KATASTROFE: CLEOPATRA. HISTORISK FILM.

KATASTROFEN

CLEOPATRA Joseph Mankiewicz 1965

Nogle historiske fortællinger virker som ramt af en veritabel forbandelse. Det forhindrer dog ikke filmselskaberne ustandselig at vende tilbage til stoffet.

Nogle historiske fortællinger virker næsten umulige at omsætte til salgbare film – de mangler kærlighedshistorie, moderne relevans og en upbeat slutning.

Mens Jeanne d’Arc gennem tiderne har lagt navn og historie til en række vellykkede, interessante film (og mindst ét mesterværk), har Cleopatra medført den ene katastrofe efter den anden. Måske fordi hendes historie i så høj grad er - hendes receptionshistorie?

Ingen har endnu forsøgt at fortælle den RIGTIGE historie, eller blot forsøgt at nærme sig den rigtige historie. Cleopatra på film er altid set gennem aldrende mandlige producenters øjne. Aldrig som dronning, aldrig som hellensk fyrstinde, mest af alt som erotisk overgearet kvinde.

Det gik helt galt, da grådige filmstudier i begyndelsen af 60erne forsøgte at genskabe en gammel succes med tidens lysende unge stjerne, Liz Taylor, i titelrollen, for at tjene hurtige penge. Der var ingen kærlighed til projektet, intet sprudlende manus, ingen beåndet instruktør, og absolut ingen værdig hovedrolleindehaver.

Filmen blev virkelig et flop, der skrev forretningshistorie. Og i 1964 havde man hverken videresalg til video/dvd eller tv at satse på, kun antallet solgte billetter talte. Men opgør man verdens 50 største sællerter, og korrigerer tallene for inflation, kommer CLEOPATRA faktisk ind på en flot 38. Plads.¹ For selve skandalen solgte i en vis grad billetter – og efterhånden er filmen blevet en klassiker på egne præmisser. Hvad var det egentlig, der skete?

CLEOPATRA lagde næsten studiet 20. Century Fox ned økonomisk, og afsluttede en ære af kostbare, men populære storfilm. Ideen virkede ellers indlysende, at bruge den nye stjerne til at t portrættere den sexede egyptiske dronning fra oldtiden.

Studiet var – som alle andre – i nød, efter at systemet med faste kontrakter var brudt sammen. På samme tid begyndte tv at vinde terræn. Man måtte skabe noget, som tv ikke magtede: opulente, overdåge film i grelle farver. Film, der krævede at blive set i en biograf, ikke på en lille tv-skærm. Noget sensuelt, som man ikke turde udsende i de tusinde hjem.

Man ledte efter gamle succeser, som hurtigt kunne genindspilles. I 1917 havde studiet tjent en formue på Theda Bara som Cleopatra. Følgelig blev en række mere eller mindre kompetente mennesker sat til at skrive et manuskript over den gamle skabelon.

Filmens hovedproblem er og var, at ingen lod til at interessere sig for Cleopatra som dronning, kvinde eller magtmenneske, end sige som historisk figur. I og med, at man havde valgt Liz Taylor til at spille hende, måtte resten gå af sig selv. Som det bedst kunne.

I stedet gik meget af tiden med at skrive roller til hhv. Julius Cæsar og Marcus Antonius, Cleopatras to elskere.

Studiets chef udtalte at Cleopatra selv ikke var så vigtig, hun kunne spilles af enhver starlet. Men andre kræfter ønskede en virkelig stjerne. Den unge ærgerrige Joan Collins blev prøvefilmet, og utroligt nok leverede hun en spændende Cleopatra, slet ikke dårligt spillet, langt mere fascinerende end Liz Taylor. Måske kunne denne rolle have forædlet hendes talent? Andre mulige egyptiske dronninger var Joanne Woodward, Audrey Hepburn, Sophia Loren eller Susan Hayward – fire meget forskellige film med meget forskellige skuespillere. Senere i forløbet foreslog en desperat chef, at man overlod titelrollen til Marilyn Monroe. ²

Liz Taylor opfattede mest forslaget som en joke, og krævede leende 1 mio dollars i gage. Den første gang. et amerikansk studio betalte en så stor sum til en skuespillerINDE, og hun åbnede porten til fremtidens utrolige skuespillergager.

