KORSRIDDERNE - HISTORISKE FILM - KINGDOM OF HEAVEN & ARN

KORSRIDDERNE

THE KINGDOM OF HEAVEN

Ridley Scott vendte tilbage til de historiske blockbustere med KINGDOM OF HEAVEN fra 2005 – den handler om Jerusalems Fald i 1187. Eller om Jerusalemsn befrielse fra korsriddernes besættelse i 1187, alt efter synsvinkel.

En film, som forsøger at slippe ud af alle stereotyperne fra middelalderfilmene, men gang på gang falder næsegrus ned i stereotypernes afgrund. Her er ganske rigtigt ingen turneringer og heller ingen ædle riddere, kun råbarkede korsriddere (bortset fra, at helten Balian forvandler sig fra rasende, morderisk, analfabetisk smed til ja, ædel ridder)

Her er korrekte dragter og våben og skjolde (bortset fra, at man viser våben og symboler der tilhører korsridderordener, som endnu ikke var grundlagt, samt fra det forenede Spanien, og halvmånen som endnu ikke var blevet Islams tegn…) Og her er ingen fantasi-stunts (bortset fra, at man stadig insisterer på den skægge lyd af metal mod metal når et sværd trækkes – af skeder lavet af læder…)

Historien er simpel: smeden Balian lever i Frankrig, hans hustru har begået selvmord og skal nu begraves uden for indviet jord. På den samme dag opsøges han uforklarligt af ridderen Godfrey af Ibelin, og dræber i raseri præsten i byen. Godfrey er Balians far. Sammen drager de til Det Hellige Land. Skibet forliser, og den skibbrudne Balian træffer en muslim og bliver hans ven, et lille kærkomment indslag af eventyr (eller tegneserie)..

I Jerusalem introduceres vi gennem Balian til alle nøglefigurerne i dramaet om kampen mod den store muslimske hærfører Saladin: Godfrey dør, og gør Balian til sin arving og baron af Ibelin.

Så kan vi drage til Mellemøsten og lære historiens spillere at kende. Jerusalem er nemlig nu sæde for et kunstigt oprettet kongerige, deraf filmens halvt ironiske titel. For der er ikke noget som helst helligt, end sige himmelsk, over det magtspil, som udfolder sig i den hellige by.

Kong Balduin af Jerusalem er ved at dø af spedalskhed. Hans søster Sibylla er en magtfuld og sælsom kvinde, gift med det, vi hurtigt opfatter som en gennemført skiderik Guy de Lusignan fra Tempelridderne.

De anstændige mennesker er få og magtesløse: Jeremy Irons forsvarer sin fiktive karakter Raymond af Tiberias, og formår at levendegøre nogle tørre monologer, der skal give publikum det nødvendige indblik i korsriddernes situation.

Virkelighedens historie indeholder et kæmpe persongalleri, som nødvendigvis måtte reduceres. Det virker dog stadig lettere kaotisk i filmen, Måske fordi man mangler mange af elementerne – f.eks. kvinderne. Og fordi vi egentlig kun har lyst til at identificere os med en eneste figur – Balian.

Handlingen i filmen er bygget på virkelige begivenheder. Figurerne er alle taget fra kilderne, og ja, Jerusalem ”faldt” og blev indtaget af den muslimske hærfører Saladin.

Balian af Ibelin er dog - i Orlando Blooms ferske skikkelse - forvandlet fra en typisk middelalderlig politiker, en hasardspiller på alle planer, til en blodløs moderne idealist.

Han nægter at gifte sig med Sibylla, fordi han ikke vil være med til at dræbe hendes mand. Han er motoren bag Jerusalems forsvar, og holder en prægtig tale om tolerance og lighed mellem religionerne. Surprise, surprise: det virker ikke. Balian og Sibylla tager tilbage til Frankrig. Hvad de lever af og hvor står hen i det uvisse.

Virkelighedens Kongedømme Jerusalem havde eksisteret i næsten 100 år, og styredes af efterkommere af de første korsriddere, som havde slået sig ned i det svært opdyrkelige land som bosættere. Denne anden generstion havde fundet sig til rette, og afskyede de nye korsriddere, der kom til landet for at skabe hurtige formuer. Denne modsætning svækkede kongeriget. Og den modsætning nævnes i filmens ekstramateriale, men er unægtelig svær at skildre filmisk. Som i 90ernes blockbustere er der en god helt og nogle forfærdeligt onde mænd, som den gode mand enten skal dræbe i en duel, eller manøvrere uden om. THE KINGDOM OF HEAVEN skiller sig ud fra mængden ved at postulere en positiv slutning for helten (og hans elskede).

Man har egentlig ikke brugt den historiske figur Balian, kun taget hans navn, og gjort ham meget yngre. Det skyldes hensynet til identifikationen. Orlando Bloom er idealmanden år 2005: smuk, drenget, ædel, renfærdig og af lav byrd. Han var utænkelig som leder i Jerusalem i 1180erne. Men han er fremtvunget af moderne film-konventioner, ligesom hans elskede Sibylla er the lone woman i en film fuldkommen domineret af mænd – som Connie Nielsens Lucilla i samme instruktørs GLADIATOR.

Sibyllas ensomhed modsiges af kilderne. Den virkelige historie om kongeriget i Jerusalem i 1180erne var domineret af kvinder, ud over Sibylla selv af Melisande, Agnes, Anna og Isabella. Men the lone woman er også et barn af ønsket om identifikation. Således er hele denne historie skåret til efter samtidens dramaturgiske krav. Eller måske genrens.

Den samme lone woman genfinder man faktisk i BEN HUR (Esther udfylder rollen, mens Judas mor og søster kun er ofre) og THE FALL OF THE ROMAN EMPIRE, GLADIATOR, ROB ROY, fortsæt selv listen. Der behøver egentlig kun at være denne lone woman i mandefilm, hvor der ikke skal være tvivl om, hvem helten vil have. Alle andre handlinger udspilles mellem mænd.

Ridley Scott går til yderligheder for at nyttiggøre sin Sibylla dramaturgisk, men som filmen skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt, at hun er medtaget for at give Balian en romantic interest og en grund til at stikke af fra sin egen historiske rolle. Sybilla interesserer ikke hverken manus eller instruktør. Eva Green er da heller ikke verdens mest nuancerige skuespiller, men køn og statuarisk og repræsentativ. Hendes position i historien er som en vandreklit, hun kan bruge til lidt af hvert, men udøver åbenbart meget lidt magt, selv om man hele tiden postulerer det modsatte.

Valgene er ikke kunstneriske, men kommercielle. Filmens handling er ikke et resultat af kunstnerisk frihed, men af kommerciel frihed. Publikum må have identifikationsfigurer, og det er unægtelig svært at finde en person i virkelighedens Jerusalem i 1184, som man ville kunne holde med.

Hvorfor er det utænkeligt at indspille en historisk blockbuster om Jerusalems fald, der forsøger at fortælle ud fra kilderne? Fordi kilderne ikke siger det, vi vil høre. Kilderne fortæller en historie, som desværre minder meget om nutidens fastlåste politik, ikke om forsoning og forståelse og forklaring.

Vi befandt os, da filmen havde premiere, midt i en bitter konfrontation mellem repræsentanter for Vesten og Østen. Det lev udlagt som ”civilisattionernes kamp” eller ”nye korstog”. I den situation var den eneste mulighed for filmen at tale om tolerance og samforstpåelse, også selv om dette emne ikke synes at være bragt på banen under korstogene. Den virkelige historie er for lig den aktuelle konflikt til at man kan fremstille den trofast. For hvem ville man så støtte med filmen? Hvad ville være dens budskab? Krig til Jerusalem falder il den stærkeste...

Balian er sympatisk, fordi han ligner os, som vi håber, vi ville fungere i en konflikt som i Jerusalem. Han er ikke, som Sibylla, født ind i en syg magt eller storslået familie. Han kommer nedefra og udefra og foræres titel, position og magt. Med sig fra bunden af samfundet tager han en stærk retfærighedstrang. Tilmed spilles han af en forhenværende elver, Oliver Bloom.

Han er i øvrigt en sær konstruktion, denne smed fra Frankrig. Han lærer øjensynlig at bruge et (uhistorisk) tohåndssværd på ca. 2 minutter af sin far. Men hvor har han lært at ride eller at anlægge komplicerede overrislingsanlæg? Godt for ham og godt for hans nærmeste, men ikke særlig realistisk. Handlingen har brug for hans kunnen, hvorfor den indføres.

Manuskriptet forsøger at følge intrigerne bag Jerusalems fald, men snubler ind imellem over hovedpersonens postulerede ædelhed, som simpelthen standser handlingen, som en prop man ikke kan få ud af flasken, men må støde nedenud ad flaskehalsen. Intrigerne virker måske smagløse på os, men år 1184 var man nødt til at drive politik gennem dynastiske alliancer.

Splittelsen mellem at vokse op som fattig smed et øde sted i Pyrenæerne, og at udfylde rollen som nøglefigur i kampene mellem magtfulde lensherrer skildres aldrig. Den eneste fortid, han har, er den vi har set i filmen: hans vrede mod de, som udnytter religionen til egen vinding, eller til at skade andre, bliver hans drivkraft. Hans liv som smed i en landsby har forberedt ham på alle former for undertrykkelse, nu har han midlerne til at imødegå denne automatik. Han nægter at sælge sig selv til de magtfulde herrer, og han imødegår alle forsøg på at inddrage ham i intrigerne, selv om det lader til, at hans ”ædle” valg er ved at koste ham Sibylla.

Mange af fejlene og de historiske fordrejninger, som manuskriptet byder på, er indbygget for at gøre Balian spiselig for et moderne publikum. Derfor må han være ung og en mand af ære (som den eneste blandt alle de fornemme riddere), derfor skal han have et kærlighedsforhold til Sibylla (og derfor skal han ”have” hende og vende tilbage til Frankrig).

Derfor skal han - inden Jerusalem overgiver sig - holde en lille meget moderne tale om religiøs tolerance. Talen er nok det mest anakronistiske i filmen, men den er nødvendig, for her taler nutiden gennem Balian til fortiden: hvis I havde opført Jer anderledes, stod vi ikke med et moderne sammenstød mellem de to religioner!

Den største indvending mod filmen er ikke, at den installerer en identifikationsfigur midt i historien, men at den præsenterer en totalt forvreden opfattelse af samtidens mentalitet. Den er nødvendig, for at filmen skal kunne tale nutidens sprog om tolerance. Men den er ikke på nogen måde sand. Man kan ikke hvidvaske nogle af korsridderne ved at hælde skylden for overgreb over på enkelte uheldige elementer.

Man kan med sikkerhed sige, at ingen af personerne ville kunne tænke, føle eller tale som de gør. Deres bevidsthed er i ekstremt høj grad VOR TIDS, med politisk korrekte idealer om respekt og tolerance. Vor tids religion bør være tyst og indadvendt, jfr. Anders Fogh-Rasmussens stædige insisteren på, at religion ikke hører til i det offentlige rum. Men troen var i middelalderen overlt, den flød i blodbanerne og indvirkede på alle beslutninger. GUD VIL DET, kampråbet som gentages igen og igen, var ingen plat undskyldning, men selve forklaringen på korsriddernes tilstedeværelse. Sørgeligt nok er de største slyngler i filmen nok de karakterer, som kommer tættest på kildernes beskrivelser af korsridderne: religionen kunne bruges som undskyldning for ufattelige overgreb.

Visuelt er filmen et tour de force i solopgange og solnedgange i ørkenen, lys og støv og sand og himmel skildret på tusinde måder. Solstrejf i Jerusalems grå og okkerfarvede gader. Støvede ansigter og skrammede skjolde. Man kan opgive at følge med i intrigerne og simpelthen slå nyderen til og SE, det giver en meget bedre oplevelse. Jeg tilgiver gerne filmen, at den ahistorisk lader den arabiske leder Saladins søster blive taget til fange og henrettet, når den uden et ord viser os hendes stolthed, da hun vender sig mod korsridderne. Og alene det visuelle aspekt ved Jerusalems spedalske konge, indviklet i gazebind og med maske for ansigtet, gør hans scener nødvendige. Her er det klassisk Ridley Scott, vi overværer, og alene den mærkelige historie, som ikke mange tilskuere kender i forvejen, er banalt spændende.

Musikalsk set er filmen lidt af en nyskabelse. Ridley Scott forkastede åbenbart den lyd- og musikverden, han og Hans Zimmer havde skabt til GLADIATOR, med originalt skrevet musik til slagscenerne og “wailing woman”-sang. GLADIATOR var nyskabende på dette område, og Zimmers stil vandrede videre til en række efterfølgende storfilm. KINGDOM OF HEAVENs underlægningsmusik er et kogsammen af klassisk musik, korsang, muslimsk vokalmusik, moderne rock og moderne pop. I den sidste slagscene benyttes således Valhalla-temaet fra Jerry Goldsmiths komposition til filmen THE 13TH WARRIOR – musikken fortjener en bedre film end THE 13th WARRIOR! Og pop-sopranen Katherine Jenkins synger den latinske hymne Vide Cor Meum under begravelsen af kong Balduin.

Hvad var den rigtige historie om Balian af Ibelin? For han eksisterede vel?

Jo, men han var ikke fransk smed. Han var sin adelige fars yngste søn, og allerede på plads i Mellemøsten i 1174. Han var i øvrigt gift med Anna Komnena, som var enke efter en af Jerusalems konger. Hans karriere var lang og kaotisk, men han var ikke Sibyllas elsker, han var iikke fortaler for tolerance, og han var ikke det materiale, man kan skrive en rørstrømsk, moderne blckbuster ud fra.

Sibylla døde i 1190 under en belejring i området. Det er rigtigt, at Balian forhandlede sig frem til våbenstilstand med arabernees karismatiske leder Saladin, og at denne aftale blev forkastet i Jerusalem, samt at han masseudnævnte en række riddere inden angrebet på byen.

Den virkelige Balian synes at have været mere interesseret i at opnå magt ved at tvangsgifte sine steddøtre bort, end i universel fred. Læs i øvrigt op manden på f.eks. Wikipedia (han døde i 1193 ca 55 år gammel). Sibylla synes at have været ret vild med sin mand Guy de Lusignan: de var efter alt at dømme et uovervindeligt politisk par.

Filmen er nok en totalforvridning af korstogenes historie, men også et redeligt, fortvivlet forsøg på at forklare, hvorfor de satte ondt blod mellem to religioner, der burde have kunnet samarbejde. Dele af kristendommen accepteres: Balian er således filmens eneste eksempel på en ridder, der lever op til kravene og de løfter, han angav til sin far. Han er den eneste person, vi ville kunne betegne som en moderne kristen.

I de lande, som har haft de værste oplevelser med vestli indblanding, betegnes f.eks. den amerikanskledede invasion i Irak og Afghanistan som ”korstog”. Det er en af grundene til interessen for de virkelige korstog.

Få år efter dukkede en anden storfilm op, med udgangspunkt i samme tidsrum, filmatiseringen af Jan Guillous succes om svenskeren ARN. Tre meget lange og meget informationsrige bøger skulle koges ned til to biograffilm, fra 2007 og 2008. I processen røg stort set hele Jan Guillous konstruktion ud af værket. Det er givetvis svært at redegøre for striden mellem to slægter, men ikke desto mindre handler ARN-serien om Gullous bud på Sveriges tilblivelse som stat. I Danmark skrev Saxo sin ”Danskernes Historie” på latin ca. 1200. Sverige har intet tilsvarende dokument at forholde sig til. 1100-tallets historie ligger hen i tåger, og Guillou rekonstruerede tiden og konflikterne. De forenkles til det groteske i filmen, ganske som de fleste figurer forkortes. Det kan gøres på flere måder. Her har man forenklet figurerne så voldsomt, at de ikke længere rummer dramatisk stof – vi henvises til den rå histories spænding, mens personerne kun får lov at klinge i én tone, hele vejen. Sådan taber man en filmatisering på gulvet.

Filmatiseringen betød en uvant stor satsning for skandinavisk film. 1100-.tallets Sverige skulle i høj grad genskabes i al sin rørende primitivitet. Arn skulle sendes til Danmark og derefter til Mellemøsten og blive mellemled mellem kristendom og islam. Han skal vende hjem til Sverige med arabiske heste, arabisk teknologi og stor respekt for islam. En kontrafaktisk historie, som burde have været virkelighed, men som er ren konstruktion. Et forsøg på, ganske som i KINGDOM OF HEAVEN, at indskrive nutidig tolerance i en grundlæggende religiøst intolerant tidsalder.

Arn, vores helt, er 100 procent positivt skildret. En helt uden mangler eller fejl, tvivl eller svagheder. Hans psykiske udvikling mod tolerance er forsvundet i filmudgaven.

Som ung forelsker han sig i Cecilia og gør hende gravid. Dette er åbenbart så stor en forbrydelse, at han dømmes fredløs og stikker af til korstogene. Derefter spærres Cecilia inde i et kloster. Hun venter trofast på Arn, og da han efter 20 års forløb vender hjem, gifter de sig og får børn og tager fat på at opbygge Sverige Arn opbygger en moderne hær og slår det danske angreb tilbage. Herefter et det tilbagestående, splittede Sverige blevet en nation.

Dette stof skulle man nok kunne opbygge fire timers film over. Problemerne opstår først, når man opdager, at Ridley Scotts professionalisme og kvalitetssans mangler. Det er tankevækkende, at de tre film blev til stort set samtidig, og at holdningen er stort set ens.

Korstogenes tidsalder egner sig bare ret dårligt til at prædike tolerance og sameksistens, den handlede om det stik modsatte, nemlig om konflikt til døden mellem to religioner. Både Balian og Arn falder pladask for islam og Saladin, og forsøger at agere mellemmænd. De manglede i deres samtid. De er kontrafaktiske historier, men de griber fortællingen helt forskelligt an. Hvor KINGDOM OF HEAVEN vinder på point på grund af sin visuelle stil og skønhed, og på en ukendt historie, forsøger ARN-filmene simpelthen at levere Guillous beretning uden ret mange overvejelser om stoffets holdbarhed efter den hårde beskæring. Man tilføjer ikke beretningen et nyt lag, man skræller bare.

ARN-filmene endte med at udvælge nogle højdepunkter, og med at acceptere en yderst gammeldags fortælleform. Allerede de første fem minutter af den første film angiver tonen. Der læses højt af et pædagogisk manuskript. Gumpetungt belæres vi om, hvad vi bør kunne aflæse på billederne. Alle disse oplysninger kunne passende være placeret i ekstramaterialet, nu fungerer de retarderende, som om instruktøren ikke troede på sine egne evner til at skabe en umiddelbart forståelig beretning. Som om man tvivlede på det grundlæggende materiale. Men i bøgerne er netop Arns barndom den mest vellykkede del, en lyrisk optakt til strid, sorg og sjælekvaler.

Kærlighedsforholdet mellem Arn og Cecilia kortes ned, men fylder alligevel alt for meget i den første film – antageligt fordi denne romantic interest er ARNs eneste gave til det kvindelige publikum. Ikke desto mindre virker deres romance aldrig som en passion. Der er nedlagt langt flere maskuline følelser i Ans sorg over hans døde hest, end i hans sorg over at miste Cecilia, der isoleres i en ren kvindeverden. Og en ren kvindeverden er selvfølgelig helvede på jorden! Filmens bud på, hvad kvinder egentlig laver i klostre, er følgende: vasker gulve, broderer kapper, synger messer, keder sig og ser deres veninder blive pisket. Parallellen mellem Arn nedsænket i en mandeverden og Cecilia isoleret i en kvindeverden, som Jan Guillou selv er inde på i romanen, udnyttes ikke. Forlæggets forståelse reduceres til grelle skildringer af overgreb. Man tænker på Anne-Lise Marstrand-Jørgensens Hildegard-romaner og undrer sig over, hvordan Bibi Anderssons pyskotiske furie af en abbedisse blev opfundet. Jo, kvinder med magt, enlige kvinder, er farlige og onde. Det er da også en enlig kvinde, som angiver Cecilia og Arn og afføder deres livs katastrofe.

Cecilias tyve års venten på en mand forekommer - i filmen - som en komisk maskulin drøm om den totalt trofaste kvinde. Hun får forbavsende lidt ud af sine tyve års indespærring, bortset fra et enkelt venskab, der heldigvis er politisk gavnligt. Men hun ses aldrig, selv ikke i fyrreårsalderen, som en moden, politisk bevidst kvinde, kun som en teenager, der er offer for sin families beslutning, og i alle de tyve år er hun kun interesseret i at høre, hvordan det går Arn. Det er ikke troværdigt i romanen, og filmen gør intet for at få os til at acceptere postulatet. Hun er the lone woman om igen, og når hun mødes med veninderne, taler hun med dem – om Arn. Manden er selvfølgelig altid det eneste omdrejningspunkt for en kvindes liv.

Hun er forbavsende ligeglad med sin søn, og spørger ikke engang hvor han befinder sig, da hun omsider får at vide, at han lever! Han har aldrig besøgt hende i klostret, og aldrig sendt hende så meget som et budskab. På denne måde bliver Cecilia så enstrenget en personlighed, at hun har svært ved at bære al den spilletid, hun får især i film nr. 2.

Arns Sverige præsenteres som et renskuret og pænt middelklassesamfund. Et kært frilandsmuseum, hvor man vasker køer ude i det fri om vinteren, hvor husfruen henter vand i en spand ved søbredden (er der ingen brønd?), men hvor man har en udskåret madonna fra 1300-tallet stående. Hvor bønderne beskæftiges med at hælde halm fra en stor vogn over på en mindre. Og hvor man beder som i 1800tallet med foldede hænder. Hvor man har våbenmærker og skjoldmærker, skønt de først blev taget i brugt langt senere.

Hvad Arns forældre egentlig lever af, står hen i det uvisse. Men man kommer med blomsterbuketter som gave! Man har kirker med gotiske vinduer år 1160. De afdøde begraves i fine moderne kister. Skærsild og syndsbevidsthed er fuldkommen indarbejdet i ALLE personernes verdensopfattelse, skønt kristendommen er meget ny i Sverige. Og Højsangen er åbenbart allerede oversat til svensk… Konveniensen har vundet over den sunde fornuft, og vi står tilbage med en mærkværdig verden. Hvor samfundet både postuleres at være nedsænket i evig borgerkrig (uden at vi ser noget til denne krig) og i kaos – men hvor kirken synes at have større magt over menneskene end i noget andet land på samme tid.

Film nr. 2 afslører hvor svært det er at forvandle romaner til film. Her krydsklippes i timevis mellem Arns venskab/fjendskab med Saladin, og Cecilias evige venten på sin mand. Mødet mellem dem spildes, de fniser bare lidt sammen - og manuskriptforfatterne har helt glemt det magiske øjeblik i bogen, hvor Cecilia taber en armfuld liljer og undlader at træde på dem! - hvordan kunne de dog skrive den scene ud? Jeg kan ikke have været den eneste læser, som undrende sad og ventede på at se den fremstillet i al sin ynde?

Til gengæld citeres der, måske ubevidst, fra andre film: lille Arn som elev i klostret minder om Skywalker i STARWARS 1, og vennen Harald fra Norge er remake af BRAVEHEARTS lige så voluminøse, naive gentle giant.

Især i film nr. 2 opdager man, hvorfor Ridley Scott i KINGDOM OF HEAVEN sender sine personer rundt i Jerusalem, til dramatiske stormøder, til hængninger og i kirke. Det noget større budget muliggjorde en visuel mangetydighed, som gør filmen fængslende, selv når dens skildringer af komplicerede intriger er blevet helt teatralsk. I ARN-filmene foregår praktisk nok alle forhandlinger mellem tempelridderne i det samme rum., mellem ensklædte, sammenbidte mænd, der tilmed ligner hinanden. Det går op for en, hvad mesterskab egentlig udretter selv for et mislykket manus: hvor KINGDOM OF HEAVEN trods sin forfalskning af historien virker grundlæggende troværdig og alvorlig, forbliver ARN-filmene provinsielt stivbenede og opgiver at finde en visuel stil, som kunne bære gennem vrøvlet.

Det værste aspekt ved ARN-filmene er den psykologiske forsimpling. Forholdet mellem de to kongeslægter i Sverige forenkles til tegneseriestadiet. Og der sentimentaliseres. Vold og sorg filmet i æstetiseret form optager uforholdsmæssigt meget tid – da kong Knuts sønner dræbes i film nr. 2, bruges der ca. 5 minutter på at skildre modtagelsen af de døde unge mænd. Arns tid i Mellemøsten præsenteres så billigt og nemt og kortvarigt som muligt. Hans ophold hos Tempelridderne er ellers romanernes tyngdepunkt, og fornem kontrafaktik, der var så vidt vi ved ingen svenskere med på korstogene. Ingen Arn blev til Al Gouti. Ingen Arn kom hjem med respekt for islam og arabiske heste. Ikke desto mindre accepterer man romanernes Arn. Filmens Arn, derimod, er simpelthen for kedelig en figur til at kunne bære al denne forbrugte tid.

Filmenes banalisering af det originale forlæg røber dets svagheder. I romanudgaven dynges beretningen til med så mange faktuelle oplysninger, at man får indtryk af, at forfatteren har indføjet hele sit katalog af researchoplysninger stort set råt. De er selvfølgelig ryddet ud her, således at Arn fremstår nøgen, men følgen er da også, at han ender med at være noget nær personlighedsløs. Han er helt igennem en flink fyr, men blottet for egenskaber. Han vælger altid det rette, og hans ulykke skyldes andre møgonde menneskers intriger.

Og man opdager, at der er grænser for, hvor meget ædelhed man kan kapere hos en moderne helt. Han må altså gerne komme med a chip on his shoulder, en skævhed i karakteren, en fejlstøbning et sted. Det vidste middelalderen. Derfor bedrager sit Lancelot sin konge og ven med hans hustru. Derfor avler kong Arthur er søn med sin egen søster. Derfor er lady Morgaine heks. Uden personligheder at interessere sig for, må man som publikum til filmene falde tilbage på udenværkerne, og de er ikke særlig fascinerende, sammenlignet med KINGDOM OF HEAVENs visuelle orgier. Magtkampene mellem forskellige mænd med fedtet, langt pandehår og hængeskæg er ikke ligefrem inciterende at følge.

I KINGDOM OF HEAVEN er der råd til at lege med virkemidlerne, og til at fremmane en eksotisk fortid, som ARN-filmene kun kan håbe på og drømme om. Måske havde det været sjovere, om man havde valgt at følge Cecilia i klostret lige til Arn vendte hjem…

Havde der eksisteret den mindste sprække ud gennem intolerancen, ville korstogene have været en umulighed. ARN-filmene er tydeligvis blevet til i en kultur, som har taget afstand til religion. Den er blevet fremmed og sær. Den tilbyder kun personerne i filmen undertrykkelse og uforståelige regler, som anvendes rent politisk. Derfor er det også umuligt for filmen at løfte sin egen grundhistorie. Tolerancen og respekten skulle jo ifølge handlingen erstatte den religiøse dimension, men den er ikke til stede, ikke engang som postulat. Måske fordi alle involverede står fremmede over for religion?

Kun hos Arns lettere forstyrrede mor, der sætter historien i gang ved at insistere på, at enten dør hendes søn, eller også skal familien ”give” ham til klostret, fornemmes en personligt funderet tro. Og den er selvfølgelig negativ. For det er ikke ARN-filmenes ønske at skildre sammensatte karakterer. Man er, som man er, alt efter hvor man er født, Alle muslimer i filmen er kærnegode og dejlige mennesker, og alle repræsentanter for Sverker-slægten (og alle danskere!) er simpelthen bare nogle skiderikker. Dejlig nemt, men også ret trættende.

Nuanceringen, der kunne gøre den forudsigelige fortælling spændende, er røget samme vej som religionen. Den fot religion rensede middelalder? Når nogen giver sig i kast med at filmatisere Marstrand-Jørgensens fremragende romaner om Hildegard, kan det være, middelalderen får sin religion tilbage i en for nutiden acceptabel form. Men i Danmark filmatiseres kun mænds romaner, med mindre der er tale om krimier.