FAR FROM HEAVEN, historisk film, 1950erne, metafilm

Meta-filmen

FAR FROM HEAVEN 2003 Todd Haynes

Flere generationer er vokset op med filmen som sin primære reference. Mens de færreste af os læser en roman om dagen, kan vi nemt se (mindst) en film hver aften på tv eller dvd. Vi er fortrolige med filmmediet. Metafilmen bygger ikke kun på andre films sujet og udseende, men i allerhøjeste grad på publikums gamle, oplagrede oplevelser af andre film.

Ingen metafilm har endnu forholdt sig så æstetisk bevidst til ”sin” tid som Todd Haynes’ mesterværk FAR FROM HEAVEN fra 2003.

Hele den visuelle side (og en stor del af lydbilledet) er en forelsket moderne versionering af 1950ernes amerikanske melodrama, især har Douglas Sirks film været – bogstaveligt talt - forbilleder. De var ekstremt populære op til midten af 60erne, hvor de faldt i unåde hos filmkritikerne. Men Rainer Werner Fassbinder genopdagede Sirk, der omsider blev accepteret som en formens mester. Men ingen har forsøgt at bygge så visuelt gentagende på Sirks æstetik som Tod Haynes, der kopierer Sirks stærke, mættede farver.

Hans film foregår i tidsrummet mellem efteråret 1957 og foråret 1958 i Hartford, Connecticut, og naturen er larmende til stede med sine farvekombinationer – selv om ingen af de hvide hovedpersoner har noget særlig nært, end sige bevidst, forhold til hverken deres egen natur – eller naturen selv. Den sorte mand, undtagelsen, er til gengæld – gartner.

Historien er ikke i sig selv særlig sindsoprivende: den perfekte direktørhustru opdager, at hendes ægtemand er homoseksuel - og forelsker sig selv i den sorte gartner. Forholdet bliver aldrig virkelighed og ebber ud. Set med årtusindskiftets øjne er der ikke noget at komme efter.

Men filmen er fortalt med den højeste grad af akkuratesse og præcision: ALT der omgiver karaktererne er minutiøst rekonstrueret, fra farvevalg over kjoler og frisurer til filmisk sprog. Vi er nedsænket i en anderledes og kuriøs, ind imellem meget fremmedartet verden.

Men det virkelig imponerende (og overbevisende, forførende) ved filmen ligger i, at figurernes bevægelsesmønster og gestik er korrekt gengivet. Vi befinder os i en eksotisk verden. Gradvist suges vi ind i en på mange måder skønhedsdyrkende, overfladisk - og totalt formaliseret – tid, og accepterer dens normer. En slags 1900-tallets rokoko, om man vil – læg mærke til kvindernes opsatte hår.¹

Hovedpersonen Cathys veninder virker ved første blik tåbelige, men snart opdager vi, at der er tale om selvforsvar. Dette samfund undertrykker ALLE andre udtryk end de vedtagne. Skønheds- og ligevægtsdyrkelsen er total. Farverne i filmen er juvelagtigt klare. Det, der tåler dagens klare lys, får yderligere farve af ærlighedens naivitet.

Men når Cathys mand går på bøssebar, omgives han af skingre farver, trods halvmørket. Da han mishandler Cathy, sker det i mørke. Efteråret, der er scenen for Cathys forelskelse, brillerer med sit funklende purpurløv, mens forårets lys er jernfarvet.

Også lydsiden er inspireret af 50ernes melodramaer. Her mindes man igen og igen Alex North's vældige symfoniske underlægningsmusik: man får konsekvent og håndfast at vide, hvad man skal mene, da musikken tager parti for den ene af modstanderne i alle konflikter.

Selv filmens replikker er ”halvtredseriseret” - alle ubehagelige udtryk undgås, og det, man ikke vil vide af, omtaler man bare slet ikke - lige til ægtemanden slipper ”the f-word” ud i hovedet på sin kone. Herfra er der ingen vej tilbage.

FAR FORM HEAVEN er med andre ord ekstremt historisk korrekt - således opførte mennesker sig i denne periode, disse dragter bar de, disse bevægelser var naturlige, sådan var omgangsformen, konventionerne og fordommene. Filmen indgår i et stadig pågående opgør med de 50ere, som i en periode pludselig blev rehabiliteret.

Men den forholder sig også til sin egen samtid. Trods personernes fremmedartede bevægelsesmønstre og mimik er konflikten (desværre) også nutidig. Forholdet mellem hudfarverne er ikke ændret til uigenkendelighed, siden Cathys veninder rystes over, at hun overhovedet vil tale med en afroamerikaner. Homoseksualitet opfattes stadig som et ”valg af livsstil”, snarere end som natur. Konflikten er med andre ord ikke forældet, selv om handlingen tilhører en anden tid.

Fordelen ved at forflytte den stadig relevante konflikt til 1957 er ganske tydelig: man undslipper "nutidiggørelsens" krav. Man kan klæde den i skønne gevandter og fokusere på forskellen mellem det etisk og æstetisk tilfredsstillende ydre og det bundrådne indre. Konflikten bliver faktisk tydeligere i 50ernes ultrabeherskede verden, end hvis man skabte et tilsvarende miljø til en tilsvarende konfrontation år 2003.

Men vor samtid er hele tiden til stede som reference. Vor reference, publikums reference. I forhold til næsten alle andre film fra 2003 er FAR FORM HEAVEN ekstremt voldsfattig. Kun Franks overfald på Cathy tangerer vold, og gartnerens lille pige bliver brutalt tævet af nogle bøller fra skolen. Omgivet af selvbeherskelse står disse to tilfælde af vold desto stærkere.

Sujettet er stort set hentet fra Douglas Sirks hovedværk ALL THAT HEAVEN ALLOWS fra 1955, med Jane Wyman i den rolle, Julianne Philipps her gør til sin. Men hvor Wyman i originalen må nøjes med det fjernsyn, hendes børn forærer hende, bliver Cathy i FAR FROM HEAVEN skilt, og forårets kirsebærgrene minder om, at vi nu kun er ti år fra det store oprør - der er håb forude. Noget andet vil ske – men i en helt anden visuel dragt. Vi har i virkeligheden overværet Cathys verdens sidste krampetrækninger. Den nye tid er på vej. Men hvis den skal fortælles, må man skifte stil.

FAR FORM HEAVEN knytter sig til en række film fra årtusindskiftet, hvor amerikanerne hyldede og kritiserede paradigmeskiftet fra 68. PLEASANTVILLE fra 1998 af Gary Ross præsenterede konflikten i eventyrform. To moderne teenagere glider ind i deres yndlings tv-serie fra 50erne – en uskyldsren verden i sort-hvid, uden kunst, bøger, orgasme og ildebrand! Alt dette bliver indført af den ene af de unge, mens den anden (den vilde pige) ønsker at forblive i seriens univers!

Da PLEASANTVILLE dukkede op i biograferne, opfattedes den som et sent korrektiv til 80ernes nostalgiske tidsrejse-film, der alle forholdt sig idealiserende og idylliserende til 50erne. Det årti, som man i 60erne og 70erne havde forkastet og fordømt som passivt, repressivt og forløjet, blev nu fremhævet i film som PEGGY SUE GOT MARRIED og BACK TO THE FITURE. Hvor de mere kunstneriske behandlinger af perioden fastholdt en ironisk distance, var blockbuster-filmene betagede af 50erne. PLEASANTVILLE fortalte en modsatrettet historie: mennesket kan ikke i længden udholde at leve i sort-hvidt, uden kunst, uden oprør. Filmen handler om frihedens risici og glæder – og om det umulige i at gå tilbage til ufrihed efter at have smagt bare en anelse af frihedens sødme.

PLEASANTVILLEs holdning til udviklingen var næsten 100 % positiv. Noget andet var næppe heller muligt i præsident Clintons optimistiske livsnydende 90ere. FAR FROM HEAVEN er en anelse mere skeptisk over for fremtidens frihed.

PLEASANTVILLE forsøgte med lige dele spøg og alvor at vise, at nutiden med sin seksualisering, vold og åbenhjertighed er ”bedre for os at leve i end 1950erne, men det er FAR FORM HEAVEN, der lykkes bedst med sit projekt. PLEASANTVILLE præsenterer 50erne som en tv-serie, publikum aldrig rigtig kan tro på, hvordan opnå spænding uden konflikter? FAR FROM HEAVEN går hele vejen i sin tidsmaskine for at få os til at fatte, at forandring er svær.

Når FAR FROM HEAVEN insisterer på at fortælle sin højstemte historie med 1958s virkemidler, er den først sand mod den tid, filmen behandler: det kan godt være, vi mener at Frank bare skal springe ud som bøsse, og Cathy bare tage til Baltimore og leve papirløst sammen med sin kunstkloge sorte gartner, men i den tid, filmen refererer, står disse muligheder ikke åbne.

I 1957 bliver vandet i swimmingpoolen i Miami forurenet, fordi en lille sort dreng har dyppet storetåen…og i Lars von Triers MANDALAY fra 2005 lader han ironisk selvbevidst en velmenende hvid pige gribe fat i den forkerte afroamerikaner, da hun holder en smuk tale om lige rettigheder og skjulte evner. Hun vil nok gøre det godt for de ”sorte”, men kan ikke skelne dem fra hinanden.

FAR FROM HEAVEN blev forunderligt (og skuffende) nok ikke det superhit, som filmens opfindsomhed og mod, både æstetisk og visuelt, gjorde den fortjent til. Men den er så original, at ingen forbliver uberørt.

Stilistisk bygger den videre på bl.a. David Lynchs symbolistiske film og serier fra halvfemserne – især TWIN PEAKS synes at rumstere et sted i baghovedet. Tematisk knytter FAR FORM HEAVEN sig til kritiske film som AMERICAN BEAUTY. Der er absolut ikke tale om manifest, men om kunst. Og på sin egen bagvendte måde åbnede FAR FROM HEAVEN døren for en filmatisering som THE HELP/NICEVILLE fra 2011.

1 Gestik i ”gamle dage” er og bliver et problem for film, der postulerer at foregå i fortiden. I 1994 fremstillede Liz Hurley, fotomodellen, Dalila i en coproduktion, en episode i tv-serien THE BIBLE. I i sin person tydeliggør hun problematikken med moderne skuespillere i antikke dramaer. Lad gå at hendes specielle radmagre skønhed er typisk for 1990erne – men hendes bevægelsesmønster og mimik er så tidsbundet, at hun allerede nu, ti år senere, virker forældet. Der er noget androgynt over hende: Annie Lennox snarere end Madonna. Hun forsøger formentlig at modvirke alle myterne om ”vampen”, men hendes duknakkede gangart, indforståede halvsmil og maskinelt sexede adfærd bliver til en historie-i-historien.