Hun blomstrede i dramaer som BUTTERFIELD 8 og SUDDENLY LAST SUMMER, og samarbejdet med Richard Burton slog flammer i WHO’S AFRAID OF VIRGINIA WOLFF. Hun kunne sagtens spille en rolle hjem, hvad man ind imellem kommer i tvivl om, når man ser CLEOPATRA. Shakespeare beskriver Cleopatras ”infinite variety”, en egenskab som slet ikke var inden for Liz Taylors rækkevidde i 1961. Men smuk var hun. Violette øjne og perfekt teint.

Filmens manus følger fra begyndelsen slet ikke Cleopatra, men Cæsar. Første scene (instrueret af studiets chef Darryl F. Zanuck, efter at han kortvarigt havde fyret instruktøren) fremstiller en bitter Cæsar, der netop har vundet borgerkrigen – over en Pompejus, som vi aldrig ser så meget som skyggen af. End sige hans afhuggede hoved. Og sådan bliver det ved. Filmen er hele tiden lige på nippet til at få en handling, men breder sig over alt for meget, der skal forklares for publikum, og som skygger for handlingen.

Filmarbejdet kom ud for en række uheld. Man kunne egentlig lave en hel meta-film over CLEOPATRAs smertefulde fødsel. Første indspilningsdag lammedes arbejdet af en frisørstrejke! Man forsøgte at skyde alle udendørs scener om efteråret i Pinewood studierne i England, men kulisserne af papmache faldt sammen p.g.a. fugt, mens de importerede palmer visnede. Møgvejret nødvendiggjorde at flytte optagelserne til Italien, og de allerede byggede kulisser blev destrueret.

Først fyrede studiet instruktøren Rouben Mamoulian. Veteranen (hvis hovedværk QUEEN CHRISTINA med Greta Garbo er fra 1933!) havde påtaget sig opgaven, men magtede ikke at løfte den. Joseph Mankiewicz var ikke interesseret i de personaletunge scener med store folkemængder, men paradoksalt nok fungerer de bedre end de mange, nærmest syrede dialogscener.

Oprindelig havde man engageret Peter Finch som Cæsar, og Stephen Boyd (frisk fra BEN HUR) som Antonius. Finch var lammet af afsky for det elendige manus, som hele tiden blev ændret, og hadede den tvungne lediggang, mens man ventede på kostumer, kulisser, drejebogsændringer. Han og Boyd skyndte sig ud af deres kontrakter, og efterlod filmen og Liz Taylor.

Peter Finch lod til at give rollen som Cæsar noget mere vildskab og ungdom end den noget satte Rex Harrison. Bevarede klip fra originalmaterialet viser en helt anden film end den,. erfarne Joseph L. Mankiewicz lagde navn til ved premieren i 1963.

Liz Taylor forlangte ifølge sin kontrakt vetoret over studiets valg af ny instruktør, og insisterede på at få Joseph L. Mankiewicz, der havde held med filmatiseringen af Tennesee Williams’ teaterstykke SUDDENLY LAST SUMMER, hvor Liz spillede ung, sindssyg pige.

Mankiewicz havde aldrig før skullet styre en så formløs produktion som denne. Han kasserede alt materiale og manus for at begynde forfra. Men så blev Liz Taylor syg, hun skulle hasteopereres, nåede at dø klinisk et par gange, og efter genoplivning tog hun (demonstrativt i rullestol) tilbage til USA for at komme sig. Sygdommen er forklaringen på, at hun i lange stræk af filmen ser herrens ud. Hun havde det elendigt, og hun brød sig ikke om filmen og hvad den gjorde ved hende.

Mange, alt for mange hænder fik lov at røre ved manus, inden det blev givet videre til skuespillerne, dialogen er da også splittet, karaktererne usammenhængende. Forfatterne, hvem de ellers monne være, lader til at være langt mere optaget af forholdet mellem Cleopatra og Antonius, end af hendes forhold til Cæsar. Måske fordi dette forhold i så høj grad er blevet teatermyte på grund af Shakespeares stykke. I stedet for at låne, forsøger forfatterne at forbedre, altid en vovelig affære, når grundlaget er Shakespeare.

Det hævdes, at selveste Lawrence Durrell var involveret i manus. Måske fordi han havde skrevet ALEXANDRIA-KVARTETTEN? Men Mankiewicz lader til at have banket en helt ny dialog på plads under ekstremt tidspres. Han filmede om dagen og skrev om natten. Alligevel fik filmen aldrig et egentligt script, og hele sekvenser blev improviseret frem.

Efter katastrofen med de aflyste optagelser i England, begyndte man at filme i Cinecittas studier lige uden for Rom. Der opstod regulær mangel på byggematerialer i Italien p.g.a. filmen, og hede og tørke fik Fox til at undre sig over budgettet til VAND til de mange statister. For at spare penge bad man folk om at gemme papirkrusene…

Der gik gigantomania i sagen, kulisserne skulle jo give production value, så det genopførte Forum Romanum blev tre gange større end i virkeligheden.

Som erstatningg for Peter Finch ønskede studiet at sikre sig Laurence Olivier, der løb skrigende bort – hvorefter Rex Harrison, elegant og kølig, blev hyret til at spille Cæsar.

Richard Burton blev købt fri af sit behagelige job som kong Arthur i musicalen Camelot, som han spillede på Broadway. Og Roddy McDowell, en ny karakterskuespiller, blev engageret til at fremstille Octavian, den senere Augustus. Det så omsider ud, som om filmen kunne blive til virkelighed, men den havde allerede sprængt budgettet. Nu drejede det sig om at overleve.

I øvrigt er den nu foreliggende film en torso. Mankiewicz endte med, hvad man kunne have udsendt som to film – en om Cleopatra og Cæsar, en som Cleopatra og Antonius. I stedet insisterede filmselskabet på at klippe filmen ned til ”almindelig” helaftenslængde. Og destruerede det fraklippede stof, således at det er umuligt at genskabe originalen.

Især Richard Burton var rystet over den hårdhændede fremgangsmåde (når man havde bevaret helt ubrugelige optagelser med Peter Finch, kunne man vel have sparet hans egne fraklip), og hævdede, at man havde kastreret hans Antonius. Det er umuligt at vide, om han havde ret.

I 1995 forsøgte man at lokalisere det kasserede stof.

Mankiewicz havde først klippet stoffet fra de to film sammen til en varighed af lidt over 4 timer, men en film af denne længde kunne kun spilles én gang hver aften, og derfor ville det tage alt for længe for studiet at tjene de investerede penge ind. Derfor blev filmen (inden den europæiske premiere) nedklippet med endnu en time. Det er vel grunden til, at alle bifigurerne nu henstår som skitser, handlingen måtte koncentreres om de tre hovedpersoner.

Filmen som den er virker på alle måder leddeløs. Som om man, efter at have brugt uanede formuer på sætstykker, kulisser, similismykker, parykker (og honorar til Liz Taylor), måtte spare overalt, hvor det endnu var muligt. Derfor er Nilen noneksistens, selv om Cæsar hentyder til den gang på gang ”she has the Nile in her eyes”). Vi har i alt fald intet set til den, og kan derfor ikke vide, hvad det er, han taler om! Ligeledes glemmer filmen fuldkommen den søn, Cleopatra og Cæsar får sammen – han render rundt og leger som lille dreng, men som voksen mand reduceres han til en skygge i baggrunden. Hvad sker der med ham, når romerne invaderer hans mor og stedfars rige? Vi hører det ikke.

I Alexandria kommer vi ikke uden for paladset og paladsets havn, der er ingen fornemmelse af en by. Rom er ikke meget bedre. Man har opbygget en fantomudgave af Forum Romanum til brug ved den indlagte ballet med Cleopatras indtog. Denne ballet, som er langt mere Caesar´s Palace i Las Vegas end Forum Romanum, og som optager kostbar tid, der kunne have været brugt på skuespil. Balletten er ren production value, beregnet på at imponere i biografen. Hjemme ved bluray-afspilleren klipper man bare videre til Cleopatras ankomst...

CLEOPATRA minder på mange måder om franske udstyrsoperaer fra Den Store Opera i Paris’ storhedstid – som Meyerbeers ”Huguenotterne”. Der er endda placeret en ballet midt i værket, ganske som på Den Store Opera. I dette tilfælde skal semi-topløse afrikanske danserinder lege Las Vegas på Forum Romanum, inden Cleopatra ankommer, med sorte pramdragere trækkende en slags Ikea-model af Sfinxen i Giza. Og blinker ad Cæsar, ganske indforstået, mens hun smiler med sin slimede pink mund, under øjenlåg, der er kilotunge af turkis øjenskygge.

Omgivelserne bliver aldrig levende, de er som gamle kulisser på et teater, med malede døre og døde vinduer. Selv Mankiewicz’ billige produktion i sort-hvid fra 1953, JULIUS CAESAR efter Shakespeares stykke, har et langt bedre fungerende Rom, her lod man det usete (arenaen bag Cassius og Brutus f.eks.) spille med i handlingen. Mens vi overværer en diskussion mellem Cassius og Brutus, får Cæsar tilbudt en fiktiv krone - og afslår den - et stykke politisk teater, som er betydningsfuldt for handlingen. Og det er faktisk vigtigt, at vi ikke SER hgvordan Cæsar reagerer – vi skal være lidt usikre på hans faktiske holdninger. Denne dynamik skyldes selvfølgelig Shakespeare, men det er velgørende at Mankiewicz fastholder den oprindelige opdeling og ikke klipper for at visualisere optrinnet i al sin pragt. I CLEOPATRA skal der være pragt for enhver pris. Også der, hvor man intet aner om husenes udseende. Cleopatras palads i Alexandria kommer derfor til at minde om en egyptisk uge i Ikea, krydset med Star Trek-æstetik. Det er 60er-stil for fuld, ugenert udblæsning.

Rom har altid været en af Hollywoods favoritter. Et problem og en evig, delvist ulykkelig kærlighed.

Mankiewicz’ filmudgave af Shakespeares teaterstykke JULIUS CAESAR fik filmkritikeren og –historikeren Roland Barthes til i 1957 at udmønte sine iagttagelser i et vittigt essay om sindsbevægelse som fremstillet i tidens amerikansk film. I JULIUS CAESAR kan man på graden af personernes svedighed (dog kun i ansigerne! Sved andre steder er vulgær!) konstatere, om de tænker dybt og i konflikt.

Noget lignende kan iagttages i CLEOPATRA.

Mankiewicz’ JULIUS CAESAR nævnes her af en anden grund, solv om filmen jo ret beset er en filmatisering af et klassisk skuespil, uden noget større ønske om at virke ”historisk korrekt”. Filmen rummer, omgivet af ærbødig kedsommelighed, en eneste præstation, som får én til at ærgre sig over den tabte mulighed i CLEOPATRA.

Mankiewicz’ JULIUS CAESAR er en renfærdig tolkning af originalen. Det eneste virkelig revolutionerende i filmen er Marlon Brandos tilstedeværelse som den unge Marcus Antonius. Hans spillestil og væsen skiller ham fra alle de de mildt kropsløse skuespillere - Calhern, Mason, Kerr, Gielgud - der omgiver ham. Method acting og rå kropslighed gør sin entre i Shakespeare. På en måde er hans tolkning ubetinget ”historisk korrekt”. Man kan ikke lade være med at sukke ved tanken om, hvad Marlon Brando kunne have gjort ved CLEOPATRA ti år senere, hvis Mankiewicz havde sluppet ham løs på Liz Taylors klumpedumpe af en Cleopatra.

Rex Harrison nægtede åbenbart at optræde som Julius Cæsar med bare ben/arme, så han er konstant indpakket i purpurfarvede handsker og benskjulere. Det ser ikke godt ud, men passer godt til alle de spøjse historiske beslutninger.

Græske vaser anvendes til at pynte med afskårne blomster i fine buketter.

Antonius og Octavia, hans kedsommelige romerske kone, spiser siddende og mutters alene. Ligesom Cæsars hustru Calpurnia serverer en ”cocktail” for gæsten Antonius, da han ankommer til Cæsars hus, hvor slaverne må være gået i strejke. Selvfølgelig kommer Antonius i en stridsvogn, datidens Ferrari?

Og bedst af alt: den absurde tvekamp på skibet mellem Antonius og Octavian – denne kamp afslører, at man ikke kan bruge romerske værd til en traditionel teater-fægtescene. Sværdene er konstrueret til at stikke med, ikke svinge. Kampen bliver ufrivilligt komisk, også fordi Richard Burton afslører sine korte, laskede arme.

Men det sødeste påhit er det egyptiske plottebord anvendt under søslaget ved Actium. Her sætter man ild til skibene, der så brænder op på bordet.

Cleopatra optræder iklædt kære små badehætter, med påklistret lotus. I de stramme, korsetterede kjoler kommer den rundbuede Liz taylor til at ligne en hårdt snøret pølse.

Det tristeste aspekt ved denne ødelagte film er dog, at den skandale, som var med til at sælge billetter - forholdet mellem Taylor og Burton, der medførte to skilsmisser og et bryllup - ikke beriger historien. Det virker, som om parret kørte al passion af uden for scenen. Man kan godt forstå, at en rystet Taylor måtte gå uden for og kaste op, da hun i 63 i London omsider kom til at se slutversionen af den film, som havde taget tre år af hendes liv.

Den modtog 4 oscars for teknik, ingen for skuespil. Joseph L. Mankiewicz slap ud af dette helvede som mental og fysisk invalid.

Anmelderne brød sig egentlig kun om Roddy McDowell som den modernistisk psykotiske Octavian - og Rex Harrison, der ifølge andre anmeldere spillede professor Higgins fra MY FAIR LADY også som Cæsar.

Taylor fik at vide at hun var ”overpaid, overweight and undertalented”. Hårde ord, men sjældent har man oplevet, at en skuespiller befinder sig så langt væk fra sin rolle og dens motivation.

Synet af Cleopatras lille sorgløse gump, da hun formodes at overveje selvmord efter Antonius’ død, er uforglemmelig.

Liz Taylor var glimrende i stand til at efterligne følelser, hun havde set på film. Virkeligheden havde endnu ikke megen plads i hendes spillestil. Hun var og blev en sød, pæn pige, derfor formår hun heller ikke at stikke så meget som et eneste hul i sengetæppet med Antonius' sværd, da hun går amok efter at have hørt om hans bryllup med Octavians søster.

Ti år senere ville hun have kunnet puste liv i Cleopatra. Men da var hun formentlig, set fra filmindustriens synsvinkel, for gammel til denne type roller.

Besætningen af Cleopatras krævende rolle blev egentlig kun afgjort ud fra to principper: penge og the male view. Op gennem hele filmhistorien har mænd udvalgt, castet, skrevet og instrueret film, for slet ikke at tale om fotograferet. Op gennem filmhistorien er kvinder blevet set af mænd og gengivet af mænd. Elizabeth Taylor opfyldte ikke engang the male views krav – hun var syg og så elendig ud under størstedelen af optagelserne, der ikke kunne udsættes yderligere. Ikke desto mindre gerådede mandlige anmeldere i svime ved synet af en nøgen Liz T. nedsænket i hvidt vand (mælk?) eller dækket af et tæppe.

