WE WERE SOLDIERS, overraskende Vietnam film, HISTORISKE FILM

Det forbavsede i alt fald mig, at Randall Wallaces film WE WERE SOLDIERS –

han skrev manus og instruerede, og Mel Gibson finansierede – er så anderledes. Endelig en film om Vietnam-krigen jeg kunne lide.

WE WERE SOLDIERS er en af de mest åbenhjertigt brutale krigsfilm i årtiet, og det vil sgu sige noget. Men det er også en film, som æder sig ind på publikum, fordi den insisterer på identifikation.

Den første del af filmen virker ulideligt sentimental, plakatagtig, ren overflade. Lige til man havner i Vietnam - og opdager, at indledningen har villet vise en arrogant, selvbevidst krigsmaskine, der i virkeligheden intet aner om krig. WE WERE SOLDIERS er også en sært bagvendt film om, hvorfor man skal undgå krig med alle midler. Jeg aner ikke, om Mel Gibson i dag ville gå ind for filmen, men da han spillede hovedrollen, var han åbenbart tændt.

Oberst Moore (Mel Gibson) anfører en enhed, der sættes ind mod knusende overmagt i det første slag under Vietnam-krigen. Han tror nærmest religiøst på missionens retfærdighed – men især på soldaternes fællesskab, et venskab som kan blive dybere end selv kærligheden mellem ægtefæller. Han er overbevist katolik, og har efterladt sin overdejlige hustru (Madeline Stowe) hjemme, i den lidet inspirerende militærforlægning, alene med en masse andre forladte kvinder, lutter hjemmegående husmødre.

Nok overlever han, og en mindre del af hans enhed, men under missionen mister han sin tro på, at det hele nytter. Der er ikke længere nogen mening med krigen, ud over at overleve. Og at beskytte sine venner mod døden.

Som Billy Joel beskrev det i sin Vietnam-sang ”Goodnight Saigon”, så var vietcong-guerillaen koldblodig og frygtindgydende. Man skød kun for at dræbe, ikke for at skræmme. Moralen var høj og motivationen i orden. Det er imponerende modstandere, som slås for deres hjemland. Og krig er skrækindjagende i denne moderne form, hvor relativt små enheder skal udføre mange forskellige opgaver i urskov og buskads.

Vi skånes ikke for noget, men filmen bliver aldrig hverken hysterisk eller imponeret over sine egne virkemidler. Den gengiver jo kun krig realistisk. Meget betegnende bygger filmen på en bog skrevet af den unge journalist, som i filmen ankommer til fronten for at ”få noget at skrive om”, men som i løbet af ganske kort tid af nød forvandles til soldat på godt og ondt. Han får respekt for soldaterne, men afsky for krigen. Hans modbillede er oberst Moores hustru, der holder sine egne nerver i ro ved at gå rundt til kvinderne i militærforlægningen med de summariske telegrammer om ægtemændenes død. I sin magtesløshed og isolation må hun, ligesom sin mand, handle for at overleve – i dette tilfælde mentalt.

Ind imellem virker det, som om WE WERE SOLDIERS bevidst spiller på en korrektur af Vietnam-krigens mest forkætrede film, John Waynes THE GREEN BERETS, der blokerede for et helt årtis filmiske behandling. Også her er der en journalist tilknyttet, spillet demonstrativt nedslået, civilt og slapt af David Janssen. Men hvor GREEN BERETS var en rasende entydig ”tilrettevisning” af enhver kritisk røst, er WE WERE SOLDIERS eftertidens nuancerede blik på en forbandet krig, der efterhånden er blevet meget fjern.

GREEN BERETS var et partsindlæg - og tilmed indspillet på et tidspunkt, hvor en amerikansk sejr var en mulighed, i 1968. P.g.a. de voldsomme reaktioner på filmen er den kun set af et fåtal (og den er da også kun interessant som historisk dokument).

Mel Gibson er forbavsende lavmælt i sin rolle som obersten, hvor man frygter overdrivelser, føleri og hul bravado. Åbenbart var han en skuespiller, der blomstrede, når han kom under en instruktørs kommando. Hans tårevædede reaktion, da en journalist spørger, hvordan det føles at have vundet, er blottet for sentimentalitet: de har jo netop ikke vundet en hujende fis, bortset fra retten til at leve lidt længere – bare for at falde i næste træfning. For når filmen holder op, fortsætter krigen jo.

Skildringen af vietcong som en respektindgydende fjende, ledet af fremragende officerer, er enestående. Den er nok kun mulig, fordi afstanden til Vietnamkrigen er så stor - indtil WE WERE SOLDIERS optrådte vietnamesiske soldater som skygger i junglen og ofre.

Man kan sammenligne med Ridley Scotts krigsfilm BLACK HAWK DOWN fra 2000, om konflikten i Somalia, hvor en ”usårlig” amerikansk kamphelikopter skydes ned af formentlig primitive somaliske partisaner. Her er ”fjenden” en ubehagelig masse, ingen individer, kun en grød af fjender med anden hudfarve end vore helte. En form for kunstnerisk imperialisme? Eller bare en naturlig konsekvens af krig?

Moderne krigsfilm, hvor går de hen? Irak og Afghanistan har affødt et par overraskende film. Mest udfordrende THE HURT LOCKER om de helte, vi sjældent hører om, de mænd som skal demontere bomber og miner. i 2011 vovede en engelsk tv-serie at minde om 1. Verdenskrig - DOWNTON ABBEY - "The Great War"...