. Det er bl.a. en begavet serie om dårlig versus god
ledelse, og om at skulle arbejde hårdt under maksimalt pres. Vi
lærer – som soldaterne selv – at ind imellem mister man dem, man
har knyttet sig til - ligesom man ind imellem må finde sig i at
tilbringe tid sammen med personer, man ikke interesserer sig for.
En skildring af en enheds oplevelser under en krig er en stor filmisk
udfordring – alene af den grund, at alle aktørerne er i uniform,
d.v.s. stort set ens klædt – i dette tilfælde endda ofte
formummede under stålhjelme – og at der i sagens natur kun er tale
om repræsentanter for det ene køn. Tilmed skal man differentiere
mellem personerne på et så lille ”lærred” som tv-skærmen.
Spielberg et al.løser delvist problemet – og er på andre måder
ligeglade med, om vi opfatter, hvem vi ser – det gør soldaterne jo
heller ikke selv! De er del af et kollektiv.
Den amerikanske skik med hele tiden at anvende samtalepartnerens navn
i replikkerne er for en gangs skyld til hjælp...
Mange sekvenser er bevidst spektakulære: selve nedkastningen af
faldskærmssoldaterne er et orgie af flakild, død, ødelæggelse og
vild rædsel, formidlet i sort-hvide dokumentariske montager. Man er
ikke i tvivl om, at præcis sådan virkede det. Scenen kan tage
pippet fra selv den sejeste. Det er flot, smukt, vægtløst, og
skræmmende. Selv på den lille skærm oplever man samme svimmelhed
som i en god rutschebane.
Filmisk set er BAND
OF BROTHERS ellers en typisk tv-serie med dialog, tilbageblik,
voice-over og små og store personlige konflikter, der overlever fra
afsnit til afsnit. Men fordi seriens emne er så alvorligt, udvikler
BAND OF BROTHERS en ny æstetik. Det fornemmes at Spielberg har haft
et stort budget, så alt virker autentisk, lige fra lydene af skud,
der rammer metal, til de magiske natteoptagelser.
Ellers kunne BAND
OF BROTHERS let risikere at blive en ren ørkenvandring, grønklædte
soldater vraltende gennem diverse franske landskaber. I stedet har
Spielberg et al søgt at levere et så varieret billede som muligt:
soldaterne bliver væk fra Easy Company og skjuler sig i en stald,
eller får til opgave at befri/sikre en landsby, eller fanges af
fjenden i en iskold nåleskov.
Fjenden er i øvrigt ingen djævelsk nazistisk mordermaskine som i
RYAN, men simpelthen – fjenden. De soldater, som skyder på
soldaterne fra Easy Company, er fjenden, som vi ofte slet ikke ser –
vi hører deres skud og ser følgerne af konfrontationerne.
Soldaterne vil gerne ud af krigen og hjem, men ved også at de gør
et vigtigt arbejde, og i øvrigt er de mestendels så optagede af
kamp for overlevelse, at de ikke har overskud til at diskutere
meningen med krigen.
Her korrigerer
Spielberg alle de små og store fejl, som RYAN lever på. RYAN blev
jp skrevet på en sentimental løgn, der kun kunne trives i 1990ernes
glade, optimistiske, humanistiske stemning: at man midt under krigen
ofrede masser af menneskeliv for at redde en families sidste
overlevende søn og sende ham hjem i god behold.1
I virkelighedens verden (og i filmen) døde søskende uden at US Army
så meget som trak på skulderen – jfr. Filmen DE FEM BRØDRE
SULLIVAN.
I BAND OF BROTHERS
kan vi aldrig vide os sikre, vore favoritter i flokken invalideres
eller omkommer - lige så summarisk som i krigens bitre virkelighed.
Og netop fordi vi får lov at følge dem hele vejen, opnår vi en
form for forståelse af det lange, seje forløb. Krig er også et
udskillelsesløb. I en tyst scene i slutningen forenes de overlevende
i en klosterkirke, hvor Spielberg lader os se, hvor mange af Easy
Companys soldater, vi har mistet.
RYANs soldater vil hjem for enhver pris. De er lede og kede af deres
arbejde. De udkæmper ganske tydeligt Vietnam-krigen i 1945 i
Frankrig, om end deres fjende er en dæmonisk maskine, der lyver og
indsmigrer sig, kun for at sætte kniven i hjertet på den første,
den bedste.
I BAND OF BROTHERS
er god ledelse ikke en selvfølge. Tom Hanks captain Miller er
simpelthen en helt uden svage sider. Lieutenant Winters vokser under
pres fra en ok leder til en fremragende officer. Men der er mange
andre sorte huller blandt officererne, og enkelte er helt fremmede
for deres arbejde og ansvar. De ønsker mest, påstår soldaterne, at
”gå lidt afsides for at pudse egeløvet”.
Det uheroiske falder serien naturligt – sjældent for en amerikansk
krigsserie. Amerikanerne er nok vore helte, men de opfører sig ikke
eksemplarisk. De stjæler, de lyver, de skyder tyske fanger og de
dræber heste. Og den officer, vi har lært at holde af, bliver
alkoholiker og begår hærværk.
Det er forløsende, men også skræmmende: vi har trods alt vænnet
os til en hel række filmkonventioner, når vi bevæger os ind i
Anden Verdenskrig. Vi ved på forhånd, hvem der er barbarer, og hvem
der kæmper for civilisation og menneskerettigheder.
BAND OF BROTHERS er
bygget over en bog, skrevet af en af de overlevende fra Easy Company,
og alle oplysninger og replikker skulle være korrekte, ganske som de
overlevende medvirker som sig selv i små indledende vignetter. Den
bygger således absolut ikke på vore forhåbninger om, hvordan
soldaterne opførte sig. Den bygger på private, individuelle
erindringer om en ikke særlig heroisk tid.
Soldaterne er for det første egentlig ikke særlig veluddannede, op
til invasionen i Normandiet. De har heller ikke heldet med sig, da de
bliver kastet ned bag fjendens linjer. De er hverken vildt modige
eller hamrende gode til deres arbejde. Dygtigheden kommer (måske)
med tid og øvelse - og et tilfælde eller en særlig opmærksom
fjende kan betyde forskellen mellem liv og død for selv den bedste
soldat. Intet er retfærdigt i krig. Særlig ikke i en ”moderne”
krig mand mod mand som Anden Verdenskrig, hvor små enheder stort set
var overladt til sig selv og til at handle på egen hånd.
BAND OF BROTHERS er
absolut ikke en krigsskildring, der inddrager krigens
beslutningstagere. Her er vi helt ude hvor granaterne springer og liv
ændres på et splitsekund. Klipningen fungerer på samme måde, og
forstærker vores følelse af, at alt går lidt for hurtigt.
Teamet forsøgte at
gentage succesen med serien PACIFIC i det nye årtusinde, hvor man
åbenbart ønskede at korrigere ”fejl”, bl.a. ved at indskrive en
række kvindelige bifigurer. Det lykkedes ikke. Personerne i PACIFIC
er ikke så klart tegnede, og privatlivshistorierne virker underligt
påklistrede, hvad de muligvis også er. I BAND OF BROTHERS
accepterer vi, at disse mænd er afskåret fra familie og godt liv.
Det er krigens vilkår. Der er ikke råderum til at mindes fredstid
og familie andet end i pauserne mellem akut livsfare...
1
Ikke for ingenting var de tidlige 90eres store amerikanske film
GRAND CANYON fra 1992, en Robert Altman-agtig historie om en række
mennesker, der alle bor i Los Angeles, og forsøger at få livet til
at hænge sammen. De ville alle have stemt på Bill Clinton og var
gode, ædle, søde og kære.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar