Period piece
BARRY LYNDON Stanley Kubrick 1975
Vi kender dem jo til gabgabgab, de historiske film, hvor ha-stemte personer går rundt og taler alvorligt om ting, vi skal vide for at forstå handlingen. Netop derfor er der grund til at finde modsætningerne -. de utraditionelle, vellykkede, overraskende film.
Den klassiske historiske film BARRY LYNDON er bygget over William Thackerays roman af samme navn fra 1844 – om end Stanley Kubrick, instruktøren, har ændret et og andet, bl.a. hele slutningen – og dermed historiens konsekvens.
Kubrick havde nemlig i sinde at gennemføre et eksperiment ved at filmatisere en ironisk film fuldkommen alvorligt, og ved at filmatisere en historisk roman, som om den var skrevet samtidig med handlingen. Ydermere ville han søge at genfremstille lys, farver og lyd i autentisk form – så man på film vil kunne ”danne sig et billede” af rokokoens lyd, farver, lys. Det lykkes i alt fald at skabe nogle magiske indendørs optagelser. Filmen blev skudt on location og kun med den lysmængde som var tilgængelig ad naturlig vej. Altså en slags historisk dogme film.
Kubrick havde indhentet triste erfaringer, da han overtog SPARTACUS fra action-instruktøren Anthony Mann tilbage i 1959. Filmen blev nok en klassiker, men da han gav værket fra sig, var det tydeligt, at det var et kompromis mellem mange forskellige ønsker og ideer. Nu ønskede han at lave en pragtfuld og moderne historisk film – en ”period movie”, som en kunne sætte helt ny målestok. Det lykkedes.
Men der ER nu ikke meget dogme over denne overdådige skildring af 1700-tallet! Tiden er tilsyneladende minutiøst og kærligt genskabt, med parykker, skønhedspletter, accenter, forklædninger, barbariske straffe og seksuelle mores. Kniplinger, uniformer, løgne, falskspillere, krig og fred. Vi kommer godt rundt i Europa, fra det nærmest forelsket skildrede Irland i begyndelsen.
Historien om den unge Raymond Barrys vej fra fredløshed i Irland over karriere som soldat og falskspiller, til ejer af en af Englands største godser, og faldet fra tinderne, er en klassisk adventure.
En livsskæbne oprulles i detaljer. Og her er det også, filmens eneste virkelige svaghed viser sig: Kubrick er så meget i pagt med den tid, han skildrer, at han rennoncerer på en ”dom” over Barry Lyndon. Man fristes gang på gang til at ruske i Kubrick: hvem fa’en ER denne Barry egentlig? Skurk, offer, eller bare dum i nakken? Kan vi holde med ham, eller skal vi på et tidspunkt komme på bedre tanker og vælge en anden identifikationsfigur?
Man kan også vælge at acceptere den manglende dom som filmens udsagn – dette menneske er/bliver simpelthen til, hvad manden selv forsøger at hælde på en tom tank.
Det unge menneske skaber nok selv sin skæbne, men den sønderdeler ham også, og til sidst må han – enbenet, fattig og æreløs - vende tilbage til sin gamle mor i Irland. Der er ingen psykologi og ingen forklaring. Barry bliver så at sige af historiens salatslynge spredt over hele samfundet, og får lejlighed til at færdes i alle tænkelige miljøer, uden at blive klogere (end sige bedre), og uden at reflektere meget. Det eneste tidspunkter, hvor Barry træder i karakter, er da hans hjemve blotter ham over for en anden irer – og da hans stedsøn blamerer familien over for den forsamlede engelske adel, og han eksploderer i vold. Ingen af reaktionerne er forankret i Barrys luftige karakter som vi kender den. Barry vandrer bare. Han lærer intet. Måske netop derfor kan han ikke holde sig på toppen. Han kan jo kun narre, reproducere andres normer, og gå efter den højeste indsats.
Set fra tidens egen synsvinkel er den hæmmede, nærmest personlighedsløse lady Lyndon (Marisa Berenson) ikke noget psykisk vrag, men en kvinde, der forstår at holde på formerne. Hun er i bund og grund passiv, skønt hun selv vælger den klassemæssigt uacceptable Barry som sin nye ægtemand. Derfor kan den lige så uudviklede Barry ødelægge hendes liv og formue. De er fælles på et eneste område: personens tomhed. Lady Lyndon har egentlig kun lært at KEDE SIG med anstand, som det fremvises under sekvenserne ved det fashionable bade, hvor hun træffer Barry. Derfor kan hun heller ikke hverken gribe, fastholde, elske eller glemme Barry - han forbliver et uforklarligt intermezzo.
Kubrick ændrede en del på forlægget, William Thackerays roman, der blev udgivet som føjleton i 1844.
Thackerays Redmond Barry er ingen uskyldig ung fyr, der p.g.a. ulykkelige omstændigheder bliver skæbnens kastebold. Han er en mørklødet, lidet køn og kantet mand, der vælger sin skæbne. Men dog den mest sympatiske figur i en mørkt anlagt roman.
Barry brister i gråd ved mødet med falskspilleren Chevalier de Baliban, ikke fordi haan møder en landsmand, men fordi manden er hans onkel. Scenen i filmen er stort set uforståelig. Baliban ligner ikke just irske bønder som Barrys slægtninge, og han taler tysk med fransk accent. Man har forsøgt at redde scenen fra usandsynlighed – og at isolere Barry fra hans irske familie.
Ydermere lader Thackeray simpelthen Barry dø i Fleet Prison. Kubrick sender ham hjem til Irland i revolutionsåret 1789. Filmen benåder ham med andre ord. Han kan få et langt efterliv, tyggende drøv på sin ungdoms begivenheder. Vi forstår, at dette efterliv ikke er interessant .- vi skal kun være vidne til op- og nedtur.
Og så er Kubricks ”fortællerstemme” ikke identisk med Thackeray. Ikke engang instruktørens kommentar. Efterhånden begynder man at mistro fortælleren, der synes at ville mislede os, gang på gang. Raymond Barry forvandles til Barry Lyndon, og stemmen forsøger at fortælle hans liv nøgternt, men med bekymring, lige til man må konstatere, at al er tabt. Flugten begyndte med en duel, der var et skuespil. Da han som moden mand skal udkæmpe en duel med sin kluntede stedsøn, ender den i ødelæggelse af hans ben, skilsmisse og fordrivelse.
Ryan o’Neal – en skuespiller uden det store register at trække på – er den eneste amerikaner omgivet af europæere. Hans sprog adskiller sig fra omgivelsernes, han er sprogligt en outsider. Han lever isoleret, og isolerer sig selv, når andre kommer ham for nær. Selv Chavlier de Baliban er mere kollega end ven. Han ønsker ikke, at lady Lyndon bliver hans fortrolige efter brylluppet; han søger at kopiere adelens fjerne og kølige ægteskaber, og giver dermed Lady Lyndon det modsatte af, hvad hun ønskede at finde i Barry.
Ømhed finder han kun i forholdet til den søn, han forkæler så meget, at sønnen griber til ulydighed.
En evig jagt efter ømhed, autoriteter, værdighed og tryghed fører ham opad i samfundet, men altid uden accept. Han ønsker egentlig heller ikke at besidde det, han synes at søge efter – men overraskes over sine egne varme følelser for sin lille søn.
Der følger ikke hverken ømhed, autoritet, værdighed eller tryghed med hans vandring mod tinderne. Kulde, uværdighed og usikkerhed synes at klæbe til ham, hvor han går. Den lystigste tid i hans liv kommer til at fremstå som de år, hvor han tunerede gennem Europa som falskspiller.
Da han flygter efter den første duel, bliver han udplyndret og må sælge sig selv som soldat. Her får han at vide, at der oprindelig egentlig ikke var nogen grund til at stikke af, han har ikke dræbt nogen rival, duellen var arrangeret. Og hans kæreste har i øvrigt ægtet den officer, han sårede.
Han flygter i officersuniform fra den britiske hær, men opdages som desertør af den preussiske oberst Potzdorf og bliver nu preussisk soldat.
Chevalier de Baliban tager ham under sine vinger, og som falskspiller og charmør gør han karriere - og gifter sig med den højadelige Lady Lyndon, der praktisk nok bliver enke, fordi hendes aldrende, vanskabte mand dør under et kortspil – med Barry. Opportunisten viger ikke tilbage for noget. Hvorfor ikke tage imod det, som tilbyder sig?
Men selv ikke den underdejlige Lady Lyndon kan slippe ind under panseret. Omgivelserne accepterer hans nye rang, om end uden begejstring, og udstøder ham, efter at han har blameret familien ved at gennemtæve sin stedsøn.
Barry er omgivet af frosne sjæle. Lady Lyndon er kun den mest forfrosne. Og resultatet bliver den endegyldige deklassering af Barry – det er endnu ikke muligt at foretage så stort et socialt spring, som han ønskede. Barry bliver aldrig det, han ønsker, men lærer at foregive. Dog ikke med held, som da hans forklædning som officer afsløres af preusserne, og hans adelsmandsmanerer krakelerer.
Uskyld berøvet kyndig vejledning ender - ifølge filmen – nødvendigvis i ulykke. Således beskriver Barry den ”rake’s progress” som William Hogarth skildrede i malerier og kobberstik. Og således forvandles vi som publikum til iagttagere i et prægtigt, levende kunstgalleri – ganske som 1700tallets elite på en grand tour gennem Euopa.
BARRY LYNDON må være en af de mest delikate visuelle oplevelser i filmens historie. Men det er også en grusom historie, hvilket den udfoldede skønhed tjener til at sløre. Filmen er tro mod sin tid, og fuldkommen ligeglad med sin egen samtid. Det er faktisk stort set umuligt at finde en eneste reference til 1970erne.
Til gengæld er dette en dejligt atypisk period movie. Den er blottet for sentimentalitet, søger ikke de billige løsninger, og overrasker gang på gang med sine handlingsspring.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar