fredag den 18. maj 2012

WATERLOO - show, dont tell - historisk film 1969

Den bedste krigsfilm - Napoleonskrigenes afslutning,
heroisme og business as usual

WATERLOO 1969 Sergej Bondartjuk

Det sker jo også, at man forsøger sig med at skabe en film, der er så historisk korrekt som muligt. Det kan resultere i filmisk spændende værker, der tiltaler eliten og eksperterne, men som er kommercielt dødfødte. Et af de bedste eksempler er Sergej Bondartjuks epos WATERLOO fra 1969. En slags filmatisering af en begivenhed. Filmen måtte vente på video- og dvd-salg for at blive en sællert...

WATERLOO koncentrerer sig om Napoleons 100 dage som kejser – efter at han i 1814 var blevet afsat som fransk kejser og anbragt i eksil på øen Elba, vendte han uventet tilbage, blev modtaget med jubel af franskmændene, og drog i triumf ind i Paris, hvorfra den nyligt tilbagevendte konge måtte flygte. De magter, som havde afsat Napoleon, sammensværgede sig igen, og det kom til en ny krig, som ”endte” i slaget ved Waterloo i Belgien.

Slaget er blevet så berømt i historien, dels fordi det så at sige afsluttede perioden med revolution og fransk dominans i Europa – og fordi englænderne omsider fik en regulær sejr på landjorden. Den engelske general Wellington havde nok besejret franskmændene flere gange i Spanien. Men det var Østrig, Rusland og Preussen, som havde udkæmpet de hårdeste slag i Mellemeuropa.

Nu var England blevet den udslaggivende kraft i det slag, som lukkede og slukkede fransk storhed. Englænderne brød ud af den isolation, som opstpd påå grund af frans ”fastlandsspærring”, som havde gjort det svært for England at eksportere sin industriproduktion til resten af Europa.

England overtog Waterloo – sejren blev udråbt til en ægte parallel til Nelsons sejr i søslaget ved Trafalgar.

Men der er en forskel.

Hvor Nelson virkelig nedkæmpede den franske flåde, opnåede Wellington sin sejr i kraft af samarbejde med den preussiske hær under general Blücher. Alligevel blev Waterloo angliceret: det er derfor, vi alle udtaler navnet på engelsk, ikke på nederlandsk.



Slaget var hverken særlig vellykket eller -ordnet. Flere gange gik der simpelthen kaos i forløbet. Det var ganske normalt under tidens store slag, men i tilfældet Waterloo blev fejlene og rodet udslaggivende. Det er faktisk en spændende konfrontation. To forskellige systemer, to meget forskellige samfund, to helt forskellige øverstkommanderende, og kampen om fremtiden. England sejrede: industrialisering, kolonialisering, imperialisme fulgte.



WATERLOO er en pragtfuld oplevelse for alle, der kender bare en smule til perioden. Jo mere, man ved, desto bedre er filmen – og desto mere forstår man. Det er til gengæld også filmens største problem som kommercielt værk. Det er ikke en film, som Brian på 17 i Snave vil få meget ud af. Det er ikke en film, som er tiltænkt et publikum af 17-årige. Publikum bliver i den grad IKKE holdt i hånden. Næsten intet forklares, det vises kun.

I filmens første billeder ser vi nogle støvleklædte fødder på vej ad en gang. Der panoreres op til en række prægtige blå uniformer. Men hvem er disse mænd? Det er Napoleons marskaller på vej for at få kejseren til at abdicere i 1814.

Napoleon taler igen og igen om savnet af sin søn, og vi ser en miniature med hans portræt. Men vi får intet at vide om, at Napoleon er gift med den østrigske kejsers datter Marie-Louise, og at hun af sin familie er blevet tvunget til at forlade Paris – med sin lille søn.

Wellington modtages ved et bal i Bruxelles af en meget smuk og meget britisk dame – uden at vi får at vide, hvem og hvad hun er. Det virker, som om hun er Wellingtons elskerinde, men vi får det aldrig at vide.

Den franske konge Louis 18. (spillet af fedtbjerget Orson Welles) forlader Paris med sin lille, larmoyante kone – intetsteds får vi at vide, at hun er datter af Marie Antoinette, som blev halshugget under revolutionen, og derfor rædselsslagen ved tanken om, at kejseren vender tilbage.

Der er også tale om, hvad man må kalde: simple manglende oplysninger. De er ligegyldige for kendere, som selv kan fortolke filmens reportage.



Til gengæld er NÆSTEN alle replikkerne i filmen historisk autentiske – d.v.s. kopieret fra troværdige kilder. Det gælder ikke kun for den berømte scene, hvor Wellington ganske roligt kommenterer sin vens afskudte ben (”My God, it seems I have lost my leg!”/”By God, so you have!”), men også scenen med den unge soldat, der stjæler en pattegris (med andre ord plyndrer).

Selv Wellingtons bitre bøn: ”I pray this will be my last battle” (det blev det) er autentisk.



Også en så tilstræbt korrekt historisk skildring som WATERLOO har sine konstaterbare fejl. Historikere strides i dag stadig om, hvornår slaget faktisk begyndte – de engelske generaler koordinerede IKKE deres ure ved lyden af den første franske kanonade. En ret ubetydelig detalje, må man indrømme.

Festen i Bruxelles, som Charlotte af Richmond afholder for Wellington, foregik ikke i et palads, men i en karetmagers værksted p.g.a. pladsmangel andetsteds.

Det franske kavaleri ofredes ikke i et desperat angreb på en dyb ravine, hvor alle hestene brækkede halse og ben. Det er en myte, skabt langt senere, men givetvis medtaget fordi den er så visuelt fascinerende (og frastødende).

Hele skildringen af The Scots Greys kavaleriangreb på de franske linjer er et forsøg på at genskabe Rose Bonheurs (i England) berømte bataljemaleri. Det lykkes.

Der var ikke tale om en massakre i slutningen af slaget, og marskal Ney råbte ikke ”merde!” da englænderne foreslog ham at overgive sig. Også her har man valgt et visuelt symbol for, hvad skete – den franske hærs sammenbrud. I virkeligheden flygtede størsteparten af den franske hær i vild panik.



Den eneste virkelige plet på WATERLOO som autentisk fremstilling er de ulyksalige indre monologer, som tillægges Napoleon. Når vi alligevel ikke får andet og mere at vide, end man kan stå inde for, hvorfor så digte til? Monologerne virker i den grad påklistrede og naivt psykologiserende, at de rykker tyngdepunktet. Heldigvis er de ikke betydningsfulde, end sige dominerende.



Filmen var oprindelig ca. 4 timer lang – den udgave, som blev vist i biograferne og nu foreligger på dvd, er lidt over to timer lang, så uhyre mængder af stof må være skåret ud – jeg gætter på, at der er røget en del slagscener fra slutningen, som virker hårdt sammenklippet med en del hjælpereplikker, der skal fortælle os, hvor vi nu er og med hvem og hvorfor. Men det var efter alt at dømme også i slagets sidste halvdel, rod, kaos og misforståelser tog magten fra de agerende. Ærlig talt er jeg overbevist om, at et feltslag under Napoleons-krigene ofte var en så kaotisk affære, at det ikke ville være muligt at overskue begivenhederne på en måde, der muliggør en meningsfuld film. (Spielberg forvandlede D-dagen til meningsfuld film i 90erne, i SAVING PRIVATE RYAN og især i BAND OF BROTHERS).



WATERLOO blev egentlig kun til, fordi Sergej Bondarchuk tidligere i tresserne havde instrueret KRIG OG FRED med fantastiske slagscener fra bl.a. Austerlitz. Der var store forventninger til WATERLOO, og filmen var kostbar at lave – ikke kun, fordi næsten alle roller er optimalt besat, men også p.g.a. det enorme opbud af soldater, uniformer, faner, heste etc etc etc. Intet virker syntetisk eller sjusket, pyroteknikere, uniformseksperter og skræddere lader til at have arbejdet blodet ud under neglene.



Filmen tager ikke parti for hverken Wellington eller Napoleon, men har inderlig sympati med begge. Men det er tydeligt at filmen – som GONE WITH THE WIND – har en sentimental forkærlighed for taberne.

WATERLOO er fagligt begejstret for krigens teknik og billeder, for dens energi og følelsesfuldhed. Men den udvikler sig også pligtskyldigst til en slags antikrigsfilm – det er en film fra 1969, andet var vel utænkeligt. De to holdninger brydes på lærredet. For det er umuligt at undgå at begejstres over selve optakten til slaget – og umuligt at føle andet end afsky for slagets resultat.

Vi skal ikke spares for at opleve en ung, blond mand, der forsøger at standse slagteriet ved at stille sig midt på slagmarken og råbe: ”how can we? How can we?”

Wellington bemærker med et smil, at franskmændenes opmarch på slagmarken er en hel lille ballet, med klingende musik. Der er overmod, lystighed og skønhed over slagets begyndelse. Men krig er ikke særlig smuk, når kanonerne brager. Det er et blodigt håndværk, som man ind imellem er tvunget til at beskæftige sig med. Resultatet er det vigtige. Waterloo sikrede Europa, hvad de europæiske folk ønskede: fred efter tyve års krige.

Slagteriet gjorde indtryk, over 54.000 mennesker mistede livet på en enkelt dag. Derfor siger Wellington også rystet, at han håber, dette vil blive hans sidste slag. Han er ikke, som Napoleon, en krigens mester. Han er professionel, men uden kærlighed til sit erhverv.

WATERLOO er heldigvis mest af alt en lykkeligt betaget film – betaget af slagets storhed, visuelle skønhed, voldsomhed og teknik. WATERLOO formidler, som en af ganske få moderne film, den ophidselse, som alle, der har deltaget i krig, kan tale med om.1



Rod Steigers Napoleon er en gave, efter at have rakt tunge af den ene håbløse Napoleon efter den anden. Okay, han er hjulpet af, at han rent faktisk ligner kejseren, som han så ud år 1814. Men et lille rundt og energisk korpus, skaldet isse og fransk accent a la Charles Boyer does not a Napoleon make.

Rod Steiger overspiller ind imellem, men han er 100 % koncentreret om sin opgave, og han formår at overbevise. Både da han med brudt stemme tager afsked med Den Gamle Garde, da han lysende af selvtilfredshed vender tilbage fra Elbas eksil, da han forsøger at indgyde sig selv mod før slaget, - og da han for sent opdager, at han ikke længere formår det, som gjorde ham til Europas herre.

Det er en minitragedie i den store historie.

Jeg er ikke enig med de kritikere, som mener at Steiger forfalder til for meget Method Acting – hans identifikation er total. Og han gør hverken Napoleon til et overmenneske, til en ækel kyniker, eller til en sjuft. Han er simpelthen en mand med meget store evner, der kommer til kort.



Kontrasten er elegant placeret i form af Christopher Plummer som Wellington. I 1969 var hans karriere stadig determineret af hans Kaptajn von Trapp i THE SOUND OF MUSIC. I WATERLOO fik han mulighed for at vise, at han kunne spille britisk helt uden at heroisere. Plummers karakter er en noget stivbenet, arrogant mand, der faktisk mere end Napoleon nyder omgivelsernes beundring – som er bevidst om sin egen star quality. Og som udtrykker direkte foragt for sine soldater ved enhver lejlighed. Han er en både elskværdig og knotten chef. Korrekt, men tolerant når det passer ham.

Inden slaget rider begge feltherrer langs fronten. Napoleon på en hvid hest, i strakt karriere. En ung adjudant foreslår Wellington at man skyder ham ned og derved afgør slaget allerede nu. ”certainly not! Generals have something better to do than to fire at each other”, bedyrer den forargede Wellington. Der straks efter vredt efterligner “the monster”, og modtager sine mænds meget engelske hyldest.

Napoleons hær er bundet af begejstring, af drømme om nationel storhed og ære. Wellingtons hær er moderne engelsk industrialisering. Som Nelsons matroser, der kunne affyre en bredside på 1 minut og lade på 1 minut, er Wellingtons hær nærmere fremtiden.



Efterhånden går det op for publikum, at vi er vidne til et slag, hvor brutaliteten overrasker selv de deltagende parter. De fleste, vi har lært at kende, enten dør eller bliver lemlæstede eller taber alt, som Napoleon selv. Sejrherren Wellington synes ikke om sin sejr, eller dens pris. Slaget var nødvendigt for at slippe af med Napoleon.





WATERLOO blev en total katastrofe økonomisk. Hvem var egentlig tænkt som denne films publikum? Krigshistorikere? Men som tiden går, kan film som denne faktisk gå hen og blive rentable. Da WATERLOO blev filmet, havde man kun biograferne som aftagere. Der var ikke engang tænkt på video. WATERLOO er en solid sællert på dvd.



Og som tiden går, bliver man mere og mere bevidst om, at enhver fremstilling, lige gyldig hvor neutral den virker, er en fortolkning. Også WATERLOO. Trods filmens britiske bias, engelske sprog (INGEN af de skuespillere, som fremstiller franskmænd, taler gudskelov med ALLO-ALLO accent!) og mange britiske skuespillere, er WATERLOO i bund og grund sympatisk indstillet over for Napoleon. Hvad man ellers måtte mene om denne mand, ændrede han Europas historie. Hans karriere viste, at talent og vilje parret med held kunne føre én til tops.

Men det er Wellington, som kommer til at repræsentere efterkrigstidens skepsis over for krigen som løsningsmulighed. Han er snarere en forretningsmand end kriger. Det er Wellington, vi lettest kan identificere os med, eller genkende fra vores egen verden.

Napoleons enestående karriere var trods alt en farlig afvigelse fra udviklingen. Wellingtons hjemland har parlament og indskrænket kongemagt, mens Napoleons kejserdømme egentlig fungerede ret enevældigt.







1 Et andet tilfælde findes i tv-serien GETTYSBURG fra 1993, Robert Maxwells filmatisering af Michael Shaaras roman ”The Killer Angels”- For at overleve må universitetslæreren, der p.t. er leder for en lille enhed, beordre et bajonetangreb ned ad bakke – og opdager til sin egen forbavselse, at han er en dygtig leder, og en kompetent officer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar