ROCK THE WORLD - MARIE ANTOINETTE, Sofia Coppola, historisk film

Rock the world

MARIE ANTOINETTE

Sofia Coppola kom til kostumefilmen frisk fra sin gennembrudsfilm, LOST IN TRANSLATION, og ønskede tydeligt at sæltte sit personlige stempel ikke alene på denne ene film, men på genren solm sådan. Hun ønskede at slippe fri af snærende konventioner.

På godt og endt er kostumefilmen endt i en blindgyde, hvor konventionerne synes at styre alt. Dybt alvorlige personer skal gå rundt og dystre den. Vogne kommer og går. På skummende heste rider hovedpersonerne side om side for at bevise deres frihedstrang. Historiske personers liv skildres i grelle klip, der springer fra højdepunkt til højdepunkt. Kan man ikke gøre det bedre?
Coppolas bud er faktisk bedre.

Filmen fik en blandet modtagelse. De kritikere, som elsker traditioner og konventioner, fandt filmen overfladisk og ungpigeagtig. Andre bebrejdede Coppopla hendes utraditionelle virkemidler. Hvad RET havde hun til at bruge moderne musik som kommentar?

Men MARIE ANTOINETTE er altså et af dette århundredes bedste bud på en renset kostumefilm – en film, der accepterer visse regler, men nyder at bryde andre. En film skabt af en yngre kvinde, omhandlende en yngre kvindes liv. Dem har vi ikke set mange af.

Nøgternt set er MARIE ANTOINETTE på de fleste områder forbavsende kildetrofast. Filmens lidt langsomme begyndelse viser minutiøst hendes ankomst til Frankrig. I en verden uden fri presse og uden paparazzi gennemføres hendes rejse forunderligt tryg og ubemærket. Ved grænsen mellem Østrig og Frankrig hentes hun ud af sin vogn for i et telt at blive klædt af til skindet. Som kommende kronprinsesse – Dauphine – af Frankrig må hun ankomme helt klædt i fransk tøj. Selv hendes lille østrigske mopsehund sendes tilbage.

Vi møder hendes svigerfar, kommende mand og kommende svoger. Og vi følger hende til Versailles, hvor hun installeres i de rum, hvor den historiske Marie Antoinette levede. Her oplever vi hendes dagsritualer, lige fra hun vågner. For dauphinens opvågnen og påklædning – levée – er et besværligr ritual, som mere tager hensyn til, at fornemme damer får lov til frembære

prinsessens klædningsstykker, end til Marie Antoinettes kulde i det store rum.

Hun er ikke vant til denne totale ritualisering af livet, men hendes mand har levet sådan siden han blev født, for ham er alt ”naturligt”, også at spise tre mundfulde af tyve komplicerede retter - til morgenmad.

Denne introduktion til 1700-tallets hofliv er set både før og siden, men Coppola fortæller med vid og charme, det er en ung kvinde som morer sig over de tåbelige vaner og regler, og som ønsker at ændre dem. Det sker da også, men i stedet for at forenkle livet, går Marie Antoinette i den modsatte retning. Mere tøj, højere frisurer, vildere mode, tusindvis af sko i alle farver.

Det er i denne scene, Coppola akkompagnerer montagen med ”I want candy”. Marie Antoinette er jo ikke en fjern og sjælden, men tvært imod en nutidig kvindetype. Har man ikke andet, har man dog altid shopping.

Hun shopper også veninder, alt efter om de er vilde og avancerede nok. Hun shopper mennesker, og skaffer sig en elsker, som erstatning for det omhyggeligt skildrede ægteskab. Hun tager til Paris, ganske let forklædt, og deltager i maskebal på Operaen, til lystig rockmusik.

Hendes mand Louis har levet omgivet af ritualer og kan intet, bortset fra at han interesserer sig for låsemekanismer. Han har aldrig foretaget sig noget som helst selv, så at avle et barn er en tilsyneladende uoverkommelig opgave. Alt andet gøres jo af andre -. han er upraktisk og passiv.

Filmen er, sin titel tro, en one woman affair. Der er egentlig kun én hovedrolle, titelrollen, og Kirsten Dunst gør med sin svale, blonde pigelighed alt for at leve op til forbilledet, ”østrigerinden”. Hun kommer fra et løsere liv, med mindre stramme former, fra en lykkelig storfamilie, og er vant til en mere borgerlig levevis end den, som praktiseres ved det franske hof. Hun bærer en overmodig ironi med sig, som virker overrumplende – og er usædvanlig i en kostumefilm.

Versailles er selvfølgelig en gave til filmen, ikke mindst fordi formatet er 1:1. Production value i den helt store stil. Ingen fortvivlende elendige rekonstruktioner.

Brylluppet i Versailles' kirke ligner et udstyrsstykke til millioner, og varer dog kun få minutter. Senere skal vi besøge Spejlsalen og Operahuset, hvor Marie Antoinette genindfører retten til at applaudere de optrædende.

Vi bevæger os rundt i dette på samme tid overdimensionerede og ind imellem ret hyggelige slot, og lærer det at kende. Vi forstår, hvorfor hun flytter ud fra hovedbygningen og skaber sin egen verden, omgivet af loyale venner og god smag.

For Versailles er kongens store slot, og hendes svigerfar er en mildt sagt dekadent herre, som nu har installeret en professionel dame som elskerinde, madane Dubarry.

Kongen er dog mest af alt en lidt latterlig ældre man med svækket libido. Han er glad for sin svigerdatter og giver hende selvtillid, men han er egentlig lige så uduelig som sin søn.

I en verden af inkompetence er det let for Marie Antoinette at få plads og magt. Hun ved blot ikke, hvad den skal bruges til

Da hun flytter ud for at leve ”naturligt” med frisk mælk fra geder og får og køer, og med jordbærbuske lige til at plukke, reagerer hendes veninder, som viste hun dem nogle nye sko eller frisurer. Hendes påfund er ”guddommelige” eller ”fantastiske”. Men de vinder ikke gehør uden for Versailles.

Sofia Coppola valgte at opkalde filmen efter dens heltinde. Revolutionens synspunkter er ikke repræsenteret. For en gangs skyld skal vi have lov til at opleve tiden inden den franske revolution fra overklassens synspunkt, uden dårlig samvittighed, hvilket kun kan kaldes befriende. Vi skal ikke trækkes med kedelige, frit opfundne, bevidste mennesker, som kan danne kontrast til titelfiguren. Vi oplever Marie Antoinettes liv gennem hendes egne sanser. I hendes verden. Uden fattige eller revolutionære eller andre politisk korrekte figurer.

Da hendes mand er så uduelig som konge, overtager hun kongens rolle og rettigheder, og hun skaffer sig veninder, præcis som kongerne før hende skaffede sig officielle maitresser. Hun kommer til at fylde alt for meget. Da revolutionen bryder ud, forstår hun ikke vreden, der rettes mod hendes person. Og filmen slutter den dag, hvor hun for altid forlader Versailles, for at tage til Paris og underkaste sig historien.

Hvis Marie Antoinette er kendt i den brede offentlighed, er det for sine dårligdomme, og for en eneste replik, som hun aldrig har sagt. Da sultende parisere drog til Versailles, skulle hun have undret sig over, at de ikke i stedet spiste kage. Hendes venskaber blev udlagt som lesbiske forhold. Hun blev kaldt ”madame underskud”, fordi man gik ud fra, at hun brugte alle statens penge. Sofia Coppola fører ingen lidenskabelige beviser for sin heltinde, hun skildrer bare ligevægtigt og indforstået.

Filmens stærkeste udsagn er alle placeret i den første time. Sidste del er for repetitiv og spredt, fordi Marie Antoinettes ”modne” år skal afvikles hurtigt. Her forfalder filmen til så mange andre biografiske skildringers svaghed, at hoppe fra højdepunkt til højdepunkt i et liv. Men indtil da har MARIE ANTOINETTE vist en ny vej for den historiske film: blandingen af absolut autencitet og nutidig egenvilje kan være fremtiden. Genrens redning?