Denne mærkværdige historie uden love story er blevet genfortalt i mange forskellige former, men altid med en blond, korthåret kvinde i titelrollen - og altid en voksen kvinde, ikke en teenager.
Der er ingen tvivl om, at livet i middelalderen for størstedelen af menneskene var hamrende kedeligt. Man voksede op i en landsby, blev gift, fik et barn hvert år og døde i barselsseng som 27-årig. Eller man fik en smitsom sygdom og kreperede i samme alder, uden at have forladt sin landsby ret mange gange.
Det gode ved Jeannes historie er, at den er kort og dramatisk. Ellers er middelalderen jo altid blevet fremstillet som en herligt dynamisk tidsalder, fuld af pest, fulde abbeder, vilde nonner, krig og riddere og damer og hekse og drager.
Bernard Tavernier forsøgte i 1988 at revidere det traditionelle syn på middelalderen i sin brutale film BEATRICE. Den fortæller i virkeligheden om Beatrice di Cencis mord på sin far omkring år 1600 i Rom, men handlingen er omplantet til en borg i middelalderens Frankrig. Tavernier ligger ikke fingrene imellem, når han skildrer brutalitet, afstumpethed og - ja, dyb kedsomhed. Beatrices far mishandler sine sønner, og begår incest med sin datter. Han er borgherre og deres far og har deres total magt over dem, som over alle på borgen. BEATRICE er en tiltrængt, men også meget trist korrektur til filmens middelaldermyte.
Det morsomme er, at vi faktisk ved mere om Jeanne d'Arc end om de fleste andre personer i hendes samtid. Da hun blev fængslet og forhørt, blev hun undersøgt og beskrevet. Filmene har stort set valgt at ignorere de oplysninger, vi rent faktisk har om hende.
Jeanne var kun atten, da hun blev brændt. Hun red i kamp på en sort, ikke en hvid hest. Hun bar ingen hjelm, men langt sort hår samlet med en sløjfe i nakken. Hun foretrak at bære sit lange silkebanner i kamp: det kunne jo ikke dræbe eller skade nogen. Men hun var i stand til at betjene et af tidens lange hestelanser.
Forbavsende nok må man indrømme, at den tidligste bearbejdelse af stoffet stadig er den mest overbevisende: Carl Th. Dreyers stumfilm LE PASSION DE JEANNE D’ARC fra 1928, i øvrigt et bestillingsarbejde fra den franske stat! .
Dreyer koncentrer sig om at fortælle helgenindens historie, d.v.s. hendes lidelseshistorie, rettergang, domfældelse og død. Dette er i grunden en traditionel, middelalderlig passionshistorie med vægten lagt på en uafvendelig tragedie, der kan sammenlignes med menneskets forsoning med sygdom, lidelse og død.
Manuskriptet er faktisk blevet til, ud fra de originale forhørsprotokoller. Dette hævder også flere af efterfølgerne, der oven i købet kan lægge mere vægt på replikkerne, fordi de er talefilm. Dreyer måtte være langt mere selektiv. 29 forhør er koncetreret til et.
Filmen følger de konventionelle teatralske krav om steden og tidens enhed, så alt foregår i teorien på Jeannes sidste levedag - 24. Maj 1429. Og når man udvælger, vælger man fra. Dreyer valgte at ”bevise” Jeannes overvældende tro. Han tager ikke i filmen stilling til, om Jeanne virkelig har hørt Gud tale, eller om der er tale om hallucinationer. Men om Jeannes overbevisning er der aldrig tvivl.
Dreyers skildring leder efter visuelle virkemidler og finder dem: da Jeanne i dødsangst har afstået fra alle sine holdninger, og modtaget kirkens nåde, ser hun sin martyrkrone flettet af strå blive fejet bort - og angrer. I stedet bliver hun brændt som kætter.
I filmens tankegang er Jeannes død en sejr for hendes integritet. Hun er ikke her en brik i et politisk spil, hun vælger selv, som hun har gjort i hele sit liv. Alene derved bliver hun en yderst atypisk middelalderkvinde.
Visuelt er Dreyers film en skær nydelse, også fordi han fornægter den gestaltende, historiske udstyrsfilm, der allerede var blevet en hel genre for sig. Forunderligt nok virker omgivelserne langt mere overbevisende ”middelalderlige” i deres anonyme bleghed, end mange autentiske scenerier i senere film. I virkeligheden var alt såre enkelt opbygget i kulisseform, indermurene malet gule, ydermure lyserøde.
Personernes højest individuelle udseende virker måske mest autentisk, men forhøret åbner for ren ekspressionisme, og endnu voldsommere, fordi vi ikke hører replikkerne, kun ser de opspilede munde, rynkede pander, lynende blikke.
Dreyer overtog nærbilled-teknikken fra de russiske instruktører og Griffith, og gjorde dem til filmens fornemste, men også mest vovelige udtryk.
Dreyer havde fået opbygget en hel model af slottet i Rouen, som kun anvendes til baggrundsskud i skæve vinkler. Rummene er nøgne, hvide og nøgterne. Kulisserne er jo bare de naturlige omgivelser for disse mennesker.
Dreyer omtalte hele tiden sin film som reportage, som en slags forsøg på at skabe en dokumentarfilm fra 1429. Det lykkes – med en eneste undtagelse: under indtryk af Jeannes hæslige død på bålet gør folket oprør. Det skete ikke, desværre. Men opstanden opleves i dag mest af alt som en slags nødvendig filmisk reaktion på drabet på en helgen.
Maria Falconetti som Jeanne var faktisk kabaretkunstner, en raffineret og opfindsom kunstner in her own right - med tanke på Edith Piaf må man indrømme, at fransk chancon kan føre til meget!. Dreyer opfattede hende som intet ringere end en reinkarnation af den ægte Jeanne. Hendes helgeninde er et vidunder af total indfølelse, grænsende til sjælesprængende identifikation. Hendes lidelse er kun udholdelig, fordi hun tror, den tjener et bedre formål.
Men hendes og Dreyers Jeanne er også et bevidst valg, en meget bevidst tolkning af kilderne, som Dreyer er omhyggelig med at vise og citere fra. Intet tyder på, at virkelighedens Jeanne græd så meget under forhørerne, som Falconetti gør. Det ville af forhørsdommerme være blevet noteret som tegn på anger.
Den ægte Jeanne virker langt mindre naiv, langt bedree begavet.
Dreyer renser hende for skyld, men også for intellektuelt indhold.
Den ægte Jeanne holdt ud gennem flere måneders forhør, ført af videnskabsmænd fra Paris Universitet. Hun gav de mest forbavsende, teologisk velafbalancerede svar, man kan tænke sig.
Dommerne søger at få hende til at begå kætteri – eller at fordømme sig selv – ved at spørge om hun befinder sig i ”en tilstand af nåde”. Jeanne, der var uden teologisk uddannelse, må alligevel have vidst, hvad spørgsmålet gik ud på. Hun svarede: ”hvis jeg er, så lad Gud bevare mig sådan – hvis ikke, så lad Gud sende mig nåden”. Det svar var uangribeligt.
Netop derfor måtte dommerne gribe til andre midler, som Dreyer også nævner. Det vil måske komme som en overrakelse, at Jeanne d’Arc bl.a. blev brændt på bålet, fordi hun var transvestit. Men et af de tungest vejende anklagepunkter var, at hun syndede mod den rette kønslige natur ved at iklæde sig (praktisk) mandstøj. Som kommanderende general var det næppe muligt at bære kjole. Og i fængslet fratog man Jeanne alle muligheder for at bære kvindetøj.
Dreyer bortskærer helt den del af Jeanne, som kom til udtryk under krigen: den geniale feltherre. Han tier også om hendes forbindelse til den franske konge, og om anklagerne for sort magi. Hans Jeanne virker heller ikke som et menneske, der har så meget hold på sig selv, at hun kan overtale store hære til jublende at angribe en overlegen fjende.
Han ændrer (og sentimentaliserer) kun få gange Jeanne. Hun nægtede at bede, fordi man nægtede hende retten til at skrifte – ikke fordi hun var bange for at blive svag, ved tanken om sit hjem og sin mor.
Dreyers Jeanne er eneste kvinde i en mandsverden, en verden domineret af ældre, alvorlige, grimme mænd. Her er ingen makeup, kun ægte hud. Dreyers forkærlighed for nærbilleder egner sig eminent til forhøret: vi studerer ansigternes spil og signaler med grådig opmærksomhed. Selv ikke den mest intime teaterkunst kan byde på denne luksus, at studere skuespillernes mindste reaktioner.
Sammenlignet med Mel Gibsons Kristusfilm fra 2004, THE PASSION OF THE CHRIST, er JEANNE D’ARC fuldkommen befriet for blodige chokeffekter. Men det er alligevel en religiøs film, som griber tilskueren, fordi de følelser, som fremstilles, virker ærlige og dybe. Jeanne er trods alt det eneste menneske i hele forsamlingen, som har set en engel!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar