ROME 2005-2007 Bruno Heller & Michael Apted
HBO åbnede døren til antikken på vid gab i 2005 med serien ROME, optaget i Italien, men hovedsagelig med britiske hovedkræfter. For første gang forsøgte man at genskabe det ”virkelige” Rom, sådan som vi forestiller os byen i dag. Ikke længere en værdig, askegrå marmorby, men en moderne, globaliseret storby, fuld af modsætninger, med lige dele snavs, pragt, kriminalitet og farver.
Respekten for den døde virkelighed er drevet næsten ud i det absurde, med en overvældende rigdom af ting og sager og dingenoter og handlinger, der skal bevise, at romerne var VÆSENSFORSKELLIGE fra nutidens mennesker. Hidtil har man søgt at minimere afstanden for at forstå de ”gamle” romere. Her accepterer man fortiden. Men det er så som så med præcisionen andetsteds, og det er synd, for ROMEs handling bliver mere og mere kulørt, mere og mere udmattende, mere og mere enstrenget.
Hvor ROME viser hvordan en ofring til guddommen Bona Dea foregik, i alle gory details, eller minutiøst lader skuespillerne indstudere klassisk gestik og den korrekte gang i toga, ændrer den historien drastisk for flere af sine hovedpersoners vedkommende. Livene rettes ind efter action-filmens normer. Konfliktfattige forhold kendes ikke.
Den kommende kejser Augustus’ søster Octavia levede således langtfra det fortvivlede, rodede teenageliv, serien skildrer. Allerede inden serien begynder i år – 52 var hun gift med Marcellus, som hun fik flere børn med.
Og hendes og Augustus’ mor Atia levede ikke i tryg velstand som enke med skiftende elskere – hun havde giftet sig igen, som romerske damer havde for vane at gøre, når de blev enker.
Men det er netop gennem Atia og Octavia, serien udlever sit bedste konfliktstof. De anvendes til at piske handlingens tempo op. De erstatter virkelighedens politiske kvinder, som forfatterne åbenbart ikke fandt interessante nok, set ud fra en moderne synsvinkel.
Det er frustrerende, netop fordi seriens svage punkt ligger i manuskriptet, eller rettere sagt, de steder for manuskriptforfatterne begynder at fabulere.
Alt er fascinerende, og gennemlyst af fornuft og fortælleglæde, så længe serien genskaber, forklarer, skildrer hovedpersonerne: Cæsar, Pompejus, Antonius, Servilia, Cicero og Brutus. Evnerne slår ikke til, når der skal digtes. Så forfalder man til klicheer og til at klaske grelle farver op på lærredet, i den tro, at publikum er tilfreds med skrålet, så længe det dominerer.
Tror at serien er udsprunget af Colleen McCulloughs serie THE ROMAN FAMILY fra 90erne, hvor forfatteren legede med kilderne og genskabte et troværdigt univers. Seriens problem var (og det ligner ROMEs indbyggede paradoks), at McColloughs yndlingsfigur, diktatoren Sulla, dør og efterlader det litterære skelet uden vaskulært system, uden muskelvæv og hjerne. Hun forsøger at give os et utraditionelt billede af Cæsar, men får ham viklet så dybt ind i forbrydelser og andet skidt, at hun selv mister sympatien for ham, og dermed interessen.
Læg dertil, at hun dynger teksten til med alle former for research, og indlægger sære, unødvendige sidehandlinger uden perspektiv. Læg dertil en luntet litterær stil, som hæmmer fortællingen. Men der er ingen tvivl om seriens drive. Det er nu heller ikke her, ROME svigter.
Det undrer denne forfatter, at ROME har valgt at stryge vigtige bifigurer, som ville være guld værd i en serie af denne art, der søger at fortælle politisk historie gennem personernes private livsforhold.
Brutus gifter sig således med den konservative politiker Catos særdeles politisk aktive datter Porcia, et udpræget kærlighedsægteskab, og knyttes gennem hende til en kreds af senatorer, som ønsker at skille sig af med Cæsar. Ægteskabet binder Brutus til en ny politisk klike. Han bliver ”fundamentaliseret” og ender som hovedkraft i den sammensværgelse, som gennemfører mordet på Cæsar.
Den 15. marts, hvor de sammensvorne mødes for at stikke Cæsar ned, tvivler Porcia stadig på sin mands mod og lader pulsårerne i lysken åbne for at true ham til at gennemføre mordet, ellers vil hun begå selvmord! Det lyder ellers helt som en scene i ROMEs ånd. Men af uforklarlige grunde udeladt her. Måske fordi serien ønsker at gøre mordet til Servilias hævn, slet og ret.
Måske fordi man ikke ønskede et lykkeligt ægteskab? Måske fordi Porcia åbenbart ikke var promiskuøs? Der er ikke megen kærlighed i ROME, knap nok lyst.
Vold og sex er altid interessant. Men hvis man reducerer fortællespændingen til vold og sex, afskærer man sig selv fra alle de andre muligheder. Serien giver afkald på en lang række figurer og historier, der kunne have udvidet perspektivet og skabt spænding. De fejl, som serien rummer, er givetvis resultater af god kommerciel planlægning. Somme tider oplever man denne planlægning helt ned i detaljerne: serien introducerer en jødisk familie, som ikke bruges til noget, men som man har på fornemmelsen skulle trækkes frem, i det tilfælde at historien skulle rumme kristendommens ankomst til Rom. Kommerciel frihed, ikke kunstnerisk frihed. Frygten for, at publikum skal zappe væk, er overvældende.
Det er sørgeligt, men sandt: den originale historie, præsenteret i righoldige kilder fra tiden, er dramatisk mere tilfredsstillende og psykologisk mere udfordrende end den historie, manuskriptforfatteren præsenterer. Og så ville den originale historie være mere udfordrende for os, det nutidige publikum. Hvis vi kan tage seriens minutiøse skildringer af egentlig ligegyldige religiøse ceremonier, hvorfor skulle vi så ikke også kunne holde ud til en konfrontation med den kildebundne historie?
Med andre ord: hvorfor har ROME valgt at sortere de gode historier fra og i stedet satse på selvopfundne historier? Det er et godt spørgsmål.
Måske kan man finde svaret i seriens 2. sæson, hvor der for alvor går kage i beretningen. Cæsar er død i sidste afsnit af 1. sæson. Man savner ham på alle punkter, han var – selv fraværende i krig i Gallien – den motor, som holdt serien kørende. Nu forfalder manuskriptforfatterne så til at aflive deres figurer - for at skabe dramatik? Det måtte da være nok, at de virkelige figurer alle går en voldelig død i møde. Nu dræber serien så også de selvskabte figurer i en dødedans, der ikke tjener noget dramatisk formål. Kun to fiktive figurer bevares (det er serien nødt til).
For manuskriptforfatterne har fundet to soldaternavne i Cæsars GALLERKRIG og udstyret dem med karakter, fortid og skæbne. Hvor den ene – Vorenus - er fiks og reel, men viser sig at have en utro hustru, og den anden – Titus Pullio - er en gentle giant, skulle der være rige muligheder for konfrontationer. De to placeres af serien midt i begivenhederne, og de får endda lov til at influere på diverse begivenheder, f.eks. er det egentlig Pullio, som gør Kleopatra gravid.
Cæsars mord stilles over for Vorenus' hustrumord. So far, so good. Men i 2. sæson skal begge soldaterne vikles ind i organiseret kriminalitet i Roms underklasse. Det skaffer os en række uinteressante konflikter på halsen – og mafiakrigen dræber de figurer, som ellers gav seriens handling liv. Det er typisk, at forfatterne her må ty til alle mulige hjælpemidler og krykker for at få regningen til at gå op.
En af soldaterne skal således bare sendes ud af Rom for at være fraværende i nogle uger, således at han kan vende tilbage, uvidende om, hvad der er foregået i mellemtiden.
Serien ophører simpelthen med at holde af sine figurer.
Deres voldsudbrud tager til i styrke. Plus – historiens forløb gør, at vi mister Brutus, Servilia, Antonius og Cleopatra, så kun de figurer, serien definerer som uinteressante, bliver tilbage. Seriens hjerte kølnes og pulsen falder.
ROME er, kort sagt, en serie som kæntrer, et offer for dårlige manuskriptforfattere. De har klamret sig til eksperternes gode ideer om at vise religiøs praksis og forunderlige skikke. Men når det kommer til figurerne, har de ikke andre bud på udvikling end sex og død. Godt nok hedder et fortælleteknisk slagord ”kill your darlings”, men det hedder altså ikke ”kill all your darlings and persons”. ROME forbliver et fejlslaget eksperiment. Visuelt herlig, men mislykket som drama. Og så brændte alle kulisser og dragter i Cinecittá, så man er ude af stand til at fortsætte med en tredje sæson. Det kunne ellers være interessant at se, hvordan serien ville bære sig ad med at få os til at holde Augustus og Livia ud, efter at alle de interessante figurer er forsvundet?
Det er synd alt sammen, for seriens bedste side er uden sammenligning skuespillerne. De udretter mirakler med ganske få midler, og brager igennem med store, om end ikke altid særlig finkalibrerede karakteriseringer. James Purefoy er muntert bralrende som Marcus Antonius, men da moderne mennesker jo ikke må være tykke, er det svært at få ham til at harmonere med den ”ægte” Antonius. Der er ikke nok sex, drugs and rock'n roll over ham. Kun random sex er der rigeligt af. Og et sælsomt forhold til Atia.
Ciaran Hinds som Cæsar er helt rigtigt valgt (men utraditionel), han er ikke noget overmenneske, men en ret træt politiker. Og man kan ikke andet end elske Polly Walker som Atia eller Lindsay Duncan som Servilia. Sidstnævnte kommer tæt på denne forfatters opfattelse af en politisk aktiv romersk overklassekvinde. Kan ikke rigtig forstå, hvorfor hun skal ydmyges så ufatteligt i sæson 2 – bortset fra, at man dyngede vold oven på vold og manglede Servilia i historien.´
ROME er en visuel tour de force - dog mest i 1. sæson, hvor serien stadig har nyhedens interesse. Fremragende skuespillere kan normalt redde hvad som helst, men når de hele tiden bliver dræbt og forsvinder ud af historien, bliver man udmattet. En bedre forfatter (måske flere forfattere, gerne med forskellige kvaliteter og specialer) kunne have hjulpet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar