ROOTS
Umiddelbart efter Anden Verdenskrig blev det hævdvundne syn på slavelivet revet midt over og kasseret af en ny generation. Da livet på plantagerne vendte tilbage, skete det som udtryk for grusomhed og undertrykkelse. Men den amerikanske fascination af slaveri gennemsyrer næsten alle film om den antikke verden, og antikt slaveri sidestilles ofte fuldkommen med plantage-slavernes kummerlige liv.
Den eneste virkelig væsentligste moderne kommentar til GWTWs billede er tv-serien ROOTS, der også er en filmatisering – den begyndte livet som en roman, der senere viste sig at være lige dele dybderesearch, fup og lån.
Alex Haleys bestseller blev til en af de første store amerikanske tv-serier, der erobrede et seriøst europæisk marked. I 1977 var verden moden til at høre den anden side af historien, slavernes historie. I Danmark havde Thorkild Hansen netop i sin slave-trilogi fortalt den ubehagelige historie om hvordan den florissante periode tjente sine mange penge.
ROOTS er en slægtshistorie, der begynder med den sorte afrikaner Kunta Kinte, som indfanges af slavejægere og sendes til Amerika. Derefter følger vi hans slægt generation for generation. Set med nutidens øjne er det en skrabet og meget enkelt fortalt historie, hvis eneste særkende er, at de sorte her er de nuancerede, ægte personligheder, mens alle hvide fremtræder forenklede og forgrovede. Det er lidt af et chok, fordi man som hvid er vant til at opleve afroamerikanere i samme form - men der er logik i metoden. Netop sådan oplever slaverne de hvide, som de er fuldkommen afhængige af. Selv når de hvide åbner sig og gør en ung slavepige til sin fortrolige, rækker venskabet ikke særlig vidt. Slaverne er og bliver ejendom, ikke mennesker. Så da de omsider frigivne slaver skal forlade den gård, hvor de har levet hele deres liv, nægter moderen at se sig tilbage. Hun efterlader kun lænker i sit gamle liv.
ROOTS største nyskabende værdi ligger dels i valget af synsvinkel - dels i en ubarmhjertig konsekvens. For første gang anskues slaverne ikke som en homogen masse, eller som slet og ret slaver. De er individer, mennesker som gennemlever deres skæbne, som udformes af hvide.
Mennesker som ejes af andre mennesker.
Kunta Kinte er en fornem kriger i sit hjemland. Han er en Mandingo, selvbevidst, begavet, et fysisk pragteksemplar. Og medspiller i en rig kultur.
Hans degradering til slave er en umulig og urimelig proces, og livet igennem forbliver han da også en ”african slave” eller ”african negro”, han bøjer sig aldrig, og håbet om et bedre liv holder ham oppe. Hvis man skal leve hele sit liv som slave, kan man i det mindste håbe på, at ens datter ikke bliver solgt. Eller ens kone.
Hans engelske forbliver mangelfuldt, og når han skal udtrykke sine dybe følelser, slår han over i sit eget sprog. Det er hans sidste bastion. Og så stjernebilledet, der minder om verden hjemme, hvor han havde et selvvvalgt liv.
Som markslaven Toby forsøger han gang på gang at flygte, men mutileres. Dog kun fysisk. Han forsøger at spille dum, en teknik som skildres med humor og nuance op gennem hele serien.
Den ubarmhjertige konsekvens er helt usædvanlig for en amerikansk familieserie. Her er faktisk ingen formildende omstændigheder. Slaverne er slet og ret ejendom, der kan ødelægges, sælges eller beligges efter ejernes forgodtbefindende.
Hver gang, et nyt håb opstår, bliver det brutalt trampet ned. Da Chicken George, hanekæmperen, tilbydes frihed for sig selv og sin familie efter fem år, siger hans ejer nej. Og da han skal rejse fem år i England med sin ejer, bliver det til fjorten. Selv den frie George opdager, at han ikke kan leve sammen med sin familie i mere end to måneder, så vil han igen blive slave. Den eneste mulighed ligger i at afvente kollektiv frigivelse. Og den kommer først efter Borgerkrigen.
Alle gemmer på hæslige, traumatiske minder, men er alligevel forblevet ordentlige mennesker. Deres ide om ”frihed” er vidt forskellig fra person til person. Nogle slaver ønsker bare at overleve og klare sig, og det kan man lettest gøre ved at blive den unge herres ”bed wench” og føde hans mulatbørn.
Kunta Kinte opdager, at et sted ”nordpå” findes friheden. Men hvordan nå dertil? Og hvad skal han leve af i denne diffuse frihed? Han drømmer kun om at vende hjem til Afrika og sin mandingo-familie. Men da hans efterkommere omsider frigives efter Borgerkrigen, er de blevet amerikanere.
Den bitreste historie af alle genfortælles kun, vises ikke. Og jeg tror altså ikke, at det skyldes manglende evne for at fortælle. Kunta Kinte finder sammen med en kvindelig slave og får en datter, der sælges efter at have hjulpet en flygtning. Da hun som midaldrende slave omsider vender hjem og finder sin fars grav, får hun at vide, at ikke alene blev hun selv revet bort. Da begge hendes forældre var blevet gamle sammen, blev hendes mor solgt, hvorefter hendes far døde af sorg. Der er ingen lindring og ingen soning, kun sorg tilbage. Og vrede. Hun forsyner brættet på sin fars grav med hans ægte navn, Kunta Kinte, selv om han af de hvide betegnedes som ”Toby”. Og historien om Kunta Kinte vil leve videre i slægten, lige til den dag, hvor Alex Haley i Afrika står over for efterkommere af Kuntas familie og hører, at stammen stadig husker, hvordan den unge mand forsvandt...
Man skulle have troet det umuligt, man ROOTS fik ingen opfølgere – ud over ROOTS II og en anden miniserie, også bygget over Alex Haley's romaner. Til gengæld kastede man sig i 80erne over endnu et projekt, der skulle belyse Borgerkrigen – fra den hvide side. Nu med en vis sentimentalisering af slaverne, men uden at kunne gøre dem til hovedpersober.
NORTH AND SOUTH er en filmatisering af en række mildt sagt kulørte romaner af John Jakes. Bøgerne blev filmatiseret kort tid efter deres udgivelse – og serien ændrede alle figurerne. Bogen er ikke just noget litterært mesterværk, men en meget mere kompleks størrelse end serien.
Kærlighedsforholdet mellem sydstats-godsejeren Orry Main og halvnegeren Madeleine Fabray blev hovedhistorien.
Orry Mains ældre bror forsvinder.
Den officer, som plager Orry og hans ven fra Nordstaterne, George Hazard, forvandles fra en fed bøsse fra Ohio, til en mager og forpint sydstatsmand med vanvittige ambitioner.
Hazard forvandler sig fra en lille tyk mand - til en høj og mager skønhed.
Orry Main, derimod, skildres som milelang, men spilles af lille, vimse Patrick Swayze. Der i øvrigt i romanen mister en arm i krigen, mens han i serien nøjes med at komme hjem med et stift ben!
Orry Main dør tragisk, uden at blive genforenet med Madaleine, i filmen gifter de sig.
Abolitionisten Virgilia Hazard myrder i serien en sydstatspolitiker og bliver hængt – i bogen frikendes hun som uskyldig.
Men serien løste ikke op for John Jakes’ værste påfund. I hans univers er blonde kvinder gode og kyske. Sorthårede er promiskuøse. Abolitionister går ind i bevægelsen, fordi de er fascinerede af negermænds lange peniser. Promiskuøse sorthårede kvinder er desuden grænseløst intrigante. Og så finder de selvfølgelig sammen med skurken...det er så forudsigeligt og banalt, at man taber næse og mund. I sammenligning med NORTH AND SOUTH er GONE WITH THE WIND et rystende mesterværk.
Serien står som et monument over 1980ernes hang til infantil dramaturgisk forenkling. Det gode slås mod det onde, og vi ved, hvem vi holder med. Men den forenkling, som skulle gøre serien nem at følge, gjorde den helt idiotisk forudsigelig - og dermed kedelig. Underholdningen forsvandt. Med nuancerne forsvandt også muligheden for medleven. Forenkling medførte forsimpling. Løgne-historien i stedet for gode historier.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar