MICHELANGELO – The Agony and the Ecstacy Carol Reed 1956
Er det muligt at skære en film til over et liv, der egentlig ikke rummer hverken romantic interest, eller traditionelt konfliktstiof? Tilmed en kunstner, som alle kender, og hvis hovedværk er blevet emblematisk?
Irving Stones roman var grundlaget for Carol Reedss storfilm THE AGONY AND THE EXTASY fra 1956, en venligt fascineret skildring af samarbejde mellem mæcen og kunstner, i dette tilfælde
pave Julius II og Michelangelo.
Det lyder som en dødsejler, men filmen er faktisk stadig seværdig – både som underholdning, og som eksempel på datidens opfattelse af det ensomme geni. Hvor Artemisia Gentileschi blev til krop og offer, er Michelangelos liv renset for erotik. Han skaber.
Filmens manuskript er forbavsende begavet og filmisk (Philip Dunne har kredits både for manus og screenplay). Svagheden ligger gemt i valget af den meget entydige Charlton Heston som Michelangelo. Åbenbart var det umuligt i 1966 at forestille sig at besætte denne rolle med en egentlig skuespiller - Michelangelo skulle være filmens ”helt”, også selv om han qua sit geni postuleres at være ”uforståelig”. Så vi må leve med Ben Hur El Cid Moses Heston i stedet for indlevelse. Men - faktisk ligner han den historiske Michelangelo, samme kantede ansigt.
Hvor Rex Harrison har udtryk for pavens temperament, råhed, fromhed, manglende tålmodighed, frygtløshed og hans ambition, er Heston fanget i sin egen firkantede personlighed. Han kan fremstille fortørnet arrighed, men ejer ikke ret mange andre følelser, og han taber derfor kampen med paven, der bliver filmens egentlige omdrejningspunkt.
Rex Harrison er forbavsende ens i sine store roller, om det er professor Higgins i MY FAIR LADY, Cæsar i CLEOPATRA eller nu Julius II della Rovere. En ironisk distanceret, overlegen mand med humor og temperament.
Irving Stones roman følger kilderne nøje, og filmen forsøger at følge romanen, hvad ind imellem fører til inkongruenser. Den historiske pave Julius var en brutal kriger og kan meget vel have tampet løs på Michelangelo med en stav. Det virker langt mindre troværdigt, når Rex Harrisons intellektuelle pave gør det.
Michelangelos geni er et postulat i filmen.
Malerierne i Det Sixtinske Kapel beviser det1 – men Heston vandrer igennem filmen som en lidelsesfuld zombie: det er dæleme ikke sjovt at skabe kunst! Filmen har unægtelig en pointe: genialitet betyder sjældent, at personen også på andre måder er vildt interessant. Men han formindsker godt nok Michelangelo – til en malemaskine. Hvad der måtte foregå i manden selv, forbliver skjult. Kun da Reed begynder at digte kunstnerromantisk, og lader Michelangelo ”se” skabelsesscenen i skyerne i solopgangen, nærmer vi os den åbenlyst dårlige smag.
Nogen damernes ven var han ikke, men en film fra 1950erne kan ikke leve uden romantic interest, så pavens datter (!) må præsentere sig selv som en mulig partner. Det er en trist blindgyde i historien, men nødvendiggjort, fordi det var komplet umuligt så meget som at antyde homoseksualitet. Eftertiden har accepteret Michelangelos forelskelse i mandekroppen, at hans kvinder ofte har maskuline træk, og at han aldrig giftede sig, men dyrkede langvarige og tætte venskaber med kvinder. Ikke at denne accept har ført til nogen seværdig film om at være bøsse & kunstner i renæssancens Italien, hvad man da godt kan undre sig over...
Filmen er lige ved at dræbe sig selv ved at begynde som en slags undervisnings-video, der panorerer over Peterskirken, og viser os Michelangelos arbejde. Flotte billeder, men en dræbende måde at introducere en spændende historie på. Det er historisk interessant at se Rom, før man begyndte at vaske udstødningsskidt ned af alt det lyse marmor.
Beundringen for Michelangelo er smittende, men alt for lærebogsagtig. Vi SKAL beundre!
Sæt nu Michelangelo faktisk var en dødkedelig person privat, som kun blomstrede, når han skabte kunst? Filmen er lige ved at nå frem til denne holdning, men viger forskrækket tilbage. Vores helt skal være genstand for ubegrænset beundring.
Også selv om han faktisk som menneske forekommer ret fattig og uinteressant.
Alligevel er THE AGONY AND THE EXTASY et originalt værk, der går imod de fleste af samtidens konventioner. Filmen tager kunsten alvorligt, og konflikten mellem kunst og mæcen, kunst og bestiller, kunstner og parasit.
Det er især i sin absolut jordbundne opfattelse af kunst som krævende håndværk, filmen sejrer.
Vi får minutiøst skildret, hvordan man hugger store marmorblokke fri, længe inden man kunne anvende sprængstof eller maskiner.
Vi får at se, hvordan en skitse overføres til våd, nykalket mur: ved hjælp af kalkerpapir med mange små huller! Vi får at vide, hvordan det Sixtinske kapel så ud, før Michelangelo fik opgaven, og hvordan en kunstner kan komme ind i et inspirationshelvede, hvor man ikke engang kan få et glas vin på et værtshus uden at skulle notere, skitsere, få ideer.
Kunstneren som ansvarligt menneske, som politisk medspiller og meningsdanner, kom på mode i 1970erne. De færreste ”biopics” er så livfulde og yndefulde som Ken Russells MAHLER.
Robert Powell2 i titelrollen fremstillede nok en kunstner, der er parat til lidt af hvert for at blive hørt (uden den kraft og vilje er alt talent nytteløst), men man er faktisk ikke i tvivl om, at Mahler er en stor kunstner.
Ved premieren beklagede fagfolk sig over, at musikken var klippet i stykker og brugt til at illustrere episoder i Mahlers liv. Men er det muligt at tænke sig andre løsninger?
Mahlers hustru Alma styrter i filmen rundt i omegnen for at få alle til at forholde sig tyst, så den komponerende ægtemand ikke forstyrres af kobjælder, kirkeklokker eller andre instrumenter - hvorefter Mahler prompte komponerer alle disse lyde ind i sin musik! Undskyldningen for denne scene, såvel som for et par groteske sekvenser i stumfilmstil (med Richard Wagners enke Cosima som dominatrix!), er at Alma og Gustav forestiller sig alle scenerne, mens de i 1911 er undervejs til Wien, på deres sidste rejse. MAHLER er en sjælden kunstnerbiografi, fordi den hverken har ondt af kunstneren - eller af hans omgivelser.
1 Det ses tydeligt at malerierne er filmet før rensningen i 1990erne – farverne er blege og ældede, dækkede af århundreders kærteos.
2 Der ellers især er kendt for at spille Jesus i Franco Zeffirellis tv-serie JESUS OF NAZARETH.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar