DEN HISTORISKE SERIE . HEIMAT i Tyskland og USA

HEIMAT Edgar Reitz 1984-ff

Instruktøren Edgar Reitz udsendte første del af tv-serien HEIMAT i 1984, og den nåede hurtigt andre lande, også Danmark - den blev genudsendt så sent som i foråret 2005 på DR2 - og USA fik serien at se allerede i 1985. I en lang periode blev serien anset som normativ: dette var simpelthen DEN tyske version af optakten til Anden Verdenskrig. Men det er en sandhed med store modifikationer!

Der er tale om en modernistisk fortalt langdistance-saga - og instruktøren var ikke, som nogen måske ville tro ved første blik, en eksperimenterende ung mand, men en erfaren filmskaber på 50. Fortællingen er ydermere delvist selvbiografisk, og vedkender sig det sublimt subjektive synspunkt. Dette er ikke fortællingen, men en af et utal af mulige fortællinger. Den måske manglende konsekvens er livets eget ansvar. Og netop denne fokusering på det IKKE normative er måske HEIMATs største kvalitet.

Meget passende blev hele den tyske egn Hunsrück inddraget i optagelserne: 150 amatørskuespillere fik biroller, 4.000 lokale statister medvirkede, og hele landsbyer kom til at fungere som historiens ”Schabbach” i den skildrede periode, som strækker sig fra 1920 til 83!

HEIMAT bygger på 70ernes sprællende, formløse forsøg på at indføre en slags ”folkets fortælleform”, en ”kollektiv” fortælling, om end Reitz når frem til et sammenhængende resultat. HEIMAT går ikke op i syningen, fordi personerne og deres fortlllinger er så mange.

Serien fik langt større gennemslagskraft end nogen kunne have forventet: mere end 25 mio. tyskere så mindst ét af seriens 11 episoder (ialt 16 timer spilletid), da den første gang blev udsendt i 1984.

HEIMAT er et somme tider vrissent forsøg på at fortælle den tyske historie ”på ny”, originalt, uden skyldfølelse og uden forpligtelsen til hele tiden at (bort)forklare.

Titlen knytter an til 50ernes harmløse folkelige underholdning, de såkaldte ”Heimat-filme”, tyskernes svar på Morten Korch. De ægte Heimat-film er ofte tæt beslægtede med historier, som nazismen kunne have brugt: ondskaben kommer til en dejligt tilbagestående landsby gennem en udlænding/fremmed fra en storby. Livet på landet er naturligt, og livet ”på stenbroen” er farligt og unaturligt. 60ernes instruktører tog skarpt og væmmet afstand fra Heimat-genren, så selv titlen var en provokation. Nu skulle der fortælles sandfærdigt, moderne, udfordrende om det, ethvert menneske har: et udspring, en Heimat.

Serien analyserer ikke nazismens opståen, end sige nazismens charme, hvilket er en hel befrielse efter 70ernes pædagogiske mani. HEIMAT er en film om almindelige mennesker i et lillebitte samfund, landsbyen Shabbach i provinsen Hundsrück, handlingen er centreret om familien Simon. Det er en film, som udnytter seriens muligheder for at fortælle langt og dvælende, samt muligheden for at udlægge gåder (og bomber).

Historien følger egentlig ”hovedpersonen” Paul, der vender hjem fra Første Verdenskrig, stikker af fra sine kære, og vender hjem igen. Men historien er langt bredere og bedre. Faktisk er Paul mest af alt en katalysator.

Hovedpersonerne fortæller os tiden. De bukker under for den, de er dens ofre, men de tror, at de har kontrol over deres liv.

Stive og inderligt dumme Eduard gifter sig med behagesyge Lucie fra Berlin, der opfatter top-nazisterne som guder. Selv har hun en yderst betænkelig fortid, som dog ikke udløser nogen katastrofe i det bornerte lillebysamfund. For historierne er ikke forudsigelige, end sige skabeloner, de er individuelle.

Pauls hustru Maria forelsker sig vidunderligt skært i ingeniøren Otto Wohlleben, men må give afkald, da Paul igen dukker op - fra Detroit.

Lucies overmod resulterer i hendes forældres død ved en færdselsulykke, og i hendes egen vansiring.

