Livet som kunst
LUDWIG – Luchino Visconti 1972-3
Filmen skulle have været Viscontis hovedværk, men en hjerneblødning i 1972 satte de facto en stopper for hans arbejde.
LUDWIG blev skamklippet, inden den omsider blev udsendt. Først efter instruktørens død blev den præsenteret i sin oprindelige form. Det redder ikke filmen, som er æstetisk overlækker, men dramatisk stivbenet, og menneskeligt, handlingsmæssigt lidt for fragmentarisk. Men ikke desto mindre er LUDWIG et glødende, fascinerende, uafrysteligt værk, der træder ud af genren ”period drama”, og bliver til en billedfortælling om, hvorfor vi både elsker og hader 1800-tallets sidste halvdel.
Vi kender vel kun Ludwig II af Bayern fra to ting: hans vilde, neo-gotiske slotte, der inspirerede Walt Disneys tegnere til slottene i ASKEPOT, og hans venskab med komponisten Richard Wagner. I IL GATTOPARDO havde han haft et fremragende litterært forlæg at omarbejde til film. Men med LUDWIG havde han sådan set kun et liv. En vis usikkerhed fik ham til at indkapsle selve fortællingen i nogle ”øjenvidneberetninger” om Ludwigs endeligt. De fungerer ikke. De tjener kun til at gøre publikum utålmodigt. Det er ikke Ludwigs død, som fascinerer os, men hans liv.
Visconti elskede 1800-tallet, hans samlever Helmut Berger spillede titelrollen. Filmen er et katalog over alt, hvad han formåede, vidste og ønskede at fortælle. Visuelt prægtig, biografisk tåget og fortællemæssigt stivbenet i forhold til IL GATTOPARDO.
Hvad angår production value, så får vi hurtigt serveret filmens vildeste ekstravaganze: den unge konges kroning. Men det er ikke flotte dramatiske scener, som interesserer Visconti, han vil vise det indre liv. Ceremoniellet ved det bayerske hof interesserer Visconti, fordi det er visuelt herligt og givende - men mest for at vise, at den yndige unge kunstelskende Ludwig, der glad går ind til magt og myndighed i en alder af 19 år, kvæles under tyngden af sin titel og diffuse magt. Kom konge kaan han i teorien alt. Men han kan ikke bøje sig selv og sin natur. Han er bøsse, men forelsket i den skønne kejserinde Elisabeth. Han elsker Wagners musik, men bliver bedraget af Wagner. Han vil gøre en forskel politisk, men Bismarck er en meget bedre politiker. Han vil gøre Bayern godt, men ender med krig, isolation og bliver afsat som konge. Det er en tragisk livshistorie, som i Viscontis film bliver udfoldet på kæmpelærred. Slutningen er trist, grim og ind imellem grim. Den billedskønne unge mand forvandles til en skræmmende parodi.
Visconti var et ægte barn af 1800-tallet.
Han havde nok på alle måder forkastet 1800tallets normer: han blev født ind i en oldgammel milanesisk adelsfamilie, men blev kommunist. Han kom hurtigt ud af skabet som homoseksuel, men yndede at forføre sine kvindelige medarbejdere. Han elskede Italien, men endte med i 1961 at sværge at han aldrig mere ville samarbejde med italienske statsinstitutioner, p.g.a. behandlingen af hans film ROCCO I SUI FRATELLI. På scenen elskede han visuel opulente og dramaturgisk klarhed, men i sine film fra 40erne bekendte han sig til italiensk neorealisme.
LA TERRA TREMA og ROCCO I SUOI FRATELLI skaffede ham en plads i filmhistorien. Men det var SENSO, GATTOPARDO og LUDWIG, der gjorde ham til international stjerne. Og slukkede stjernen.
I virkeligheden skulle Visconti omkring 1970 have indspillet en helaftensfilm over Marcel Prousts kæmpeværk ”På sporet af den tabte tid”. Det ønskede Viscontis amerikanske partnere ikke at ofre penge på, selv ikke efter IL GATTOPARDOs succes, de havde næppe noget forhold til Proust! LUDWIG blev valgt som alternativ, forarbejdet tog kun få måneder. Det er måske grunden til, at mange scener virker improviserede - på godt og ondt - eller ligefrem ufærdige. Men det giver også filmen en pågående stil, som gør godt efter Viscontis forrige værk THE DAMNED, i LUDWIG er der stof nok at øse af.
Ludwig II blev konge af bayern som 19-årig i 1864. Han blev erklæret sindssyg og afsat tre dage før sit selvmord i 1886. Vi har altså 22 år af en mands liv – og et mislykket liv, må man sige. Kan det fylde fire timers film?
Her fik Visconti for en gangs skyld lov at skildre en skamløst skønhedsdyrkende tidsalder. Det ser unægtelig ud, som om det lykkedes at få syet en kroningskåbe i hermelin til filmen, samt talløse elegante dragter.
Da Ludwigs mor, enkedronningen af Bayern, langsomt og teatralsk værdigt skrider ind til sin søn, der snart skal krones, bogstaveligt talt knitreglimtende af juveler, ved man ligesom, at man må være i selskab med Visconti. Ingen anden. Hans visuelle beundring for denne periode er uudtømmelig. Derimod afskyr han dens moral, tydeliggjort i pateren i Gert Fröbes skikkelse. Men selv pateren får lov at antage menneskelige træk, da han varsomt forsøger at forberede Ludwigs mor på, at hendes søn er homoseksuel.
Filmen er fyldt med samtidens tidsalders storheder: Romy Schneider har aldrig været dejligere end som den østrigske kejserinde Elisabeth, kaldet Sissy, med verdens største hår og mildeste smil. Hun havde - som ganske ung pige - sin filmdebut i en række rædselsfulde film om den samme kejserinde, nu tog hun hævn.
I en afklaret monolog i filmens begyndelse fortæller hun om sit glædesløse liv til fætteren Ludwig. Resten af filmen er hun til stede som Ludwigs rådgiver, der dog ofte kommer med meget dårlige råd, som da hun ønsker, at han skal smide Wagner på porten. Hun er Ludwigs livsvarige ”partner”, men da han forsøger at kopiere hende i en anden kvindes skikkelse, går det galt. Sophie er ikke Elisabeth, hun er ung og opnåelig og naiv. Da Ludwig forsøger at presse hende ind i sin fantasi om at være Wagners ”Lohengrin”, og kalder hende ”Elsa”, står hun af, og Elisabeth bliver vred. Sophie er hendes lillesøster og uskyldig i katastrofen.
Trevor Howard giver den koparrede liderbuks Richard Wagner alt, hvad han kan tage, i en blanding af geniets totale grovhed, intrigant væsen og grådighed. Stefania Mangano er en Cosima Liszt, som gamle Richard elsker, selv om hun er gift med hans ven (og dirigent). De to menneskers nødvendige løgn viser også, hvordan Wagner opfatter Ludwig: en evneløs, lidt tåbelig monark, som kun er nyttig, fordi han vil give penge til opførelse af et teater.
Et nul med en masse penge, magt, undersåtter og ubrugelige ideer.
Det er en vinkling, som Visconti paradoksalt nok både forstår og accepterer. Ludwig er ikke stor nok til at virkeliggøre sine planer om aat omskabe Bayern til et moderne Athen, hjem for moderne kunst.
Den nøgterne stillingtagen forhindrer heldigvis ikke Visconti i minutiøst at fortælle ”uden om” historien. Ludwigs største kunstneriske sejre var ikke opførelsen af Neuschwanstein og andre neo-gotiske Disney-borge, men hans støtte til Richard Wagner, så det er logisk, at man ikke får lov at se, hvad det er for et revolutionerende musikteater, Richard går og bakser med. Heldigvis er Trevor Howard en livlig og engagerende Wagner. Skildret uden eftertidens væmmelse eller moralske korrektion - se scenen, hvor han giver sin elskede Cosima julegaven "Siegfriedidyll" omgivet af deres fælles børn, der bærer efternavnet von Bülow, fordi de er født i hendes første ægteskab... Richard W. er nok i stand til at blanke enhver giver af, men han er ingen svindler med sine følelser.
Helmut Berger som Ludwig er fotogen og yndig, lige til fedme og rådne tænder ødelægger ham: en sand øjenfryd, Viscontis sidste unge elsker og samlever1. Ludwig bliver hos Helmut Berger til en sensibel ung mand, der er født med en guldske galt i halsen, og som ikke kan finde ud af livet. Til sidst afsættes han som sindssyg og begår selvmord. Han kæmper for sin figur, og han har frapperende udtryk for Ludwigs nedtur. Men hans spil er udvendigt og teatralsk. Ind imellem lykkes det en at overtale sig selv til at tro, at denne spillestil er et bevidst valg, at Ludwig selv overspiller sine roller. Helmut Berger er ikke i stand til at tage sin figur op til debat, og dreje filmen i sin retning, som Burt Lancaster forbavsende nok gjorde i IL GATTOPARDO. Hans kamp med materialet er i sig selv interessant at følge. Det er, som englænderne siger, a whale of a part. Ludwig glider ind i en dekadence, han ikke vil vide af, og går i opløsning.
Hver scene har sin ”nye” Ludwig, et nyt blik på det fine, godlidende, egomane og svage menneske, som gradvist går til grunde. Ind imellem tynges filmen af lange, lange monologer – en af dem er en flot, flot erstatning for lange, traditionelle slagscener, Ludwigs ven grev Durckheim (Helmut Griem) fortæller levende og fængslende. Andre steder griber man efter klippemaskinen. Men Helmut Bergers Ludwig er altid et blik værd. Som verden omkring ham bliver mere og mere absurd, svarer Ludwig med at blive mere og mere teatralsk. Og den position, som han fra begyndelsen ønskede at bruge til at forvandle München til et moderne Athen, udarter til tilfredsstillelsen af vilde personlige ønsker.
En af de mest oplysende scener i filmen skildrer Elisabeths ankomst til et af de crazy slotte, Ludwig har ladet opføre på en klippetop i Bayern. Filmen er selvfølgelig for størstedelens vedkommende indspillet on location. Med Elisabeth slipper vi ind i Ludwigs underbevidsthed, i dens naive form, til den grotte hvor han skal sejle rundt i en svaneformet båd med sine unge mænd.
Hans seksualitet forløses aldrig i et virkeligt forhold til et andet menneske. Tættest når han Elisabeth, men der er mere tale om bøssevenskab med smuk kvinde, end om dybe følelser. Ellers belurer Ludwig unge badende lakajer, fuld af katolsk skyldfølelse. For Ludwigs tragedie er (også), at han hænger uhjælpeligt fast i både sit århundrede, sin religion, sit system og sin rolle. Og derfor er Visconti så prægtig en skildrer af dette tunge, iltfattige system: han nærer den samme fascinerede ømhed for klunker, fortielse, hofceremoniel, stivnet pragt og hult ceremoniel som Ludwig selv gør. Han udleverer ikke, han skildrer kun, siger han.
Filmens svageste side er de indklippede ”øjenvidners” forsøg på at forklare Ludwig. De fungerer som en slags mellemtekster, ofte helt unødvendige for forståelsen, og de er jo netop ikke øjenvidner, men skuespillere, der oplæser tekster, forbløffende neutralt.
Publikum frankly dosen’t give a damn.
Vi er selv filmens øjenvidner, vi drager vore egne konklusioner.
Filmen handler om et uløseligt problem, Ludwig kunne være skredet fra det hele og have skabt sig et meningsfuldt liv - uden for den tomme rolle som konge. Men han er ët kød med sin rolle. Han kan ikke opnå et godt, normalt liv, i forbindelse med sin natur, han kan kun forsøge at forbinde fjerne punkter med sin personlighed.
Da filmen slutter (den restaurerede version varer fire timer), må man uvilkårligt vende tilbage til dens begyndelse for at måle forfaldet i billedet af den grønblege, skæggede, tandløse og fede Ludwig - med den yndige yndling, vi først mødte. Filmen er, trods sit fascinerende emne, sært hul i ryggen – Ludwigs drama er ensomt, og der er egentlig ingen anden konsekvens af hans fald, end personlig tragedie. Mennesket ophører med at være kongeligt symbol og ender som et skrøbeligt væsen, der ikke har anden frihed end selvudslettelse. Absolut værd at se, men holdningen til filmen er vildt splittet, den er enten elsket kult, eller opgivet som langtrukken, kedelig, idetom. Jeg stemmer for absolut seværdig. Men glem ”øjenvidnerne” og ansatserne til orgier – de er lige så uforløste som Ludwigs liv i øvrigt. MGM håbede, at LUDWIG ville gå hen og blive et internationalt hit, at alle kunstnere og kunstinteresserede ville styrte i biografen. Men først påå DVD er LUDWIG blevet populær. Ikke mindst p.g.a. det, en entusiastisk kvinde har kaldt ”the most beautiful man in the world”, Helmut Berger. Skønheden dominerer over alle andre ind- og udtryk i filmen og gør den seværdig, selv i de mest stillestående passager.
Og, kære venner, der er sandelig ikke mange film om historiske personer, der var praktiserende homoseksuelle! LUDWIG er et af de få – om end vi for n'te gang må sluge ideen om ensomhed og ulykke.
1 Visconti fandt ham som tjener og kok - og i samarbejdet med sin samlever blev Helmut Berger en sensibel skuespiller. Efter Viscontis død i 1976 gik han i opløsning. Han røg ud i svære misbrugsproblemer, indspillede B-film, medvirkede i tv-serien ”Dynasty” og gik til grunde som kunstner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar