RACISME PÅ FILM - BIRTH OF A NATION, historisk film

THE BIRTH OF THE NATION D. W. Griffith 1915

Film kommer og går, men klassikerne består. Endnu i dag betegnes THE BIRTH OF A NATION som et af filmens hovedværker. Men når man ser filmen med friske øjne, er det vanskeligt at løsne sig fra indholdet, og udelukkende opleve den som et filmhistorisk monument. BRTH OF A NATION blev nemlig en uhyre meningsdannende film, dens betydning rækker langt ud over kulturhistorien. Mange film er i dag kun interessante som filmhistoriske kvantespring.

TBOAN er en stadig meget stærkt virkende film, og dens holdninger trak blodige spor gennem et helt århundrede.

THE BIRTH OF A NATION er nok en ubestridt klassiker, en af de første langfilm med historisk emne, og rent filmisk stadig - indimellem - et fængslende værk. Stamfaderen til alle senere historiske film, med minutiøse rekonstruktioner af feltslag, attentater, fester og hverdag. Problemet er, at filmens holdninger er fuldkommen uacceptable. Det var de i og for sig også ved tilblivelsestidspunktet. I 1915 var Mark Twains ”Huckleberry Finn” allerede en klassiker. - den udkom i 1884, forgængeren om Tom Sawyer allerede i 1870erne. Der VAR andre muligheder og holdninger på torvet end Griffths racehad.

USA’s præsident Woodrow Wilson fik forevist BOAN og faldt pladask for filmen - selv om dens synspunkter absolut ikke var analoge med hans egne. ”Historien skrevet med lys”, sagde han. Dette udsagn er en ret god beskrivelse af kommende årtiers opfattelse af filmen.

Men BOAN er netop ikke historie: filmen er den rene skære ondsindede historieforfalskning og racistiske propaganda. Så er det sagt.

Da filmen fik premiere i Georgia, blev KKK genoplivet, der var 22 lynchninger af afroamerikanere alene i 1915, og i løbet af få år var KKK oppe på et medlemskab på 8 millioner.¹

Griffith blev da også kritiseret i samtiden, og måtte allerede i 1916 skabe den første virkelig opulente, til kvalme grænsende kolossalfilm, INTOLERANCE, der (uden at nævne afroamerikanernes skæbne) skildrer ondskabens rolle i fire historiske epoker.

Det forekommer, som om filmhistorikere har været alt for fikseret på USA som filmland i den tidlige stumfilmsperiode. Derfor fremstilles Griffith som en fuldkommen enestående filmskaber. Måske et synspunkt, som ikke kun er lokalpatriotisk farvet; i en lang periode var det faktisk svært at komme til at se gode kopier af stumfilm fra Sovjet, Italien, Tyskland og Frankrig. Nu, takket være dvd-revolutionen, begynder storfilmene fra 1910erne at dukke op, og man kan sammenligne - og undre sig.

Griffith var langtfra alene. Han gjorde egentlig kun, hvad filmskabere overalt i verden var i færd med: at opfinde filmen som drama, at gøøre klipningen til filmens puls, og at fortælle store, komplicerede, episke handlinger i kraft af enkle følelser.

Som intim filmskaber nåede Griffith langt større højder i værket BROKEN BLOSSOMS, men i 1915 gik han anderledes roligt til værket: han filmede uden manuskript, med handlingen skitseret, men aldrig pindet ud end sige manuskriptfikseret. Måske skyldes den flimrende, heftige stil simpelthen, at man improviserede og at Griffith ville have det bedste ud af det forhåndenværende materiale.

I dag er der altså tre måder at se THE BIRTH på. Enten som filmhistorisk dokument, som opfordring til hate crimes - eller som et vigtigt historisk dokument, der fortæller om årsagen til USA’s største misere, misforholdet mellem ”racerne”.

Men lad os se nærmere på værket. Det er en filmatisering af romanen THE CLANSMAN fra 1905 af amatørpræsten Thomas Dixon Jr., en skildring af perioden efter borgerkrigens ophør, den såkaldte Reconstruction, hvor de frigivne slaver skulle integreres i samfundet. Det, som blev rekonstrueret, var i virkeligheden en slags kopi af sydstats-samfundet fra før borgerkrigen, med frie hvide - og ufrie sorte.

Men perioden havde fået en del hvide sydstatsfolk til at tro, at de fhv. slaver var ved at overtage samfundet. Plantagerne blev opløst, solgt eller opdelt. Frie slaver skabte sig en levevej ved handel. Men det, som især fik hvide sydstatsfolk til at vente det værste, var troen på, at sorte var seksuelt totalt uhæmmede, og at de kun ønskede at voldtage/mishandle hvide kvinder, helst blonde jomfruer.

Filmens historie er, at mulatten Silas Lynch bliver udnævnt til guvernør i en sydstat. Her indfører han en slags ”sort terror”. Niggerne, som de hedder i filmen, forvandler parlamenterne til abebure, drikker og horer og tillader ægteskaber på tværs af racer

Igen og igen vender Griffith tilbage til hovedsagen: niggerens ulyksalige trang til at kaste sig seksuelt over hvide kvinder, der hellere kaster sig ud over dræbende afgrunde, end udsætter sig for en sådan vanære. Niggerne ønsker ikke at elske med hvide kvinder, men at voldtage dem. Men den værste er dog mulatten Lynch, der kaster sig over ingen ringere end tidens største stjerne, blegfisede Lilian Gish.

I en lang, nydende scene indfanger han hende, som en kat fanger en mus: her spiller Griffith helt tydeligt på publikums pirring ved tanken om Rassenschande. Kvindernes ære er hele den hvide races ære, som i mange mellemøstlige familier. Forskellen er sådan set kun, at hvide kvinder ikke formodes at kunne forsvare sig, de dåner alene ved tanken om sex med en sort.

De få tilbageværende sydstats-officerer, der endnu ikke har mistet gejsten, slutter sig sammen i Ku Klux Klan og ”redder Syden fra anarki”. Kvinderne er deres stærkeste støtter, de syr klandragter og hjælper de tapre hvide mænd på alle måder. Og således kan racerne til sidst indtage den plads, som Gud ifølge Dixon har tildelt dem.

THE BIRTH OF A NATION fik sin pompøse titel, fordi navnet THE CLANSMAN trods alt ville skræmme publikum bort. Filmen bar dog den oprindelige titel ved en enkelt visning, så greb filmselskabet ind og gav den en titel, der kunne samle publikum.

Der medvirker faktisk afroamerikanere i filmen, men kun anonymt i masseoptrinene, de ”sorte” med rigtige roller spilles af maskerede hvide. (De ”ægte” afroamerikanere er lette at spotte - de fremstilles som godtroende tosser, hvis børn falder af hestevogne, fordi de er så dumme, at de ikke kan finde ud af at holde sig fast). Griffith søgte at forsvare sig mod anklagerne ved i filmens ”forord” at påkalde sig såvel Bibelen som ytringsfriheden - og Shakespeare.² KKK stod stærkt i 1915 og senere, og Borgerrettigheds-gruppers protester udrettede ikke meget.

Filmen blev egentlig ikke i begyndelsen opfattet som racistisk, snarere som en spændende historisk skildring, som man ikke kunne modsige. Og den blev en af verdens første mega-succeser. Den blev fra 1915 til 1945 set af 200 millioner amerikanere, og blev efter sigende også en stor succes - i Sydafrika og Tyskland. En investering på 100.000 dollars indtjente 18 millioner dollars alene i de første to år.

Dens synspunkter kan have medvirket til udformningen af apartheid.-politikken i Sydafrika. Lige frem til krigsudbruddet i 1941 var THE BIRTH OF A NATION stadig den mest sete amerikanske film.

Griffith anvendte denne totalt frastødende historie til at indføre en febrilsk aktiv fortællestil. Filmen varede i mere end to timer, og indeholdt utroligt mange forskellige indstillinger og klip, selv om den blev optaget uden drejebog eller manuskript.

Det er filmens slagscener fra Borgerkrigen, som fascinerer mest. : Og den bizarre fremstilling af de trofaste slaver, ”the trusted souls”, hvor især en lille prop af en køkkenslave er i stand til at banke 2-3 yankee soldater med de bare hænder.

Griffith kunne ikke alene trække på fremragende dokumentariske fotoserier, men også på veteranernes beretninger. Der lå trods alt kun 50 år mellem krigen og filmen - han ønskede oprindelig at skildre slaget ved Peterburgh, men endte med at indspille ét stort slag, der kom til at stå som symbol for hele Borgerkrigen. Han trak på samtidige skitser og fotoserier: Borgerkrigen var den første krig, som blev dækket grundigt af pressefotografer. Men Borgerkrigen og rekonstruktionen af Sydstaterne var endnu et betændt emne, som man ellers havde undgået at skildre. Griffith hævdede, at han også havde brugt uimodsigelige visuelle kilder til at beskrive f.eks. de frigivne slaver som parlamentsmedlemmer, men det er ikke sandt: der blev aldrig filmet i parlamentet. Han hentede i stedet sine groteske skildringer fra samtidige satiriske og racistiske tegninger.

Der er endnu aldrig indspillet en ”modfilm” med tilsvarende gennemslagskraft - ingen THE BIRTH OF A NATION set fra sort synsvinkel.

Filmen behandler en periode, som stadig er underbelyst i amerikansk historie. Hvide amerikanere var formentlig i 1868 rystede over, at der nu var langt flere sorte end hvide stemmeberettigede især i Sydstaterne. Hvor en plantage-ejers familie måske talte 12 personer, kunne der være flere tusinde slaver.

Men kun i South Carolina viste det sig, at man fik en midlertidig regering med sort majoritet. Her afskaffede man forbuddet mod ægteskab mellem ”racerne”. Forbuddet var under alle omstændigheder hyklerisk: det havde været ganske normalt for hvide MÆND at leve sammen med afroamerikanske KVINDER under slaveriet. Frygten gik kun på, at de sorte mænd ville kaste sig over de forsvarsløse hvide kvinde, som i BOTN.

Backlashet mod denne tilsyneladende frihed og demokrati (en vælger = en stemme, køn og kulør er ligegyldigt) kom snart. Og i perioden fra 1890 til 1920erne gennemlevede USA en dybt racistisk periode.

Man talte om The New Negro, den første generation som var vokset op uden at kende til slaveri, og som ønskede en plads i det amerikanske samfund. Men modbevægelsen fra de hvide var stærk: den resulterede i et segregeret samfund med manglende demokratiske rettigheder til de sorte, og en grotesk ulige opdeling af formue. De New Negroes, som faktisk forsøgte at modarbejde den nye stramme opdeling, blev ofre for lynchning. Efterhånden udstrakte man denne ekstreme selvtægt til at ramme afroamerikanere, der ved et tilfælde kom til at røre ved hvide kvinder, svarede uhøfligt - eller dristede sig til at være politisk aktive.

Under den kølige økonomiske kalkule lå et frygtblandet racistisk had, som THE BIRTH OF A NATION giver mæle. Et had og en afsky, som nok var nyttig i slavetiden, til at bortforklare at man holdt andre mennesker ringere end produktionsdyr, købte, solgte, myrdede, voldtog og ydmygede andre mennesker, uden at opfatte dem som andet end ejendom.

THE BIRTH OF A NATION opstiller kun to muligheder for The New Negro: enten at forblive underdanig, dum, mindreværdig som slave - eller at gå linen ud i ondskab og liderlighed. Hvad THE BIRTH OF A NATION faktisk forudså, var et regulært holocaust på den hvide ”race” begået af frigivne slavers børn. Denne fiktive trussel minder om nutidens ”anti-islamister”s ide om, at alle der tilhører Islam en dag vil begynde at skære halsen over på naboer, kunder og venner.

Griffith og Dixon (der ikke engang blev nævnt i filmens credits) forfalskede selvfølgelig historien. De frigivne slaver overtog sandelig ikke magten i Sydstaterne efter 1868. At afroamerikanerne fik stemmeret, var dog kun en logisk følge af frigivelsen - og af USA’s forfatning.

Godt nok frygtede sydstaternes hvide, hvad der ville ske, når 4 mio. nyligt frigivne, hævngerrige slaver blev sluppet løs som vælgere. Skræmmebilledet var selvfølgelig rent sorte regeringer og sorte guvernører. Især fordi højtstående embedsmænd og officerer fra Konføderationen var udelukkede fra at stille op. Men det skete ikke.

Problemet var jo snarere, at slaveriet ikke havde forberedt slaverne på en krævende tilværelse i frihed. Og den næsten mytiske afsky, troen på at ingen form for uddannelse kan udslette raceskel. Den demonstreres egentlig tydeligst i BOTNs skildringer af ”de ærede medlemmer” i Parlamentet, lutter sorte der smugdrikker sprit, sidder med bare fødder oppe på bordet eller beholder hatten på inden døre.

Det forunderlige er jo, at den frigivne slave i det hvide samfund burde være indbegrebet af den amerikanske drøm: drengen fra samfundets bund, som skaber sit eget liv og overskud. Men af rent racistiske årsager opfattedes denne New Negro kun som en trussel.

Præsident Lincoln havde lagt store planer for en hurtig og smertefri rekonstruktion af Syden. Disse planer gik i vasken ved hans død i april 1865. Samme år blev slaverne teknisk set givet fri. Allerede i 67 indførtes der de facto undtagelsestilstand i hele det berørte område, hvor man havde praktiseret slaveri. Først i 1870 garanterede en lov sortes ret til at stemme, men her kom terrorangreb i vejen: KKK formåede at skræmme det sorte flertal og holde sorte vælgere borte fra valget.

I 1877 blev de sidste nordstats.tropper trukket ud af Syden: det, man kaldte Rekonstruktionsperioden, var forbi. En massiv tilflytning af hvide sørgede for, at opdelingen imellem racerne og mellem klasserne, forblev klar - lige til borgerretsbevægelsen i 1950erne.