Men begivenhederne er ikke lovmæssige. De er blot - mere eller mindre tilfældige krøller og knuder på tidens snor. Det, som sker, det sker; og det kan godt være, at det ændrer livet for personerne, men ikke altid på den måde, man forventer. Der er absolut ikke tale om vanemæssig dramaturgi eller konsekvens, og det meste af tiden virker det faktisk befriende.

Reitz’ Hunsrück (et landbrugsområde i den sydlige del af Rhinlandet) er en upretentiøs, slidt by med liden overklasse, end sige overskud, og absolut intet historisk overblik. Nazisternes herredømme medfører ingen katastrofer, men heller ingen velsignelser. I det store og hele halter livet videre, som det plejer. Nazismens idealer er fremmede for beboerne i byen. De stoler på sig selv og hinanden og på vane og tilvænning.

Schabbach ER simpelthen indbegrebet af ”helmat”, hjemegn, hjemby. Da Tyskland er gået i krig i Rusland, kalder Marie Simon det for ”det store, skrækkelige land”, alt imens hun kører sin purunge, gravide svigerdatter ind i Schabbach.

HEIMAT forsøger ikke at forklare, end sige bortforklare. Men selve dne dramatiske side af verdenskrig og jødeforfølgelse forties i en sådan grad, at man ind imellem som udlænding sidder tilbage med en følelse af ansvarsforflygtigelse. Reitz forsøgte selv at redde sig i land ved at hævde, at man ganske bevidst søgte at ”undgå at dømme” - dette er en film om ”tysk erindring”. Ikke om skyld.

Men jødeforfølgelserne og holocaust reduceres stort set til det faktum, at urmageren kan købe sig en lejlighed billigt af en jøde (for hvem det ”ikke længere går så godt”). Et af problemerne er, at de personer, Reitz har skabt, er så naive, hjertensgode og helt igennem moralske, at det er umuligt at forestille sig dem som aktive nazister. Pauls bror Eduard bliver borgmester, en stivbenet medløber, der egentlig ikke fatter, hvad hans medlemskab af partiet betyder. Ikke før Paul forsøger at vende hjem, og må blive på båden i Hamburgs havn, fordi han ikke har en ”arier-attest” - Eduard og især Lucie gribes af skræk for, om navnet ”Simon” skulle rumme jødiske hemmeligheder. Det er så nær, vi kommer denne side af virkeligheden.

Men Reitz er faktisk ikke en forsigtigper. Det må have gibbet i publikum, da de første karakterer dukkede op i SS-uniform (Marias oprindelig blide bror Wilfried!), og naive Lucies dånende betagelse af lysgestalterne fra partiets ledelse får alt, hvad den kan trække, også filmisk.

Ingen film har gjort nazismens stive selvopfattelse mere klar end HEIMAT, f.eks. da krigsudbruddet dekreteres på en ”flyverskole” for store børn. Gestik, minespil, optræden, alt er så stift som det lig, man flokkes om at tilbede, med inskriptionen ”Der må bringes ofre”. Og intet andet sted tydeliggør Reitz med sådan en underspillet bitterhed den skæbne, som de - trods alt - idealistiske unge mennesker går i møde. De er også ofre.

Wilfried bliver SS-mand og korrumperes af sin position. Han bliver hjemme i sin Heimat under krigen, og Paul Simons gæve mor Katharina mister i en af seriens nøglescener al frygt og erklærer, at han er blevet en fej usling, et ”gement bestie”, det havde hun anet lige siden ”dine venner med deres støvler” tog magten.

Hun ved ikke engang, at Wilfried har skudt en såret engelsk flyver og forklædt mordet som heroisk fordi fjenden ville ”flygte”. Han raser også over kvinderne i byens alt for venlige behandling af franske krigsfanger: de skal sulte! Uden at komme nærmere nazismens forbrydelser får Reitz alligevel sine personer til at føre en helt Euripides-artig diskurs om moral.

Da freden indtræffer i 1945, tager Eduard sin nazi-uniform af, mens Lucia ivrigt forbereder fremtiden, opportunistisk som altid, og en ny men gammel historie begynder forfra.

De amerikanske befriere anskues faktisk med større skepsis end nazisterne, og da Paul omsider vender tilbage i 1947 som ”rig amerikaner”, er han forvandlet til en hul kliche, helt ned til en negerchauffør. Han har vundet den hele verden (i alt fald Detroit), men har mistet sig selv.

Hunsrück er (stort set) fotograferet i sort-hvid, men især i gråtoner, der minder om originale optagelser fra tiden. Der er dog ikke meget reportage over filmen: trods dens karakter af ”spontan” affilmning af ”tilfældige” samtaler i byen, er alt nøje planlagt. Originale stumper fra Tagesschau blandes med nyoptagelser for at skabe illusion, og Reitz kan faktisk sælge os troen på, at vi befinder os på Nürnbergerring i 1938 under et stort motorløb!

Det er sjældent rigtig godt vejr i byen, mest gråvejr, tåge og småregn, som i virkeligheden. Farverne er forbeholdt Maria Simons drenges oplevelse af skelsættende begivenheder og scener.

Realismen er seriens liv og død: denne serie er et forsøg på at tage historien tilbage og tyskgøre den. Også gennem en udpræget modernistisk dramaturgi.

De første afsnit af HEIMAT er fortællermæssigt slappere og mere kaotiske end de senere, bl.a. fordi Reitz her har skaffet sig en historie (Marias forelskelse), der bærer igennem. Man må heller ikke glemme, at Reitz i 1984 red på bølgen af 70ernes tyske film, bl.a. Rainer Werner Fassbinder. Der er tale om et helt bevidst og provokativt brud med traditionel, lineær amerikansk dramaturgi. Ind imellem virker det. Ind imellem er stilen retarderende.

HEIMAT indvarslede en ny periode, hvor man bearbejdede fortiden. Det viste sig nødvendigt med en konfrontation: også fordi Tyskland siden 1945 havde været et delt land. Godt nok var man i 1984 tæt på genforening, men sådan så det bestemt ikke ud. Berlinmuren bestod, og mennesker blev stadig skudt, hvis de forsøgte at nå fra DDR til Forbundsrepublikken.

Logisk nok måtte man fortsætte beretningen, dels om Hermanns ungdom, dels om den tyske genforening. Især sidste del – 3- blev dramatisk mættet, og fortællemæssigt langt mere lineær end den sprudlende, ind imellem formløse 1. serie.

Men hvad med seriens hjemland, den store historiemager, det store land? USA? Findes der serier i stil med MATADOR eller HEIMAT? De findes, men paradoksalt nok blev de aldrig kæmpesucceser i USA, paradoksalt nok blev de bedre modtaget i Europa, og endnu mere paradoksalt – de bedste foregår endda i opfundne byer.

HOMEFRONT og I’LL FLY AWAY fra de tidlige 90ere er begge forsøg på at forklare samtidens USA ud fra historien, og placerede kollektiv- og familieromanen i hhv. den fiktive River Run i Ohio, og i byen Bryland i en ikke-navngivet sydstat. Hermed afskar man sig effektivt fra total identifikation. HOMEFRONT var oprindelig skrevet med Texas som udgangspunkt, men det blev for specifikt, hvorfor man valgte den mere anonyme stat Ohio.

Da DR i sin tid valgte at lade MATADOR foregå i byen Korsbæk, ud fra et synopsis af Lise Nørgård, var de fleste udmærket klar over, at forbilledet var Roskilde. Men Korsbæk er ikke en stiftsby, og man har varsomt fjernet alle direkte referencer til faktuelle personer i Roskildes historie. Korsbæk forblev en sjællkandsk provinsby med direkte togforbindelse til København – og lokaliteter blev lånt fra andre byer (Postgården i Ringsted som byens fine hotel og restauration, Helsingørs domkirke som byens største kirke etc).

Korsbæk er både et validt billede af (erindringen om) dansk provins i gamle dage, og et fiktivt sted, som frigør os alle fra at spekulere over, om dette nu er Korsør eller Næstved eller Vordingborg…

De amerikanske seriers anonymisering forsøger derimod at forvandle en specifik ”heimat”-skildring til noget alment. USA er jo mildt sagt et mere forskelligartet land end Tyskland, for slet ikke at sige Danmark. Der er kolossal forskel på levevis, kultur og opfattelse af liv, familie, religion og politik. Ikke kun klassemæssigt, men også geografisk. For at kunne ramme alle, må man glemme det særegne, det som ellers er nødvendigt for at etablere velvillig identifikation i denne type serie.

HOMEFRONT og I’LL FLY AWAY kommer tættest på HEIMAT og MATADOR – kollektiv- og familieromaner i filmform. Fortællemåden er faktisk overtaget fra Steven Bochkos epokeskabende politiserier fra 70erne, der siden er kopieret overalt i verden: man tager en spændingsfyldt arbejdsplads og følger de professionelle, med hovedvægt på deres arbejdsliv, men med sideblikke til deres privatliv.

Alle figurerne ,å forklares både ud fra privatliv og professionel identitet – og de, som bliver ofre, eller som driver ulykkeligt rundt uden mål og med, er hjemmegående husmødre, som den engelske krigsbud Caroline i HOMEFRONT.

HOMEFRONT blev skrevet fra bunden af ægteparret Bernard Lechowick/Lily Marie Latham, et par erfarne filmskribenter, der håbede en dag at få lov til at skabe noget mere tilfredsstillende end sitcoms.

En arbejdskonflikt havde givet parret tid til at skrive, og de lod sig inspirere af egne erfaringer. De havde tidligere optaget ældre kvindelige slægtninges historier på bånd, med henblik på at skrive en roman, nu blev optagelserne taget frem, og kom til at danne grundlaget for seriens manuskript. Men selve handlingen var slet ikke lagt fast fra begyndelsen, udviklingen var elastisk og seriens 2. sæson rummede da også en del afvigelser fra, hvad 1. sæson havde lovet.¹

Seriens univers er en mindre by i Ohio, den frit opfundne River Run. Her bor familien Metcalf, enken Anne med tre voksne børn: soldaten Hank vender hjem fra krigen til sin forlovede Sarah, der har et forhold til Hanks lillebror Jeff – og den midterste, Linda, som arbejder på byens eneste store virksomhed, Sloan Industries, ejet af Mick og Ruth Sloan.

Linda har været forlovet med Sloans søn Michael, der dør ved et tilfælde efter fredsslutningebn – hans transportfly styrter i havet. Han har forinden nået at gifte sig med den italienske jøde Gina, der har siddet i Auschwitz. Mikes ven arbejderen Charlie bryder med sin forlovede Ginger for at gifte sig med den engelske pige Caroline - og Sloan-familiens tyende, den afroamerikanske familie Davis, har en søn, Robert, der henter sin franske (hvide) kone til USA. Robert er nok krigshelt, men det ændrer ikke hans dårlige muligheder for at slippe væk fra livet som ufaglært eller tyende.

River Runs liv brydes også op af fagforeningens ankomst: den smukke, karismatiske og selvsikre Al Kahn erobrer nok Sloan Industries for sin fagforening, og bliver gift med Ann Metcalf (plus får en søn med hende, skønt de begge er pænt over 40), men mister også sit job.

Ginger og Jeff bliver et umage par: Jeff får en kortvarig karriere som baseballspiller, mens reklameverdenens opsving gør Ginger til The Tomato Juice Girl, og senere til tv-stjerne. Deres veje må skilles.

TIDEN spiller som altid i serier som denne en absolut hoevdrolle - tiden som den store forvandler. Ved seriens start er det ret usandsynligt, at de færdige personligheder vil undergå voldsomme forandringer. Men jo. Det er usandsynligt, at arbejderen Charlie vil afsløre store lederevner – ende som fagforeningsboss – plus vil overkomme alle sine fordomme, således at afroamerikaneren Robert Davis bliver hans bedste ven, og italieneren Gina hans kone.

Eller at den strikse, katolske, enlige mor Anne Metcalf vil blive gift med en ateistisk, jødisk kommunist. Men det sker ikke desto mindre, og deres udvikling er fuldkommen sandsynlig, som historien fortælles – især på baggrund af skuespillerpræstationerne.

Seriens ret snævre univers er både dens svaghed og styrke: personkredsen er så lukket, at man fristes til at tro, at River Run er en meget mindre by end seriens billedside skildrer. HOMEFRONT skulle være billig at producere, hvilket i teorien skulle gøre det vanskeligt at skabe en troværdig historisk serie. Men producenterne gik til sagen med krum hals: det skorter på udendørsoptagelser, og man får aldrig som i MATADOR indtryk af en fungerende, ægte by. De fleste af personernes hjem har faktisk ingen have eller udenomsarealer, vi kan identificere – det gør indtrykket af det afroamerikanske par Davis’ hjem endnu mere klaustrofobisk. Vi får aldrig rigtig indtryk af River Run som by, end sige af de forskellige personers hjem (vi ser således aldrig Ginger Szabo hjemme hos sig selv), men der klippes frit fra interiør til interiør. Af gode (økonomiske) grunde placeres figurerne ofte side om side i biler, hvor deres ansigter kan udforskes af kameraet, og hvor de er fikserede i et velkendt og anonymiseret rum.

Til gengæld ofrede man på det billige: kostumerne er måske nok en parade af mode fra 1945-7, men da de fleste af personerne er fattige, går kostumerne igen og igen. Dette er en periode, hvor folk faktisk brugte deres tøj, til det gik itu. Vigtigere endnu er sproget. For en gangs skyld har man forsøgt at genskabe en periodes sprogbrug, ud fra samtidige film, romaner, aviser, tv. Ordforrådet er enormt, men tidspræget og slanget, noget som stort set går hen over hovedet på et europæisk publikum, men som virkede helt eksotisk i USA. Skuespillerne er faktisk i stand til at vride de særeste, forældede vendinger ud af munden, uden at det lyder kunstigt.

Sproget smitter af på spillestilen. Skuespillerne blev fodret med film fra slutningen af 40erne, og lærte at efterligne toneart, timing, stil. Det mærkes især hos de afroamerikanske skuespillere, der chokerende overbevisende fremstiller ”sort” adfærd over for hhv. det hvide herskab, man arbejder for, og hvide venner. Chaufføren Abe Davis har en speciel adfærd over for sin arbejdsgiver Mike Sloan, der er direkte nedarvet fra forholdet mellem slave og ejer. Og der tales ikke om afroamerikanere, men om negroes, i serien – ganske som Gloria Davis er langt mere entreprenant og kritisk end sin mand, Gloria som den ”mørke” neger over for Abes ”lyse”, mere ”hvide” og derfor mere veltilpassede neger. Hun vil have forandringer, mens hendes mand nøjes med at håbe. Hun vil have rettigheder nu, givet ovenfra, mens hendes mand tror på, at afroamerikanske forbilleder kan udløse respekt – og derefter rettigheder.

Men selv om Gloria og Abe får relativ succes som selvstændige restauratører, er det deres søn Robert, der forbereder en regulær social opstigning ved (som den eneste i historien) at tage en højere uddannelse. Realistisk? Måske. Man håber.

HOMEFRONT er enregelret fortalt mainstream-realistisk fortælling med hovedvægten lagt på personerne, ikke på interiøret. Der er måske nok kælet for detaljerne, men de fremvises ikke forelsket: disse personer vasker altså bare altid op i hånden, de ryger meget og gerne og sorgløst, de er gammeldags moralske, bekymrede over egen amoral, bralrer ikke ud med alle deres følelser – og de bevæger sig anderledes end personer fra begyndelsen af 90erne ville gøre.

Den mest tidsbundne af alle personerne er barpigen Judy Owen (Kelly Rutherford i sit livs rolle) – denne ludfattige krigsenke og baseball-entusiast med hjerte af guld søger at bevæge sig, se ud og lyde som alle periodens vamps samlet i én person. At Judy alligevel aldrig bliver en parodi, skyldes Rutherfords sarte, sårbare spil – denne pige er alles offer. Der er i virkeligheden ingen vej op og ud for hende, selv ikke da hun bliver ansat til at skrive sportsjournalistik. Hun er for køn, og hendes udseende og adfærd bekræfter tidens fordomme – hun må være enten en femme fatale eller dum. Judy er ingen af delene. Da Mike Sloan forelsker sig i hende, ender forholdet i opbrud og sorg, ikke i skilsmisse og ny hustru.

HOMEFRONTs 1. afsnit havde premiere i 1991, og illustrerer glimrende den stærke strømning, som fejede Bill Clinton ind i Det Hvide Hus. Serien ville være utænkelig ti år senere. Dens menneskeholdning er klar og ”venstreorienteret”: den tager arbejderne hos Sloan Industries alvorligt som mennesker. Går ud fra som en selvfølge, at fagforeninger er et gode. Serien giver fagforeningen og Al Kahn ”ret” på alle fronter.

Men manuskriptet forbavser konstant: forfatterne insisterer på menneskelig, dramatisk retfærdighed, så Mike og især Ruth Sloan er ikke særlig tiltalende mennesker, men de er altså forældre til en søn, der døde i maj 1945, og hvis død berøvede deres liv dets inderste mening. De tror fuldt og fast, at de er højt oplyste arbejdsgivere, og bliver fornærmede over arbejderes krav på indsigt i deres firmas økonomi. Mens Al Kahn på sin side er lige lovlig smart i sine formuleringer, lyver for arbejderne og har svært ved at få sit liv til at fungere. Han er charmerende, men usmidig og skråsikker.

Nok repræsenterer personerne holdninger og tanker i tiden. Men de er alligevel individer. Og just som vi har tabt al sympati for Ruth Sloan, minder hun os om tabet af sønnen og om det kaos, hans gravide italiensk/jødiske hustrus ankomst har medført.

HOMEFRONT ville uvægerligt blive en stor succes i et europæisk land. MATADOR blev en del af nationalskatten, fordi man her i fiktiv form præsenterede det danske folk for en slags dansk trosbekendelse + uafhængighedserklæring. ”Vi erklærer disse sandheder for indlysende”, son The Foundling Fathers skrev i den amerikanske ur-forfatning i 1776.

Det var sidste gang, man kunne samle det danske folk om en trosbekendelse. I MATADOR er der ingen tvivl om, at kvinderne skal have ligeret, de elskende skal have hinanden, børnene skal selv bestemme deres uddannelse – religion skal indtages med måde, ligeledes fløjpolitik.

Der er ingen tvivl om, at Mads Skjerns upwardly mobile, ambitiøse tilflytter er til gavn for byen og samfundet. Hans foretagsomhed er nødvendig.

Ligeledes fremstilles Agnes som iværksætter i det små: hun viger tilbage for at kopiere Mads Skjern, fordi hun opdager, at han i processen har mistet sin sjæl. Alt med måde. Rødes politiske engagament hos kommunisterne er også o.k. i sig selv – ingen skal straffe ham for det,m ganske som seriens eneste jøde Stein reddes fra døden i kz-lejren.

Retfærdighed, sund udvikling og sund fornuft kunne alle blive enige om.²

En sådan vision findes faktisk ikke for USA's vedkommende. Ikke i samme grad som her.

HOMEFRONTs vision af et Amerika i forvandling er en ganske anden historie.

HOMEFRONT beskriver snarere den optimistiske stemning i USA ved Clinton-æraens begyndelse, end serien – trods alle kostumer og det særlige arkaiserende sprogbrug – portrætterer efterkrigstiden. Man rehabiliterer alle dem, som 80ernes reaganisme havde dæmoniseret: fagforeningsfolkene, arbejderne, feministerne. Men udarter aldrig til propaganda, og har altid fokus på personernes udvikling.³

I forhold til de fleste historiske serier tillod HOMEFRONT faktisk personerne at udvikle sig. Mike Sloan er ikke kun en jernhård arbejdsgiver, han forelsker sig (næsten) platonisk i barpigen Judy Owen – p.g.a. hendes entusiasme for baseball!

Den engelske krigsbrud Caroline er utro, illoyal og stjæler, men alle hendes synder skyldes oplevelserne under blitzen i London.

Robert Davis henter sin franske kone Perrette til River Run, og forsøger at leve i et blandet ægteskab, hvilket vi jo alle støtter af fuldt hjerte. Men Perrette er ingen engel, hun er en skarp og arrogant ung dame. Ikke srlig sympatisk.

Nuanceringen blev seriens adelsmærke, og sikkert også en af årsagerne til, at den blev nedlagt efter 2. sæson, skønt man havde planlagt at følge personerne over ti år.⁴ Det var for vanskeligt at følge med i seriens udvikling: nok ”får” Ginger og Jeff hinanden i allersidste afsnit – men det skyldes kun, at serien blev nedlagt, og at man ønskede at slutte på en positiv tone! Ellers er det småt med traditionelt sentimentale problemløsninger. Gloria og Abe Davis får nok deres egen restaurant, men ingen styrtende succes. Charlie og Gina får hinanden, men han må først konvertere til den mosaiske tro. Anne Metcalf og Al Kahn elsker hinanden med den 50åriges dybe selvfølgelighed, men Anne får polio, og de bliver nødt til at bryde op fra hjembyen. Mike Sloan forelsker sig i Judy, men ender med at forstøde hende – og at vende tilbage til sin Ruth og sin gamle rolle. De nemme løsninger realiseres ikke.

Allerede i år 2000 ville en serie som HOMEFRONT med utilslørede venstresnoede holdninger have været en umulighed. Synd at rent kommerciel grådighed satte en stopper for denne fortælling.⁵ Med sød ironi lod forfatterne seriens sidste replik være: God knows what will happen next.

I’LL FLY AWAY fra samme periode foregår i Sydstaterne, i den fiktive Bryland i en ikke nærmere defineret stat, med start i 1958.

Serien er langt mere direkte i sin skildring af det store dilemma i USA i 1900-tallet: racelighed. Hvor HOMEFRONT tillod Robert Davis at gifte sig med sin franske Perrette, men ikke vovede at skildre de to i erotiske situationer, og lod ægteparret forsvinde ud af serien, fordi man havde skrevet sig op i et hjørne, har I’LL FLY AWAY ingen illusioner. Her er de sorte stadig på en måde slaver i et statisk samfund. Og vi er dog kun ti år fra det store opreørsår 68.

Centralt i dette samfund er advokaten Forrest Bedford med sin børneflok, som han er alene om, fordi hans hustru er anbragt på en anstalt for sindssyge. Sådan klarer Syden sine problemer: skjul dem.

Hovedpersonen i serien er imidlertid husets sorte tjenestepige, Lilly Harper, og det er i virkeligheden hendes historie, hendes erindringsroman (bygget over en dagbog), som udgør hele serien – også selv om synsvinklen forskydes, fra advokaten til Lilly og over til familiens ældste søn. Det blev dog først klart, da serien som sådan var nedlagt, og i 1993 blev opfulgt af en mærkværdig film, hvor man følger Lily, advokaten og seriens by. Her får den nysgerrige seer at vide, hvad der senere skete med seriens figurer. En tiltrængt afslutning på en serie, som kun lige fik lov at starte op, før den blev nedlagt.

I’LL FLY AWAY blev nemlig en abort, i endnu højere grad end selv HOMEFRONT. I dette tilfælde skyldes seriens død forfatternes realisme. Serien flytter sig ikke meget, men lader forskellige sager med racebaggrund udspille sig både i byens offentlighed og i den lille, skæve familie. Denne flydende fortælleform, hvor konflikterne vendes og drejes, mens tiden går, er udpræget europæisk i formen, og opleves i europæisk kultur som en yderst realistisk fortællemåde. Hjemmepublikum savnede AFGØRELSER, savnede nye brud i fladen, at Lilly Harper blev rig og berømt eller leder af borgerretsbevægelsen, at Forrest Bedford lod sig skille fra sin sindssyge kone for at gifte sig med den kvindeligfe advokat, han har forelsket sig i – etc.

Men I’LL FLY AWAY nøjeds med at fortælle hvad der rent faktisk skete/kunne være sket i Bryland. De spektakulære begivenheder indskrænkes af seriens logik.

Serien har ingen nemme løsninger. Regina Taylor som Lilly Harper er en intelligent og vidende ung kvinde, men hun er også enlig mor, og dybt forankret i et liv præget af kamp for overlevese, omgivet af fuldkommen ugenert, morderisk racisme.

Og advokaten, spillet af Sam Waterston, er nok retlinet og en gave for lokalsamfundet, men også en svag mand, konfliktsky og optaget af sit mangelfulde privatliv.

I’LL FLY AWAY kom faktisk ind imellem til at handle om noget helt andet end seriens egentlige hensigt: John Morgan, adokatens alleryngste søn, spilles så frapperende ægte af den lille dreng John Aaron Bennett, at han ind imellem tager magten, serien kommer til at handle om at være et sært barn i en sær familie i en sær, men ikke særlig fjern tidsalder.⁶ Ligesom man hele tiden fornemmede kvindeoprøret i 70erne bag datteren Francies teenage-opsætsighed. Vi ved, at om ti år vil frigørelsen brage ind også over dette samfund, men endnu er alle fanget i et stift mønster, selv sønnen Nathan der forelsker sig både i en afroamerikansk pige – og i afroamerikansk musik.

Ved at følge replikkerne i serien kan man slutte sig til, at den fiktive by Bryland ligger i Georgia, men statens navn nævnes aldrig. Det skyldes sikkert et forsøg på at anonymisere den typiske sydstat, så ingen skulle føle sig frastødt af den brutale fremnstilling af forholdet mellem hvide og sorte.

Manuskriptforfatterne Joshua Brand og John Falsey har fortalt, at udgangspunktet for serien var filmen TO KILL A MOCKINGBIRD fra 1962. Filmen handler om advokaten Atticus Finch og hans familie, men det var Finch-familiens sorte tjenestepige Calpurnia, som forfatterne interesserede sig for

Selv om filmen er ubetinget politisk korrekt, og forsøger at løse op for tidens racekonflikt, glemmer den Calpurnia, som ellers er en begavet, belært pige, dybt respekteret af sine arbejdsgivere og en interessant figur. Calpucnia blev til Lilly Harper. Hermed vovede man at flytte synsvinklen og identifikationsfiguren fra den traditionelle hvide protestantiske mand til en afroamerikansk kvinde med et job som service- og omsorgsyder.

Hvert afsnit omkranses af små citater fra det, der senere afsløres som Lilly Harpers roman ”I’ll Fly Away” – som har forvandlet hende fra tjenestepige til højt estimeret forfatter. Serien rummede også nogler ganske bevidste provokationer: sønnen Nathan Bedford Firrest har simpelthen lånt navnet fra en af grundlæggerne af KKK!

Serien forsøgte at fortælle for både hvide og sorte om 50erne og 60ernes racespændinger, og om nyere amerilkansk historie, grundlaget for nutidens skrøbelige harmoni, hvor en ny gruppe har meldt sig i race-klasse-konflikten: the latinos.

Men den hvide majoritet var næppe så optaget af konflikten, at de kunne holde serien populær. Afroamerikanere så en serie, som koncentrerede sig om at fortælle deres historie gennem en meget hvid familie. Og latinos havde ingen som helst interesse i denne gamle konflikt.

Nuancerigdommen og det afdæmpede, moderne spil gjorde serien alt for stilfærdig. Man er faktisk nødt til at engagere sig i historien for at få noget ud af den – og dette var en serie, som skulle konkurrere med f.eks. NORTH AND SOUTH...

Serien ramte ikke en eneste gruppe i samfundet klart. Den lignede for meget en roman, eller en begavet film. Et spændende forsøg på at forene historisk bevidsthed, socialrealisme og 90ernes forelskelse i advokatdramaer, men for avanceret skruet sammen til at blive en ægte kommerciel succes.

Historien var lidt for mørk, selv om Lilly Harper slipper væk fra Georgia og sin underordnede rolle – man kunne/ville ikke indbygge nemme løsninger i fortællingen.

Og så var selv de velmenende, progressive hvide i familien Bedford ikke solstrålende helte, men fejlbarlige moderne mennesker med komplicerede personligheder. Det gør serien desto mere interessant at se i dag, og for et europæisk publikum, men diskvalificerede den som familie-underholdning på amerikansk tv.

1 Da serien skulle nedlægges, lod forfatterne Al og Anne og deres lille søn Michael forlade River Run. I sæson 2 skrev man Hank Metcalf og Robert Davis ud af serien. Det havde oprindelig været meningen, at Ruth Sloan skulle begå selvmord, men Mimi Kennedy spillede rollen så forrygende, at hendes rolle i stedet blev udvidet. I et forsøg på at redde serien havde tv-selskabet krævet yderligere fokus på de unge figurer i sæson 2, men forfatterne gik i den modsatte retning og fokuserede i stedet for Mike Sloans forelskelse i Judy Owen og Al og Annes kærlighedsforhold.

2 HOMEFRONT blev rated som nr. 67 ud af 89 amerikanske tv-serier i udsendelsesåret!

3 DR forsøgte at sælge serien til damerne ved at kalde den KÆRLIGHEDENS VEJE…

4 Kun ganske få oplysninger om ønskerne til en sæson 3 er sluppet ud fra HOMEFRONTs forfattere: de ville ikke have sendt Al og Anne ud af River Run, men beholdt dem i byen, og de ville have udvidet Lindas affære med den gifte redaktør på den lokale avis.

5 HOMEFRONT falder kun ganske sjældent for soap operaens fristelser – værst i det meget sene afsnit THE LACEMAKER, som sentimentaliserer Ginas kz-lejrophold. I øvrigt opbyder Ginas karakter seriens eneste store logistiske problem. Hvordan har Mike Sloan mødt hende i Italien i firåret 45? Auschwitz blev befriet af russiske tropper i januar 45. I efteråret samme år har Gina runde kinder og hår til skuldrene, da hun ankommer til River Run.

6 Og det største chok i seriens followup var oplysningen om at John Morgan døde ganske ung…