Hvorfor fascinerer dette genrens mislykkede, kuperede hovedværk så stadig? Mest fordi historien er så bagvendt fortalt. Julius Cæsar er filmens rygrad, og da han dør, er vi efterladt alene med en flok dværge, hvoraf Richard Burton spiller på rutinen. Udstyrsstykket virker stadig. Som Roddy McDowell senere rystet bemærkede: de skræddere, som i 1953 havde syet alle dronning Elizabeths kroningsdragter, havde også syet FIRE kroningsdragter til hans Octavian – komplet med ægte forgyldt egeløvskrans og gyldne sandaler.

Elizabeth Taylor opnåede, om ikke andet, at skabe en ikon. Hendes sorte pagehår og faraoniske øjenmakeup blev ensbetydende med både Egypten og Cleopatra, selv om den historiske Cleopatras familie kom fra Makedonien.

I 30erne havde den franske stjerne Claudette Colbert invaderet Hollywood som elegant kontinental vamp. Hun fik af Cecil B. de Mille til opgave at portrættere Cleopatra, hvad hun gjorde med stor energi, dog uden tilsyneladende at ane, hvem hun fremstillede.

Hendes Cleopatra hører hjemme i et elegant fransk borgerhjem. Hun er ikke engang rigtig afficheret af Cæsars død (”my lover is dead!” siger hun skuffet, snarere end sørgende).

Kulisserne er ganske tydeligt af papmache (og stenløverne er hule, hvad Antonius lader os høre, da han slår knytnæven i en af dem).

Men scenen i Cleopatras bordel-skib er - alt andet lige - mere sensuel end selv Liz Taylor i nightie og håndklæder. Alene måden hvorpå de Mille lader skibet, komplet med talløse letpåklædte villige kvinder, svaje og vippe, er muntert suggestiv.

Colbert led af slangefobi, og forsøgte at trække sig ud af filmen, da hun opdagede at hun skulle holde en slange i hænderne i dødsscenen. De Mille vænnede hende til slanger ved at begynde med en kæmpe kvælerslange, til sidst accepterede hun at håndtere en lille, elegant giftslange. I det hele taget udmærker Colbert sig ved at være den virkelig elegante verdensdame Cleopatra. How cntinenlatl, som man sagde i 40erne. En dame,der ikke spilder tid på kedsommelige foreteelser som politik, når hun kan forføre politikere.

Claudette Colberts Cleopatra har givetvis intet at gøre med den historiske skikkelse. Men den er interessant som eksempel på en 2000 år lang vesterlandsk tradition. Allerede kort tid efter Cleopatras død præsenteredes hun i kejser Augustus’ propaganda som en træsk forførerske fra Orienten.

Op gennem århundrederne vedblev hun at være interessant, selv i middelalderen malede munkene billeder af smukke kvinder der begik selvmord ved at lade en slange bide sig i brystet. Med romantikken i begyndelsen af 1800-tallet kom også fascinationen af Orienten, og prærafaelitterne malede Cleopatra og hendes verden igen og igen. Nu var Orienten blevet et sted, hvor man nød alskens forbudt kontrabande, indhentede homoerotiske erfaringer, røg opium og gik på bordel. Orienten var blevet symbol på et døsigt, dovent, nydelsesfuldt liv, og Cleopatra gik fra at være politisk femme fatale til at blive østerlandsk femme fatale, slet og ret.

Først slutningen af 1900-tallet blev igen interesseret i det historiske fænomen Cleopatra. Selvfølkgelig ønskede man også at kende hendes udseende. De samtidige romerske herskere kender vi jo fra mønter og portrætter. Intet tyder på at hun havde permanentkrøllet hår som, Colbert eller altid gik i egyptisk dragt som Taylor.

Faktisk kommer paradoksalt nok filmen CAESAR AND CLEOPATRA fra 1947, en filmatisering af George Bernard Shaws stykke, sikkertr tættest på den historiske virkelighed.

Også denne film sprængte alle budgetter. Optagelserne foregik underligt nok i Egypten, om end de alle er filmet i et studie, selv i scenen hvor den skræmte pige er klatret op på Sfinksen - her måtte man lave en ny og forbedret Sfinx, en meget mindre Sfinx end den ægte, og sprede en mængde ægte sand fra Giza-plateauet. Vejret var elendigt, alle blev syge, og Vivien Leigh aborterede midt i arbejdet, så hun fremviser en mager, fragil og lidt usundt udseende lillepige. Men hendes Cleopatra er spillevende, en blanding af naivitet, selvbevidsthed, magt og humor. Hvor Liz Taylors CLEOPATRA aldrig interesserede sig for titelfigurens baggrund, er Vivien Leighs barnedronning et produkt af hofintriger og livsfare.

Gabriel Pascal var ikke nogen særlig god instruktør, og man havde ikke vovet at skære George Bernard Shaws stykke til. Dets gode sider er bevaret, men svaghederne ligeså, og ind imellem udarter filmen til duarder-teater. Man kunne også godt undvære sidehandlingen med Stewart Granger i et ikke særlig klædeligt kostume. Shaws bidende ironi forhindrer filmen i at blive selvhøjtidelig. Det klæder historien at blive fortalt med et gran humor, især efter tre timers tragisk alvor hos Taylor og Co.

Modtagelsen var mildt sagt lunken.

Claude Rains som Cæsar virkede, syntes man, for gammel (men Cæsar var dog 53 da han kom til Alexandria), mens Vivien Leigh til gengæld virkede for ung og naiv. Men Leighs speciale var at skildre selvbevidste unge piger, der alligevel ikke aner, hvor begavede og talentfulde de er. Hendes Cleopatra er et opvakt barn, en rovdyrunge, og det er en lyst at følge hendes barneansigt, mens hun henholdsvis fatter og forkaster sin meget ældre ”lærers” anvisninger. Hendes Cleopatra er mere i slægt med Scarlett O'Hara, end med Liz Taylors unge, nutidige rolleportrætter.

Det kan godt være, filmens kulørte billeder minder om den engelske maler Alma-Tademas grelle victorianske lærreder, men teksten er spidst vittig og lige så begavet som Cleopatra selv. Det eneste, Shaw ikke har ord for, er den erotiske betagelse, for slet ikke at tale om passionen. No sex please, we’re British. Men det er også svært at forestille sig Rains og Leigh i armene på hinanden.

I 1999 reklamerede Hallmark vidt og bredt med en ny, efter sigende historisk velfunderet udgave af CLEOPATRA, og med en ny stjerne i titelrollen – Leonor Varela. Tilmed påstod man, at filmen byggede på Margaret Georges bestseller THE MEMOIRS OF CLEOPATRA. I virkeligheden er filmen en skamløs remake af Liz Taylors film fra 1963. En forspildt chance.

Det er ikke den nye films største problem, at den f.eks. komprimerer Cæsars ophold i Alexandria til en eftermiddag i slotsgården. Ejheller at den slapt gentager forbilledets svagheder. Det problem, som knuser filmen, er titelrolleindehaverens manglende evne som skuespiller. Paradoksalt nok har filmstudie efter filmstudie ment, at den komplekse rolle som Cleopatra ikke krævede større evner som skuespiller. Så vi venter stadig! I mellemtiden kan man læse den antikke historiker Plutarkhs psykologisk spændende skildring af en kvinde, der egentlig ikke var smuk, men fængslede ved - sin dæmpede, smukke stemme. Gå til Jacqueline Kennedy for at høre, hvordan hun bar sig ad.

1 1 er selvfølgelig GONE WITH THE WIND, 2 STAR WARS, 3: THE SOUND OF MUSIC, 4: E.T. og 5. THE TEN COMMANDMENDS.

2 Den oprindelige CLEOPATRA kunne være blevet morsom: Rex Harrison som Cæsar, Marlon Brando Marcus Antonius, Rouben Mamoulian som instruktør af Lawrence Durrells manus, plus optaget i Pinewood studierne i London...