THE BIRTH OF A NATION virker stadig stærkt, det er en meget selvbevidst stumfilm. I dag virker filmen nok stærkest mest gennem publikums indre modvilje og undren. Selv om filmen prætenderer at skildre historien (og minutiøst rekonstruerer f.eks. mordet på præsident Lincoln og træfninger under Borgerkrigen), lyver den lodret - KKK stod ikke bag hele kavalerislag i sydstaternes byer. Trods sine åbenlyse løgne lykkedes det filmen at fastholde billedet af ”de sorte” i årtier - i alle amerikanske film. Enten som farlige, seksuelt drevne monstre, eller som tosser fuld af god vilje. Efterhånden kasserede man billedet af den sorte som dyrisk eksistens, og koncentrerede sig om tossen.

Da Hattie McDaniel i 1940 fik en Oscar for bedste kvindelige birolle som Mammy i GONE WITH THE WIND, betød det i virkeligheden et brud med THE BIRTHs billede af afroamerikanere. Mammy er stærk, klog, retfærdig og kærlig - hun står højt over Griffiths abeagtige væsener.³

Men ellers var mulighederne for sorte skuespillere indskrænket til at skabe sig tosset som parodi på en tåbelig sort slave.

THE BIRTH OF A NATION skildrer en tragisk tidsalder, som stort set nulstillede slavernes gevinst efter Borgerkrigen. De blev ikke til en magtfuld klasse af stræbende nye borgere. De kom til at overtage alle slavernes job: som tjenestefolk, gartnere, bomuldsplukkere, ufaglærte daglejere.

Og slaverne og afroamerikanerne forsvandt ud af amerikansk mainstream kultur. Med ganske få undtagelser har amerikansk film negligeret det kolossale materialelager, som slaveriet udgør. Spielbergs AMISTED og THE COLOUR OF PURPLE er to undtagelser, som faktisk blev set af et hvidt publikum. Det samme var tilfældet med filmatiseringen THE HELP i 2011. Måske er der lys forude...emnerne står i kø for at blive billedgjort.

Fabelen løb af med Spielberg i AMISTED i 1997 – der var så meget stof, så meget bitterhed, så megen retsindighed, at fabelen løb af med ham, og filmen endte med at blive alt for politisk korrekt - det var faktisk op til de fromme Evangelister at bekoste de frie slavers rejse hjem til Sierra Leone, ingen andre gad lægge ud - og der blev sandelig ikke sat nogen stopper for slavehandelen i 1841!

Lars von Trier har ret, når han i 2005 i Cannes henviste til mørkelægningen af hele processen fra indførelsen af slaveriet over frigivelsen, til nutidens parallelsamfund. Hans film MANDERLAY er faktisk det første forsøg på at forklare forholdet mellem slaveri og frihed, diktatur og selvbestemmelse, som blev aktuelt ved slavefrigørelsen i USA. Lidt sent, og ikke indspillet i USA.

Han postulerer faktisk i filmen at denne diskurs (eller rettere: manglende diskurs) fører til senere misforståelser, som f.eks. den kluntede invasion i og ”demokratisering” af Irak. Det kan jo ikke undre - USA’s kulturelle arv rummer film som THE BIRTH OF A NATION, men ingen ”modgift”.

MANDERLEY er den første film, som vover at tage det penible spørgsmål om sort/hvid op på et helt enkelt plan, hvor tingene siges ligeud - på en Bertolt Brechtsk måde. Filmens nøglescene er Graces forsøg på at give sorte frihed og styrke, ved at sende en af de unge sorte mænd ud og male ”sine fantastiske kunstværker”.

Hun holder en lille (egentlig ret patroniserende tale) til ham som den, der giver ham frihed, hvorefter hun må konstatere, at hun ikke kan skelne de sorte fra hinanden. For hende er de først og fremmest - negre. Trods hendes ønske om frihed og lighed for alle. Racismen er blevet til blindhed. Der skulle en del film til for at skabe denne blindhed – BOTN var den første. En film, der fik lov at trække blodige spor.

 1: segregatiuonen i sydstaterne gik så vidt, at afroamerikanere faktisk i en periode fik produceret film kun med sorte skuespillere - de fleste er senere gået tabt.

2 Filmens underlægningsmusik er en historie for sig. Her veksler uddrag af Wagners ”Rienzi” med Valkyrieridtet og ouverturen til Bellinis ”Norma” med ”Home sweet home” og  ”Dixie”.

3 Producenten Selznick var stolt af hendes Oscar, men ved uddelingsfesten måtte hun sidde ved et separat bord - og hun var ikke med i publikum, da filmen havde urpremiere i Atlanta, da hun ikke ville have kunnet sidde sammen med hvide i biografen.