GONE WITH THE WIND, hvid og sort historie, HISTORISK FILM

Hvid og sort historie

GONE WITH THE WIND 1939 Victor Fleming

Filmatiseringen af Margaret Mtchells roman GONE WITH THE WIND står stadig - skønt udsendt i 1939 - som den helt (eneste?) klassiske film om den amerikanske borgerkrig. Og så er det tilmed en film, som skamløst tager parti for den ene fløj. En film, som følger en altbesejrende bestseller så trofast som det er muligt. Men også en film, som selskabet bevidst havde forsøgt at gøre tokønnet, så den både kunne tiltrække mænd og kvinder. En kærlighedshistorie, men også en storslået historisk film.

Det er nok svært at finde et eneste menneske i Vesten, som ikke har set GWTW. Filmens alder har svækket mange af dens sære træk – den er blevet accepteret, og dens visuelle sprog identificeret med Hollywood omkring år 1940. Da Europa blev hvirvlet ind i WW2, så USA stadig indad og tilbage på sin borgerkrig. Efter mere end ti års krise så USA tilbage på sin borgerkrig. Efter firs års forløb så USA omsider tilbage på sin borgerkrig. I form af en atypisk synsvinkel: GONE WITH THE WIND er en hård sydstatskvindes historie. De første ca. 40 år af hendes liv.

Men som film er GONE WITH THE WIND skildringen af den tid, hvor Rhett Butler fra nordstaterne og Scarlett O’Hara fra sydstaterne kendte hinanden. Den begynder med deres første møde, og slutter med deres skilsmisse.

Midt i beretningen ligger borgerkrigen som den store ligemager, den store modner.

Den ekstremt selvoptagede teenager Scarlett vokser under krigen, hun udvikler sig til en slags modvillig matriark, lærer hende at myrde, og at kæmpe for sine kære. Først da hun gifter sig med sit modbillede Rhett kommer hun ”hjem” menneskeligt, og skal omsætte sin viden i fredstidens privatliv. Det går ikke særlig godt. For Scarlett lever på en Ibsensk illusion: at hun passer sammen med, og elsker, den vege, søde og inderligt kedsommelige Ashley Wilkes. Vi ved, at hun tager fejl. Forfatteren(og filmen) ved, at hun tager fejl. Ashley Wilkes og Rhett Butler ved, at hun tager fejl. Men først da det er for sent, erkender hun selv, at hun har bygget sit liv på en løgn, og at hun har ødelagt sit ægteskab med en løgn.

Nu forholder det sig bare sådan, at filmen egentlig ikke er særlig interesseret i Ashley Wilkes. Det er publikum heller ikke. Rhett Butler fik lov at brede sig i fortællingen, og det klæder unægtelig filmen: vi forstår, hvad det er, som fascinerer Scarlett, men som hun hele tiden skyder fra sig. Den private historie bliver ikke overskygget af krigsfortællingen, de to er parallelle forløb.

Det mærkes ikke, at filmen var et mareridt for alle involverede (Vivien Leigh hadede instruktøren Victor Fleming, som var sat til at afløse George Cukor, og Victor Fleming nærede lige så voldsom afsky for hende, mens Clark Gables had koncentrerede sig om producenten David Selznick…).

Vivien Leigh forsvarer sin Scarlett med alle midler. Vivien Leigh havde ellers ofte fået til opgave at spille sødmefuld og/eller svag, og hun egnede sig mildt sagt ikke til offerrollen - hun søgte altid mod at aktivisere sine roller (især Blanche i A STREETCAR NAMED DESIRE., hvor hun med sit britiske hudløse teaterspil byder Marlon Brando kvalificeret modstand som Stella.)

Hun var egentlig et utraditionelt valg til rollen.

Producenterne så Scarlett som en hårdere og skarpere type, snarere en Bette Davis, og fandt Vivien Leigh for smuk. Men hun virker blød, feminin og katteagtigt smidig, samtidig med at man fornemmer stålet i silkehandsken. Hun kan fremtille en hvilken som helst karakter – også den morderiske, energiske Scarlett.

Hvor god hun er – og hvor klart hun har gjort Scarlett til sin – fremgår først, hvis man sætter sig ned og ser alle de andre skuespillerinder, som blev prøvefilmet til rollen. God help us, hvis en af de skarpkantede divaer, eller de naive bløddyr, havde fået rollen!

Alle kender vel historien om, hvordan David E. Selznick, producenten, gennemtrawlede USA for at finde en ”ægte” ukendt skønhed, der kunne fremstille Scarlett. Sandheden er nu snarere den, at han søgte en fremragende skuespillerinde, der havde Scarlett ”i sig”.

Der eksisterer fascinerende prøvefilm af Bette Davis som Scarlett, en helt anden tolkning end Leighs, intellektuel, kold, skarp, arrogant, dækkende over glødende hede. Men desværre ikke helt så overbevisende som Leigh.

Davis fik selvfølgelig ikke rollen, hvilket hun blev både rasende og ulykkelig over. Hun havde fremstillet sydstatsfurien JEZEBEL, og mente at hun lignede forfatteren Margaret Mitchells heltinde slående rent fysisk (men her tog hun ganske fejl – Margaret Mitchell fremstillede Scarlett som en forskønnet udgave af sig selv!).

Skuffelsen førte hende til at anlægge sag mod filmselskabet, en sag som førte til nedbrydningen af hele kontraktsystemet.¹ Så også på dette område blev GWTW en murbrækker.

Selznick overvejede, om Joan Fontaine kunne forvandles til en ægte Scarlett - hun fik en Oscar for sin hovedrolle i Hitchcocks REBECCA året før, hvor hun spillede bukserne af Laurence Olivier, men hun virkede alt for blid. Et øjeblik overvejede han åbenbart Katharine Hepburn! Men hvordan få miss Hepburn til at anlægge en troværdig sydstats-accent?

Chaplins kone Paulette Goddard, hvis karriere blev smadret af ægteskabet, kom tættest på Vivien Leighs Scarlett i sin prøvefilm.Hun fremstillede alligevel Scarlett lidt for mildt, lidt for direkte, lidt for for sødt, alt for let at aflæse. Ingen mysterier her.

Men Vivien Leigh lader hele tiden forstå, at Scarlett ”naiviserer” sig selv, og spiller rollen som passiv, uvidende, svag. I virkeligheden er hun både bedre begavet og langt hårdere end de mennesker, som omgiver hende.

GWTW er allerede i bogform en normbryder: her fremstiller en kvindelig forfatter en alt andet end pletfri, sympatisk kvindelig hovedperson. Vivien Leigh ”forklarer” hende gennem traditionelt engelsk skuespil, ligesom Clark Gable gentager sin egen mandetype som Rhett Butler. Han var nervøs over at medvirke i filmen, fordi han vidste, det ikke var en ”mandefilm”, hidtil havde han mest af alt været actionstjerne - og en blændende komedieskuespiller.

Han kunne ikke danse, og nægtede at anlægge den sydstats-dialekt, som Vivien Leigh indlærte. Men alle disse begrænsninger lod til at virke positivt på hans spillelyst, hans Rhett er ikke kun en flot fyr, men udvikler sig - en mand, der kæmper desperat for at få sit privatliv til at fungere.

Filmen lever måske nok på sin sum af action - Atlantas brand - men det er samlivet mellem Scarlett og Rhett, som for alvor fyrer op under bålet, og som holder filmen levende.

GWTW fungerer her lidt som en slags ”Krig og Fred”, hvor fredsdelen egentlig indeholder flere konfrontationer end krigen.

Tværs gennem filmen vandrer en ligbleg, elskelig, konfliktsky Leslie Howard som Scarletts formodede kærlighed, Ashley Wilkes. Han virker, som den eneste af skuespillerne, forældet i sin selvsmagende stil, lige til man opdager, at meningen er, at hans maner er blevet ren form. Forfinelsens omkostninger. Ashley ER simpelthen betydningsløs, og han drømmer virkelig om at stikke af med Scarlett, fra kone og barn og det hele, men tør ikke.

I en af filmens mest vellykkede konfrontationer lader han sig lokke af Scarlett (på markarbejde!) og trækker sig straks tilbage fra deres omfavnelse. Hvorfor? Det giver alene castingen af hans kone Melanie svaret på: MGM valgte Olivia de Havilland. Publikums yndling.

Hun så herlig ud i borgerkrigens kostumer, og som Melanie udstråler hun filmen igennem ukuelig moralsk og menneskelig styrke. Hun er psykisk sej, den lille, fysisk svagelige Melanie. De Havilland flytter indtrykket af de to kvindelige hovedfigurer, som man kender dem fra bogen: hendes Melanie er langt mere interessant end Margaret Mitchells! Hvis man sammenligner bog og film, forekommer det, som om manuskriptets figurer har mere kant. Men der er også tale om mildning: i bogen får Scarlett flere børn med den mand, hun hugger fra sin søster. Disse børn fylder næsten ingenting, derimod er den datter, hun og Rhett får sammen, genstand for grænseløs kærlighed. Hverken Frank eller børnene får lov at fylde meget i filmen. Scarletts ægteskab med Frank er trods alt for grænseoverskridende for filmudgaven.Rent faktisk fungerer Scarletts historie dramaturgisk langt bedre, hvis hun kun får ét barn, den elskede Bonnie, med Rhett Butler.

GWTW skulle være historisk korrekt i alle detaljer (men i starten ser vi sorte slaver plukke bomuld i foråret - det er utænkeligt), om end uniformerne ind imellem ser højest tvivlsomme ud m.h.t. farvevalg. Kostumerne blev alle håndsyet efter autentiske forlæg. Og kvinderne bar ægte kniplinger og mamelukker under skørterne, selv om de ikke kunne ses af publikum. De korrekte dragter var en del af salgsargumentet.

Kvindernes rolle i det amerikanske samfund blev skildret med forbavsende åbenhed: Scarletts mor styrer plantagen Tara, mens hendes far mest tumler rundt i sin egen verden. Scarlett bliver en succesfuld forretningskvinde. I film (og bog) opfattes det ikke som noget exceptionelt, men som et logisk udtryk for hendes (og hendes mors) væsen. Hun mener nok, at hun ligner sin støjende far, men det er den effektive moder, hun virkelig slægter på.

Til gengæld er filmens billede af Georgia før borgerkrigen en tilsnigelse. Og det var umuligt økonomisk at genopføre greathouses fra plantage-tiden. I stedet måtte man finde noget, som lignede.

Selznick huggede hæle og klippede tæer. Da familien O’Hara kører op til Wilkes’ gods Seven Oaks for første gang i filmen, virker billederne uvirkelige: det skyldes, at man forsøgte med primitiv teknik at kopiere flere forskellige skud ind over hinanden - derfor kører vognen så at sige igennem træerne, som var de spøgelser. De korte glimt fra Seven Oaks’ portico er optaget på Selznicks egen ejendom. Derfor synes man at genkende huset fra GWTW, hver gang man præsenteres for Selznicks hvide hus før credits i hans andre film...

Interiørene var lette og sjove at genskabe, men byerne og især godserne er rene fantasiskabelser. Tara virker langt mere rummelig indvendigt, end huset ser ud til udefra - og fordi netop Tara skal udfylde en så speciel rolle i Scarletts verdensopfattelse, virker det fysiske hus ubetydeligt i filmen, et af de få visuelle fejlgreb.²

Da Atlanta brænder, er det som bekendt MGMs gamle brugte blockbuster-kulisser, man fyrer af - således bl.a. kæmpeporten fra KING KONG – med en standin for Vivien Leigh.

Der er næsten ingen tomgang i filmen, ingen dybt ligegyldige sekvenser, ingen billeder uden stillingtagen. Dermed ikke sagt, at filmen bare hopper som en moderne tv-film fra højdepunkt til højdepunkt, på gummistylter. Den fungerer faktisk bedst, når den gør sig den ulejlighed at kombinere udvikling i handlingen med udvikling i personerne.

Et af de få skred, som bogen skildrer bedre end filmen, Scarletts udvikling til stramtandet savværks-ejer og hårdhændet kapitalist, der ernærer sig af straffefrangers arbejdskraft, glider ned med et lille gylp. Ingen forargelse. Mest fordi Vivien Leigh, så snart hun får mulighed for det, udbygger karakteren – hun er trods alt stadig sårbar, Scarlett. Hun er intet monster, men realiserer nu det løfte, hun gav til sig selv, da hun vendte hjem til Tara og opdagede at slaverne var rømmet og hele hendes verden gået til grunde: As God is my witness, I will not go hungry anymore!

Den opmærksomme læser vil bemærke, at der tales meget lidt om filmens nominelle instruktør, Victor Fleming. Det har sine grunde.

Oprindelig havde David E. Selznick engageret George Cukor, men stoffet overvældede ham, og optagelserne tog ekstremt lang tid. I stedet blev Fleming bragt ind, en effektiv no-nonsense mand, der netop havde afsluttet THE WIZARD OF OZ. I virkeligheden blev store dele af filmen egentlig instrueret af producenten David E. Selznick. Han elskede bogen, og ønskede så få afvigelser fra originalen som muligt. Det er formentlig også hans tekniske konservatisme, som gjorde, at Scarlett ind imellem taler højlydt til kameraet – uden at de tilstedeværende kan høre hende – Mitchells tankemonolog skulle med.

Op igennem årtierne blev GWTW betragtet som en af de ubestridt store amerikanske film. Den blev udsendt på det værst tænkelige tidspunkt, netop da WWII brød ud, og det tog da også lang tid, før filmen overhovedet kunne vises i Danmark. Der blev endda oprettet et selvstændigt rederi (Scarlett Line) for at transportere danskere til Sverige, hvor filmen gik. Det forstår man bedre, når man hører, at filmen først fik dansk premiere i 1958.

Til gengæld forsøgte man så at malke kaninen grundigt. I min barndom dukkede der med jævne mellemrum nye filmkopier op, med den advarsel at snart var det sidste chance for at se filmen. Allerede dengang undrede jeg mig – agtede filmselskabet at destruere alle kopier og dermed udelukke sig selv fra at tjene penge på kommende generationer? Det viste sig heldigvis at være en hoax.

GONE WITH THE WIND rendte ind i stiv modvind i 1970erne, hvor filmen blev set med friske øjne – og anklaget for at ”undlade at artikulere afro-amerikanernes stemme”. Det er en fuldkommen absurd anklage, fra Selznicks synspunkt. GONE WITH THE WIND er en ekstremt hvid, sydstatsvenlig fortolkning af borgerkrigens historie. Det er en bog skrevet af en hvid kvinde, som skam- og sorgløst fremviser de hvides yderst naive opfattelse af slaverne.

På en måde er GONE WITH THE WIND dybt realistisk: der er ingen tvivl om, at de hvide plantageejere opfattede ”the darkies” præcis som Scarlett og de andre hvide gør. Barnlige eksistenser, som ikke kan klare sig ude i samfundet. Der er ingen tale om anger fra de hvides side over at have holdt andre mennesker som slaver, selv ikke efter borgerkrigens slutning.

GONE WITH THE WIND ønsker ikke at perspektivere romanens forfatters syn på forholdet mellem sort og hvid. Men den problematiserer faktisk barnliggørelsen af slaverne: tåbelige lille Prissys løgne er ved at koste Melanie livet under hendes fødsel.

Og hvad med kvinderollen?

Scarlett er afhængig af sin evne for at charmere mænd. Uden denne evne vil hun forvandles til en ufri person, og ufriheden gør fattig. Hun opdager hurtigt, hvordan det hænger sammen, og forsøger at vride verden i sin retning, i begyndelsen uden større held. Hun kæmper længe for at få det yndefulde drog Ashley Wilkes til at elske sig, derefter for at få Rhett Butler til at føje sig. Intet af dette lykkes. Hun opgiver sin succesfulde forretning for at blive overklassehustru, og mister derefter barn, veninde og til sidst ægtemand. Det eneste, hun har tilbage, er en andel i barndomshjemmet Tara.

Scarletts skæbne er ”statistisk sandsynlig”. At hun aldrig fatter, at hun og Rhett ligner hinanden, og er nødvendige for hinanden, er fortællingens egentlige tragedie. Scarletts egentlige tragedie. Ikke engang borgerkrigens rædsler kan få hende til at fatte det, som ethvert medlem af publikum har vidst lige siden første scene.

Og korrektionen? Den kom først i 70erne med ROOTS - som vi møder i morgen, torsdag

1 Krisen begyndte umiddelbart efter Bette Davis’ Oscar i 1935, da hun blev tilbudt en række meget ringe manuskripter. Hun fik ikke Scarlett O’Hara, men indspillede i stedet THE PRIVATE LIVES OF ELISABETH AND ESSEX og opbyggede sin karriere på at skildre stærke kvinder. Det betalte sig altså at gøre oprør.

2 Det ville nok have overrasket samtlige medlemmer af publikum i 30erne og 40erne at GWTW ikke er skudt on location - ganske som det i 80ernes begyndelse skuffede en af mine veninder dybt, at tv-serien THE THORN BIRDS var optaget i Californien, med indbragte kænguruer, og intet havde at gøre med Australien.